LYNINTERVIEWPartisekretær Lars Midtiby, er Helle Thorning-Schmidt bange for at blive buhet ud, siden hun ikke vil tale i Fælledparken 1. maj? »Hahahaha, nej, det var dog en vanvittig tanke! Jeg har godt hørt nogen påstå, at det skulle være en gammel tradition, at Suicidaldemokraternes formand taler i Fælledparken 1. maj, men jeg ved virkelig ikke, hvordan folk har fået den opfattelse. Det er bestemt ikke nogen tradition. For eksempel meldte Hans Hedtoft afbud engang, og der var også et år, hvor Viggo Kampmann ikke dukkede op, selv om han stod på programmet som hovedtaler. Så der er overhovedet ikke noget mærkeligt i, at Frank Jensen holder 1. maj-talen i Fælledparken i år. Det gjorde han også i 2009, og det er altså denne gode, gamle tradition, vi har valgt at bygge videre på«. Niels Brinch – fik løst op for gidselaffære.TV-KANAL I GIDSELDRAMA En indsat i Københavns Politigårds fængsel holdt mandag hele TV 2 News’ sendeflade som gidsel i mere end tre timer, oplyser kanalchef Mikkel Hetz: »Situationen var ret tilspidset i en periode, hvor vi var nødsaget til at vise de samme grynede helikopterbilleder 50 gange og gentage de få oplysninger, vi havde, i en uendelighed. Men netop, som det hele virkede allermest håbløst, fik vi heldigvis fat i vores terrorekspert Niels Brinch, som kunne fylde resten af tiden ud med gætterier om, hvad der foregik inde på Politigården. Uden Niels’ snarrådige indgriben havde vi næppe klaret den«, siger en lettet Mikkel Hetz. SPØRG OM JOBv/ arbejdsmarkedskonsulentNis Nipper Jeg står over for at blive genansat som vicedirektør i Ejendommelighedsstyrelsen for en ny fireårig periode. Kan du oplyse, hvilke rettigheder jeg har i den forbindelse? NN Først og fremmest skal du have den fratrædelsesgodtgørelse, du er berettiget til, når din nuværende ansættelsesperiode udløber. Dernæst skal du ifølge overenskomsten med DJØF have en bonus for at lade dig genansætte i jobbet, ligesom du har mulighed for at forhandle dig frem til et fastholdelsesbeløb. Endelig skal du være opmærksom på, at der i selve ansættelsesperioden vil kunne udbetales en årlig bonus, hvis størrelse dog er afhængig af, hvor mange ansatte, du kan få vippet ud, så staten sparer lønudgifterne til de pågældende. Nipper
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























