ATS er kommet i besiddelse af dette skræmmebillede, som ifølge Venstres reklamebureau viser, hvordan Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal ser ud bag facaden. LYNINTERVIEWStatsminister Lars Løkke Rasmussen, hvorfor vil du lige pludselig nedlægge de regioner, som du selv oprettede i 2007? »Fordi de desværre har vist sig ikke at fungere efter hensigten. Vi oprettede jo regionerne, fordi vi ville have afskaffet såvel ventelisterne som Bent Hansen og Vibeke Storm Rasmussen. Men i ingen af tilfældene har regionerne levet op til deres ansvar, og derfor ser jeg ingen anden udvej end at nedlægge dem og lade Bertel Haarder overtage ansvaret for alle landets sygehuse. Han skal nok sørge for at dele nogle skideballer ud, hvis kirurgerne ikke rubber neglene«. FORSIKRINGSNYDTForsikringsselskaberne er begyndt at sende advarende sms’er til deres kunder: »Hej! DMI lover styrtregn i aften. Så husk at fjerne værdifulde effekter fra kælderen. Det er vildt nederen, hvis vi igen skal erstatte dit gamle skrammel ;-) »Det blir pissekoldt i morgen. Husk varmt tøj af hensyn til din sygeforsikring!«. »Vil lige gøre dig opmærksom på, at gadefesten Copenhagen Pistortion bliver holdt i det indre København her i weekenden. Så undgå at parkere din bil derinde, og husk, at din selvrisiko ved hærværk er 6.000 kr. :- ))«. »Har du husket at låse døren og slå sikkerhedslåsen for, inden du gik i seng? God nat og sov godt fra dit forsikringsselskab«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























