RADIOTEATRET
(frit efter ’Rytteriet’)
I rollerne:
Lars Løkke Rasmussen som statsministeren.
Per Ørum Jørgensen som det fornærmede folketingsmedlem.
Lars: »Per! Per! Hvor er du?«.
Per: »Jeg sidder inde i skabet, Lars!«.
Lars: »Hvad er der galt? Kom nu ud, søde Per! Jeg bliver da ked af det nu, hvor jeg er kommet for at snakke med dig!«.
Per: »Jeg kommer ikke ud, før borgmesteren i Herning har sagt undskyld, fordi han har kaldt mig pinagtig!«.
Lars: »Jamen, det kan jeg da ikke gøre noget ved, søde Per!«.
Per: »Det ved jeg ikke noget om, men jeg kommer i hvert fald ikke ud, før han har sagt undskyld!«.
Lars: »Lad nu være med at være så fjollet. Det vil da være synd, hvis vores forhold skal ødelægges på den måde. Og jeg har for resten taget kage med!«.
Per: »Hmmm. Og hvad er så det for noget kage, om jeg må spørge?«.
Lars: »Det er en borgmesterstang! Og jeg vil heller ikke afvise, at du kan få nogle akutafdelinger i Holstebro, Næstved og Svendborg!«.
Per: »Er der godt med creme i borgmesterstangen?«.
Lars: »Ja, der er masser af creme og tomme kalorier! Præcis, som du godt kan li’ det!«.
Per: »Nå, okay! Så kommer jeg ud! Men jeg går altså ind i skabet igen, når jeg har spist mit stykke!«.
BREAKING NEWS
Ifølge vor filmsmodarbejder, Kim Skrotte, er Lars von Trier allerede i gang med manuskriptet til en ny katastrofefilm.
Den skal hedde ’Pressekonferencen’ og bygge på virkelige hændelser, oplyser kilder tæt på filmsinskrupskøren.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























