LYNINTERVIEW
Bestyrtelsesformand Niels Heering, hvordan kunne det gå så galt med Amagerbanken, når I ellers regnede med at være kommet igennem krisen?
»Jamen, det er også meget underligt, for flere af vore store kunder havde sagt, at vi nok skulle få de penge, de skyldte os, hvis boligpriserne igen begyndte at stige eksplosivt, og hvis et lovende salg af eksklusive støvsugere til efterlønsmodtagere i Nordsjælland gik som forventet, ligesom vi kunne regne med at modtage ekstraordinært store afdrag, såfremt Fox Capello vandt 3. løb på Jydsk Væddeløbsbane i sidste weekend. Men den udgik desværre med en lyskeskade, og så var løbet kørt«.
ATS forsøgte i går at få en kommentar til bankkrakket fra storinvestoren Karsten Ree, men han var desværre taget ind på Strøget for at spille violin.
NYT FRA DR
Bestyrtelsesformand Michael Christiansen, DR, meddeler:
En enig bestyrtelse har besluttet at ansætte Maria Rørbye Rønn som ny generaldirektør.
Maria har været ansat som jurist i DR siden 1995, uden at nogen har lagt mærke til hende, og vi er derfor overbevist om, at hun har de rette kvalifikationer, når det gælder om at lade andre tegne Danmarks Radios profil udadtil.
Ved ansættelsen har vi endvidere lagt vægt på, at Maria Rørbye Rønn er så høj, at hun kan anvendes som mobil sendemast, hvis én af de andre skulle sætte ud.
BILLETTER PÅ NETTET
Nyeste arrangementer:
Koncert med Big Flat Snake
Sted: Folkets Hus, Struer
Børneteater: Kaptajn Bimse og Goggeletten
Sted: Laboratoriet, Roskilde
Henrettelse af Travis Runnels
Sted: Livingston, Texas
Nummererede siddepladser. Kan kombineres med buffet i Wally’s Tex Mex Diner. Bestil billet i dag og få 20 procent rabat på popcorn og sodavand.
ATS er Politikens daglige satirespalte.



























