Helle skriver

Lyt til artiklen

HELLE SKRIVER Det går stadig fantastisk godt for regeringen. I denne uge blev vi ganske vist kritiseret, fordi det nu bliver dyrere at køre med tog og bus. Men dét har vi jo slet ikke noget med at gøre! Det er den tidligere regering, der har bestemt, at taksterne skal stige! På mit ugentlige pressemøde mindede flere af journalisterne om, at Villy før valget havde lovet, at pendlerkortene skulle være 40 procent billigere. Jeg synes, det var enormt unfair af pressen at rejse dét spørgsmål! Vi har alle sammen vores små handikap, og ét af Villys problemer er jo, at han har det lidt svært med tal, hvilket jeg ærlig talt ikke synes, journalisterne kan være bekendt at drille ham med. Men sådan er tonen altså blevet i dansk politik. Mistænkeliggørelsen af Oleg Sohn fortsætter også, selv om han har været meget omhyggelig med at forklare sig. Som gæst i adskillige tv-programmer har Oleg åbent fortalt, at han lige fra starten af sin tid som DKP-formand udmærket var klar over, at partiet modtog penge fra Moskva, men at han satte en stopper for pengeoverførslerne, da det efter nogle år gik op for ham, at de fandt sted. Jeg synes ikke, Oleg kan sige meget tydeligere, hvordan han har gjort op med sin kommunistiske fortid, og jeg ser frem til at samarbejde med ham om den femårsplan for den danske industriproduktion, som han er i gang med at udarbejde. Vi har jo i regeringen besluttet, at vi vil ud i landet og tale med befolkningen, og forleden havde jeg så min egen første modtagelse i Aalborg. Det var en meget positiv oplevelse, hvor jeg blandt andet fik en snak med nogle tillidsfolk fra Aalborg Portland, som var nervøse for deres arbejdspladser på grund af vores nye miljøafgifter. Jeg kunne dog berolige dem med, at Aalborg Portland næppe flytter til udlandet, for så skulle virksomheden jo bare til at kalde sig noget andet, og det ville være alt for besværligt. Og så er jeg i øvrigt i færd med at lægge sidste hånd på bordplanen til regeringens første julefrokost. Det har voldt mig lidt problemer at finde en borddame til Carsten Hansen, som godt kan blive temmelig nærgående over for det andet køn, når han får noget at drikke. Løsningen bliver formentlig at sætte ham ved siden af Uffe Elbæk. Jeg har endvidere bedt mine embedsmænd sørge for, at kopirummet er forsvarligt aflåst, så vi ikke risikerer, at Carsten lokker Ida Auken eller en anden af regeringens unge kvinder med derud. Villy og jeg har endnu ikke fået talt om, hvor længe lille Thor Möver skal have lov at være oppe til julefrokosten. Personligt synes jeg, det er bedst, hvis han kommer i seng efter pakkelegen, så han ikke går rundt i Skatteministeriet og gnider øjne hele næste dag.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her