HVÆSERNE MENER
Pens. agronom Erling Brokkendorf er rejst til Vredsager for at holde en tale om danskheden ved sin nevøs konfirmation. Vi har derfor spurgt socioklogen Henrik Dahl, om han vil optræde som ferieafløser for Brokkendorf, og det ville han gerne:
Så er det lige før, fru Helle Thorning-Schmidt bliver statsminister, og ih, hvor er vi ’glade’ for, at denne tomme skal af en følelseskold politiker, der ikke kan sige to ord i sammenhæng uden en trillebør fyldt til randen med talepapirer, snart skal styre landet sammen med resterne af den mumificerede venstrefløj, som fantasiløst lægger op til at fortsætte brandskatningen af de slavebundne danskere, der åbenbart er mere end villige til at følge i Helles høje hæle, så længe der blot er gratis udskænkning ved baren, hvor det står enhver frit for at drikke sig stangstiv i statstilskud fra den vildtvoksende offentlige sektor.
Og hvorfor da også lytte til en begavet socioklog, som har spildt år af sit liv på at forklare de venstreintellektuelle, hvordan de skal forny deres budskaber, når man i stedet kan rejse land og rige rundt og tale om ’vækst’ – vel at mærke offentlig vækst, som naturligvis skal finansieres med endnu flere afgifter på fredagsslik, flybilletter, biler og aktiehandel samt ikke at forglemme den klassiske socialdemokratiske erhvervspolitik fra halvfjerdserne og firserne, hvor ansigtsløse bureaukrater skal sidde ved ministerielle hæve-sænke-borde og skrive notat på notat om de nye ’væksterhverv’ inde for varm luft og ren fidus?
Næh, så er det bedre at ignorere de velgennemtænkte råd fra folk, der ved, hvad de taler om, og lade fru Helle Thorning-Schmidt aflevere sine præfabrikerede vækstbudskaber med lejlighedsvis assistance fra store tænkere som fru Mette Frederiksen og fru Christine Antorini, som ved gud heller ikke har meget at byde på.
Længe leve den højt besungne danske venstrefløj!
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























