Margrethe V. mener stadig det samme Økonomiminister Margrethe Vestamager oplyser, at hun bestemt ikke har skiftet holdning til den såkaldte Tobinskat på finansielle transaktioner: »Jeg er fuldstændig enig med statsministeren i, at det er en meget vigtig sag at få diskuteret i EU, og det forsøgte jeg faktisk også at give udtryk for i sidste uge. Desværre kom jeg til at formulere mig lidt klodset, da jeg sagde, at Tobinskatten er en tåbelig idé, som er komplet umulig at gennemføre. Det var der nogle, der opfattede, som om jeg var imod skatten, og derfor er jeg glad for, at jeg nu har fået lejlighed til at præcisere mit synspunkt!«. Analyase: Fodgægnere vil også gå i fremtiden En analyse foretaget af autoriseret fodterapeut og hælskanner Erling Bundgaard for ugebrevet Torsdag Eftermiddag viser, at betalingsringen næppe får indflydelse på antallet af fodgængere i det indre København: »Folk vil uden tvivl også bruge deres fødder i fremtiden, og mange vil have behov for indlæg i deres sko«, siger Erling Bundgaard, der er nået frem til, at heller ikke antallet af fodgængere, der vælger at stoppe op og sætte sig på en bænk i fem minutter, vil blive påvirket af betalingsringen. Trafikforsker Alvin Olsen er overrasket over Erling Bundgaards analyse: »Der dukker hele tiden nye oplysninger frem om konsekvenserne af en betalingsring, og jeg synes, det er uhyre interessant, at behovet for indlæg i skoene formentlig vil være det samme som før. Jeg håber virkelig, at det vil komme til at indgå i regeringens videre overvejelser«, siger Alvin Olsen. LyninterviewSkatteminister Thor Möver Petersen, er dit skatteudspil ikke i strid med SF’s principper om mere lighed i samfundet? »Overhovedet ikke! Vi vil tværtimod sørge for, at alle på overførselsindkomst må undvære præcis de samme skattelettelser, som vi vil give til dem med job. Mere lige bliver det vist ikke!«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























