DR oplyser, at de har hyret den højeste byggeekspertise fra den russiske vinter-OL-by Sotji til at gøre B&W-Hallen i København klar til det internationale melodigrandprix om et par måneder. Billedet, som blev taget i går, viser, at stolene til publikum så småt er ved at komme på plads.
HVÆSERNE MENER: LUK ARRET, OLEG!Orla Nudelkopp, Tørretumbler Allé 12, Ballerup:
Jeg læste i går, at Oleg Sohn kræver løntilbageholdenhed. Jeg tror, det vil være til større gavn for Danmark, hvis Oleg Sohn udviser tilbageholdenhed med at udtale sig.
REGIONSFORMAND: AKUTTELEFON EN SUCCES
Regionsformand Sophie Hæstorp Andersen oplyser, at akutmodtagelsen i hovedstaden for tiden ikke er modtagelig for kritik:
»Jeg kan i øvrigt oplyse, at akuttelefonen viser sig at være en kæmpe succes. Lige siden den åbnede, har folk stået i kø for at komme igennem«, siger hun. Ruth Nidkjær – stiller ikke op
FORMANDSVALG I SF KOLLIDERER MED TAPETSERING AF STUE
Endnu en SF-profil har afvist at stille op til formandsvalget. Det drejer sig om 2. suppleant til bestyrelsen i Stegekredsens Vælgerforening Ruth Nidkjær, som offentliggjorde beslutningen på sin facebookprofil i går:
»Det er meget trist, det, der er sket med partiet, men nu må vi videre, og i den nuværende situation har SF behov for ro omkring formandsvalget. Derfor har jeg truffet den tunge beslutning ikke at stille op. Det ville også have kollideret med mine planer om at bruge foråret på at tapetsere stuen«, skriver Ruth Nidkjær, som anbefaler alle, der ville have stemt på hende, at stemme på en anden.
ATS er Politikens daglige satirespalte.






























