Vor leder

Lyt til artiklen

VOR LEDER Det har været en kolossal befrielse for alle progressive kræfter i det danske samfund at se den nye regering under ledelse af Danmarks første kvindelige statsminister kaste sig over arbejdet med at rydde op efter et helt årtis borgerlig misrøgt af landets økonomi og rette op på vores mildt sagt pinlige image som Europas mest fremmedfjendske og krigeriske nation. De ti forbandede år ligger nu bag os, og Helle Thorning-Schmidt har sammen med sine regeringspartnere præsenteret befolkningen for en stærk centrum-venstre-vision, som med sit fokus på social retfærdighed og grøn vækst har alle muligheder for at blæse ny optimisme ud i alle kroge af det danske samfund. Hvad visionen går ud på, står ikke på nogen måde klart. Faktisk minder regeringen allerede efter det første par uger om et horehus i havsnød, hvor ingen har styr på noget som helst, og hvor de tre deltagende partier har mere travlt med at bebrejde sig selv og hinanden, at regeringsgrundlaget kom til at se ud, som det gjorde, end med at finde varige løsninger på de alvorlige problemer, som landet står såvel over for som midt i. Vælgerne har da også straks vendt tommelfingeren nedad for S-R-SF-regeringen, hvis tilslutning i meningsmålingerne daler, i takt med at de nye ministre løber stadig mere forvirrede rundt – hvis de da ikke blot sidder lammede tilbage bag deres skriveborde, imens Helle Thorning rejser kloden rundt og trykker hænder med snart den ene, snart den anden udenlandske statsleder i stedet for at give en hånd med herhjemme. Det er tydeligt for enhver, at Helle Thornings koalition er kørt fast og ikke har mere at byde på. Danmark fortjener en ny regering.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her