9. Z TRIUMFERER I RETURKAMP MOD KINA 9. z fra Holme Skole fik revanche over deres jævnaldrende fra Skole nr. 69 i Harbin, da der forleden blev kæmpet i en række nye discipliner: Ølbong: Trods enkelte koncentrationssvigt (se billedet) vandt de danske skoleelever overlegent. Kineserne kom hurtigt bagud med adskillige liter, og flere af dem var i fare for at drukne i de uvant store ølmængder. Computerspil: Da konkurrencen i denne disciplin blev fløjtet af, havde danskerne slået 25.487 modstandere ihjel, mens kineserne blot havde dræbt et par tusinde. Pubcrawl: Igen fik kineserne baghjul. Skole nr. 69 har dog nedlagt protest imod resultatet, da der var noget længere imellem pubberne i Harbin end i Aarhus, hvor 9. z gennemførte konkurrencen. Netmobning: 9. z kom lynhurtigt på Facebook og kaldte deres dansklærer en fed luder, ligesom de nåede at få tre piger fra parallelklassen til at bryde sammen i krampegråd, inden konkurrenterne fra Harbin overhovedet havde fundet et asocialt medie, der var egnet til formålet. Formand Anders Bondo Christensen fra Danmarks Lærerforening glæder sig over den klare danske sejr: »Resultatet af returkampen bekræfter den opfattelse, jeg hele tiden har haft, nemlig at den danske folkeskole giver eleverne nogle helt unikke kompetencer, der gør dem i stand til at agere som borgere i et demokratisk samfund«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























