PETERS JUBEL Peter Bristtofte er ude af fængslet og har meddelt, at han aldrig vil flytte fra Farum igen. Melodi: Man sku’ altid bo på landet. Jeg vil altid bo i Farum, no'n vil spørge warum? jo, det skal jeg såmænd sig' jer: Det' der mange grunde til. I min tid som stærk borgmester var der altid fest dér. Jeg var selskabslivets nestor, vidste alt om mad og vin. Petrus hér. Fadøl dér, Laks og meget andet. Kommunal mødesal var min piedestal. Men så løb det ud i sandet - det var ret forbandet. Måtte flytte ud på landet til det triste Horserød. Og nu er jeg så tilbage, ingen grund til klage. Jeg vil ende mine dage ved den skønne Furesø. Jeg er fuld af go'e ideer, er en pione-er. Ved hvordan man finansierer et forbrug, der' lidt for stort. Farum Park. Straffespark. Den slags ting er dyre. Men hvis man låne kan, går det nok endda. Og når jeg har kørt med klatten, bli'r det lagt på skatten. Jeg kan sagtens sov' om natten, for det er ikke mit bord. FLYNYT Pilotforeningen frygter, at transportministerens nye krav til flysikkerheden vil være mere, end de kan gabe over.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























