NYT FRA NETTET
Mange Facebookbrugere bliver deprimerede, når de ser, hvor mange ’likes’ andre har fået.
AMERIKANERE SKYLD I HUGO CHÁVEZ’ DØD
I anledning af Hugo Chávez’ død udsendte den venezuelanske regering i går denne meddelelse til folket:
De færreste er vist i tvivl om, at det er amerikanerne, der har gjort det af med El Comandante.
Lige siden han blev valgt, har de gang på gang påført ham sygdomme med det formål at ødelægge hans karriere. Vi husker alle en af hans første tv-optrædener, hvor han på besynderlig vis pådrog sig snue dagen før. Men han gennemførte uden at kny – til amerikanernes store skuffelse.
Det lykkedes dem heller ikke at knække ham, dengang de gav ham influenza og senere et hold i ryggen.
Det er talrige eksempler på, at de imperialistiske blodsugere har gjort, hvad de kunne for at ødelægge den socialistiske revolution og tilintetgøre vor elskede leder, og man skal vist være mere end almindeligt naiv for at tro, at alle disse sygdomme opstod ud af den blå luft, når man betænker, hvor stærk Hugo Chávez var både fysisk og mentalt.
Men til sidst lykkedes dem at sprede en dødelig kræftvirus i hans krop. Hvordan det er sket, er vi endnu ikke klar over, men vær sikker på, at det vil blive undersøgt til bunds, og vi vil ikke vige tilbage for at tage de nødvendige skridt over for yankee’erne, når vi har afsløret deres metoder.
OPTIMISTISKE ATEISTER
Så er Ateistisk Selskab klar med det begravelsesritual, der skal anvendes, så snart man har fået uindviet jord stillet til rådighed:
Lovprisning:
»Skide være med Gud, den herre Jesu Kristi fader, som der har været så megen opstandelse omkring«.
Jordpåkastelse:
»Nu er du kommet i jorden, og i jorden skal du blive«.
Efter jordpåkastelsen synges ’Længere, Gud, fra dig’.
INTET HESTEMØG I IKEA-CHOKOLADE
Ikea kunne i går berolige sine kunder, efter at de kinesiske myndigheder havde fundet spor af afføring i möbelkædens chokolade:
»Vi gør naturligvis alt for at finde ud af, hvordan det er sket, men vi kan allerede nu garantere, at der ikke er tale om afføring fra heste. Det er da altid noget«, siger en talsmand for Ikea.
ATS er Politikens daglige satirespalte.



























