Stadig flere hunde bliver hashmisbrugere og skal i behandling, oplyser Københavns Universitets hospital for familiedyr. De skæve hunde er ofte til fare for sig selv og deres omgivelser, når de begiver sig ud i trafikken. Hunden ovenfor kørte over for rødt i påvirket tilstand og har nu mistet retten til at føre skateboard i 2 år, ligesom den er kommet på tvungen afvænning. Hashrygning kan give såvel dyr som mennesker en ekstremt tør fornemmelse i halsen. Misbruget fører tit til voldsomme depressioner. Denne hund blev forsøgt opmuntret med pivedyr, kødben og en tæve i løbetid, men orkede ikke at bevæge sig ud af stedet. DAGENS EM-SANG Sikken Dehli dag det er i dag! Ba-ba-da-bam bam-bam-bam-bam! SUICIDALDEMOKRATER TROR PÅ FREMTIDEN Under et grundlovsmøde i sidste uge fik Suicidaldemokraterne omsider en opmuntring oven på de mange dårlige meningsmålinger. »Vi pustede cirka 50 balloner op, og det lykkedes at afsætte næsten halvdelen til børn, der lovede at overveje at stemme på os, når de får valgret. Det lover godt for fremtiden«, siger et medlem af den suicidaldemokratiske vælgerforening i Jørlunde.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























