Borgmester tilbyder at modtage skulptur

Lyt til artiklen

BORGMESTER TILBYDER AT MODTAGE SKULPTUR Borgmester i Ny Væmmelse Kommune Aage Nielsen undrer sig over modstanden i Aarhus mod at placere den 72 meter høje jernskulptur 'Store Robert' ved havneindløbet. »Jeg tror ikke, at modstanderne er klar over, hvor stor betydning det har for en kommune, at den markerer sig på det kunstneriske område«, siger Aage Nielsen. »Siden vi i Ny Væmmelse Kommune opstillede den lokale kunstner og kraniofækalterapeut Kukur Olafssons jernskulptur 'Dystopisk morgenrøde' på parkeringspladsen bag ved Kvickly og ændrede pladsens navn til Kunsttorvet, har vi markedsført Ny Væmmelse som 'Kulturkommunen, der sætter kunsten i centrum'«. »Vi oplever jævnlig, at folk fra oplandet parkerer deres bil på netop Kunsttorvet, og der er ingen tvivl om, at det er skulpturen, der tiltrækker dem. Bestyreren af Kvickly har fortalt mig, at mange tilrejsende spørger ham, hvad værket egentlig skal forestille. Og det er jo præcis, hvad kunst drejer sig om: at man standser op og reflekterer over det, man har set, uden dog at glemme at sætte p-skiven«. »På baggrund af vores ry som kulturkommune undrer det mig i øvrigt, at Robert Jacobsens efterkommere ikke allerede har henvendt sig til os. Men det kan jo være, at det sker, når Aarhus har sagt endeligt nej«. »Jeg kan på forhånd love dem en god placering ved indfaldsvejen, og for yderligere at sætte fokus på skulpturen vil vi tilbyde at sætte lys på om aftenen, ligesom vi vil forsyne den med et flot skilt, hvorpå der står 'Porten til Ny Væmmelse - rejst af borgmester Aage Nielsen'«. »Hvis det ender med, at 'Store Robert' bliver opstillet i en anden kommune, er der ingen tvivl om, at vi bliver nødt til at tage kampen op. Derfor har jeg da også allerede luftet tanken om, at vi får vores lokale kunstner til at skabe en metalskulptur på mindst 73 meter ved navn 'Store Kukur'«, slutter Aage Nielsen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her