ATS: Helle skriver

Lyt til artiklen

HELLE SKRIVER
Hvor er jeg bare sur på Danmarks Radio, som ødelagde valgaftenen for mig med deres åndssvage exshitpolls! »Suicidaldemokraterne står til et sviende nederlag«, sagde de flere gange, hvorefter jeg gik i gang med at skrive en tale om vores skuffende valg.

Ikke fordi det krævede de store anstrengelser, for jeg havde en del gamle taler at støtte mig til. Men det er surt alligevel, når det nu viste sig at gå helt fint. Vi fik trods alt borgmesterposterne i alle de store byer, og lige her på det seneste lykkedes det os også at beholde Hvidovre, hvor Dansk Folkedragtsparti som modydelse krævede, at der blev serveret frikadeller i kommunen. Det lover godt for et fremtidigt samarbejde med partiet, og jeg vil nu overveje at tilbyde deres folk på Christiansborg en gang flæskesteg med sprød svær, hvis de til gengæld dropper kravet om en folkeafstemning om EU's patentdomstol.

Men bortset fra de åndssvage exshitpolls er der ikke så meget at brokke sig over for tiden. Vi går frem i meningsmålingerne, og vælgerne opfatter mig som mere troværdig end Lars Løkke. Det ved jeg så godt nok ikke, hvor meget man skal lægge i, for jeg vil tro, at selv Stein Bagger ville være placeret højere end Løkke, hvis han havde været med i undersøgelsen.

Jeg har faktisk lidt ondt af Lars Løkke for tiden, for det må sandelig ikke være rart at blive udsat for sådan en nedtur, når man er en type, der tror, at man kan gå på vandet og vinde vælgernes gunst ved at være lige så ukonstruktiv i forhold til regeringen, som han har været, lige siden vi tiltrådte. Synd for ham, at han igen har vist, at han ikke er i stand til at styre sine armbevægelser. Nu må vi så bare håbe for ham, at der ikke dukker flere ubehagelige sager op lige foreløbig. Men mon ikke det sker alligevel? Helst inden næste valg?

En person, som Lars Løkke kunne lære en del af, er regeringens nu desværre tidligere udviklingsminister Christian Friis Bach. Han valgte at fratræde, da det gik op for ham, at han havde været med til at vedtage GGGI's ekstravagante rejseregler. Ingen havde ganske vist orienteret ham om det, men han påtog sig alligevel det fulde ansvar!

Jeg synes nu, hvis jeg skal være helt ærlig, at det var en drastisk beslutning at gå af på grund af så lidt, og jeg håber ikke, at det bliver kutyme blandt regeringens ministre, at vi skal gå af på grund af alt det, vi ikke ved.

LYNSKAKINTERVIEW

Viswanathan Anand, hvordan vil du beskrive Magnus Carlsen, som lige har taget verdensmesterskabet i skak fra dig?

»Jeg synes, at han er en person med mange kedelige træk«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her