TORTURFILM DET NYE SORTAf vor filmsanmelder Torturfilmen ’Viel Geschrei’, der havde premiere i København i går, er blot den seneste i bølgen af grusomme torturfilm, der for øjeblikket skyller ind over Europa som en tsunami, der på sin hærgende tur river tænder, negle og hår ud af publikummet, som sidder forsvarsløse og følelsesmæssigt forpint tilbage i biografsæderne, som var det elektriske stole, der når som helst kunne gøre en ende på deres liv og de bægre med popcorn, de sidder med i deres skød. I ’Viel Geschrei’ har den tyske instruktør og tidligere forhørsleder Leopold Habengut zum Teufel ladet alle sine hovedpersoner optræde med elektroder på samtlige kropsdele og lænket dem til umagelige jernmøbler, imens de udsættes for grusomme pinsler. Filmens dialog består udelukkende af hjerteskærende skrig og suk, og for at understrege grusomheden leveres underlægningsmusikken af den islandske skrigeballon Björk. I en af filmens bærende scener ser vi hovedpersonen, Rudi51K, vride sig af smerte, imens hans plageånd fører en gaffel hen over en tallerken for umiddelbart efter at skrabe sine negle over en tavle. Det er her, vi hører en af Rudi51K’s mest gribende replikker, der efter hukommelsen lyder nogenlunde sådan her: »Viiiiiiiiiiiiiiiiiiihrmpfviiiiiiiiiiiiiskryyyyyyyyyyyfriraaaaaaaaam«. Ingen tvivl om, at Leopold Habengut zum Teufel har arbejdet med netop denne centrale replik for at give den det helt rigtige udtryk, og som biografgænger er det da også netop »viiiiiiiiiiiiiiiiiiihrmpfviiiiiiiiiiiiiskryyyyyyyyyyyfriraaaaaaaaam«, der i en eneste sætning rummer hele den oplevelse, man har haft ved at se ’Viel Geschrei’. MALF & RENGLEJHvæsernes redaktør skriger: Vi skrev for nylig, at Suicidaldemokraterne og Søvndalistisk Folkeparti er uenige om, hvorvidt der skal indføres kønsvorter i virksomhederne. Der skulle have stået kønskvoter. Det er særdeles kebageligt med den salgs fjel i aivsen, og som straf er den pågældende medarbejder blevet bedt om at anmelde den nye torturfilm ’Viel Geschrei’ (se anmeldelsen ovenfor).
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























