ATS har som det sidste medie i Danmark inviteret skatteminister Thor Möver Pedersen til at besvare spørgsmål fra læserne:Karl Halvtag, talsmand for stamgæsterne på Bodega Den Gule Negl: »Haaaaaark…. hrrrrumf… haaark… Hallo, er jeg igennem nu? Er det dig, Thor? Du, var det ikke en idé at indføre et transportfradrag for alle os, der bliver nødt til at tage bussen til Tyskland hver tirsdag for at købe bajere, smøger og flæskesvær, fordi det er alt for dyrt at handle i Danmark med alle de afgifter på alkohol og fedt og hvad ved jeg?«. Thor Möver: »Det er et godt spørgsmål! Regeringen vil gerne give en håndsrækning til alle hårdtarbejdende danskere med vores nye reform. Vi synes faktisk, at den almindelige lønmodtager, der tager det store slæb med for eksempel indkøbsture til Tyskland, fortjener et skulderklap!«. Rudolf von Severinsen, Rungsted: »Jeg er meget skuffet – for ikke at sige vred – over, at I vil nedsætte rentefradraget for folk, der har renteudgifter på over 100.000. Min hustru og jeg har for nylig købt en villa i Rungsted, hvor vi hvert år skal betale cirka 957.342 kr. i renter. Vi troede, at vi havde gjort staten en tjeneste ved på den måde at sætte gang i et ellers døende boligmarked, men nu skal vi så straffes for vores idealisme!«. Thor Möver: »Jeg forstår godt dit spørgsmål, hvis det er et spørgsmål. Vi synes i regeringen, at det er på tide at belønne alle de danskere, der står op om morgenen og smører madpakker, uanset om de er villaejere i Rungsted eller sygeplejere i Ringsted. Jeg ved ikke, om I smører madpakker, men hvis ikke, vi jeg opfordre jer til at gøre det!«. Ella Olsen, Plejehjemmet Edelgave: »Er det rimeligt, at vi pensionister, som har masser af udgifter til gaver til vores børn og børnebørn, ikke kan få en børnecheck, selv om der jo efterhånden ikke er nogen, der bruger check længere, nu foregår det hele jo på computere og mobiltelefoner og stereoanlæg?«. Thor Möver: »Jeg har fuld forståelse for dit spørgsmål! Regeringen har besluttet at nedtrappe børnechecken for de familier, der har bedst råd, og jeg kan berolige dig med, at du ikke bliver berørt. Men jeg er enig med dig i, at det efterhånden er sjældent, at folk bruger check«. Simon, Vorpelev: »Hej Thor! Er det rigtigt, at du ikke har tabt alle dine mælketænder endnu?«. Thor Möver: »Nej, jeg mistede den sidste forleden, da jeg forhandlede med Enhedslisten om vores nye reform!«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























