Villy Søvndal, hvorfor reklamerede du bag på busserne for at nedsætte taksterne i den kollektive trafik, når der nu ikke er råd til det alligevel? »Det var bare for at sælge billetter!«. Nyt fra Aldi Kære Ruth Jensen, For nylig lod vi en falsk kunde aflevere en indkøbspose til dig for at teste din ærlighed. Ved butikkens lukketid opdagede vi, at posen hverken var slået ind på kassen eller befandt sig i stakken med poser. Vi kan kun se én forklaring, nemlig at du selv har snuppet posen, der repræsenterer en værdi af 2,50 kroner. For at give dig en ekstra chance ringede vort hovedkontor til dig ud på aftenen og spurgte, om der ikke var noget, du havde glemt, men du svarede nej. Der er derfor ingen tvivl om, at dit posetyveri har været en bevidst handling, og vi ser ingen andre udveje end at fyre dig. Venligst Heinrich Adenauer, Hovedkontoret P.S. Når du afleverer din nøgle og din Aldi-uniform, skal vi samtidig bede dig medbringe den plastpose, du stjal. Breaking news ATS kan i dag afsløre, at socialklammeraten Carsten Hansen endnu en gang har gjort sig skyldig i sexchikane: Som det ses på billedet, var han umiddelbart efter valget særdeles nærgående over for en kvindelig kollega, som dog undlod at anmelde episoden. I stedet straffede hun Hansen ved at udpege ham til en post i udkanten af regeringen. Kuglestøder: Carina ikke fattig Den politiske kuglestøder Joachim B. Olsen afviser, at den enlige mor Carina skulle være rigtigt fattig: »Da jeg var ude på hendes badeværelse for at brække mig, lagde jeg mærke til, at hun både havde et flot badeforhæng og adskillige flasker parfume. Så hun skal vist ikke klage«, siger Joachim B. Olsen.
ATS er Politikens daglige satirespalte.



























