Mere end 26 millioner europæere er arbejdsløse, og det er derfor på høje tid, at vi skriver en leder, hvor vi kræver, at EU’s stats- og regeringschefer gør noget ved problemet. I en situation som den, de europæiske lande befinder sig i lige nu, kan det simpelt hen ikke nytte, at vi lederskribenter bruger så store resurser på at kræve, at regeringen i Yogurtistan overholder menneskerettighederne, og at myndighederne griber ind over for miljøskadelige stoffer i badeænder. Der er tværtimod brug for, at vi her og nu stiller krav om, at de politiske ledere vælger handlingens vej, så vi kan komme ud af den armod og det mismod, der truer med at underminere årtiers udvikling hen imod et fredeligere og mere velstående Europa. Vore børn, børnebørn, oldebørn og delebørn vil ikke tilgive os, hvis vi svigter vores ansvar som lederskribenter i denne sag. Gamle lærere har det godt i folkeskolen Ældre lærere viser sig at have yderst favorable arbejdsforhold i folkeskolen. Vi ville i den anledning gerne have haft en kommentar fra den 64-årige fysiklærer Bo Maltesen, som underviser på Gylpehøjgårdsskolen, men det lod sig desværre ikke gøre, da han netop havde taget hul på dagens tredje modul, middagssøvnen. IC4-direktør fyret DSB valgte i går at fyre sin mangeårige IC4-direktør. »Nu må vi se, hvornår det lykkes os at få ham sendt af sted. Jeg er bange for, at der godt kan gå en del år«, siger DSB’s administrerende direktør, Jesper T. Lok. Filharmonikere gav plads til jøder Wiener Filharmonikerne havde nazisympatier under krigen, viser nye dokumenter. Her ses orkestrets dirigent, Wilhelm Knödl von Manteufel, under filharmonikernes opførelse af hyldesthymnen ’Adolf, du bist in meine Träume’, hvor tre jøder undtagelsesvis havde fået lov til at spille med, da ensemblet ellers ville mangle en fløjtenist og to trækbasunister.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























