ØJENVIDNE
Hvem? Franske krigsfly
Hvad? Viser den libyske befolkning, at Frankrig fører an i krigen imod Gaddafi.
Hvor? Libyen.
LYNINTERVIEW
Søren Espersen, er det rigtigt forstået, at du nu også ønsker at bombe Gaddafis modstandere?
»Ja, for vi aner jo ikke, hvem de er. De kan vise sig at være nogen, vi ikke kan lide. Faktisk burde vi bombe hele Nordafrika, nu hvor vi alligevel er der. Dem kender vi heller ikke. Det er meget utrygt at have sådan nogle rendende rundt, synes jeg. Og så er der den ekstra bonus, at vi undgår, at de senere kommer herop og søger asyl«.
LEKSIGALT
Invaliderente. Ekstra lav rente, som handikappede får af deres opsparing.
HVÆSERNE MENER
KOSTRÅD DER VIRKER
Verner Delleholm, aut. peristaltiker (tidl. ringmuskulatør), Vanløse:
Inspireret af den seneste tids debat om sunde spisevaner har jeg valgt at ændre min egen personlige kostpyramide, således at kartofler og grøntsager kommer til at spille en større rolle.
Konkret betyder det, at pomfritter og løgringe nu befinder sig i bunden som noget, man skal spise meget af.
Når man har gjort det, kan man fylde op med barbecuemarinerede mågevinger fra Kentucky Fried Chicken, Quarterpoundere fra McDonald’s, Double Whoppere fra Burger King og deep pan-pizza med jægerpølse, bearnaise, melboller og tredobbelt ost fra den lokale. Jeg har for resten også optrappet mit motionsprogram, idet jeg nu skifter mellem sofa og tv-stol hele tre gange om dagen. BREAKING
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























