Dansk Giraf Sammenslutning skriver:
Marius' alt for tidlige død har vakt genklang over hele verden.
Og det er ikke så underligt.
For Marius holdt altid hovedet højt. Bevarede overblikket. Han var et overskudsindivid, og det kom i sidste ende til at koste ham livet.
Vi vil huske Marius som en giraf, der selv i døden gjorde, hvad han kunne, for at vise zoogæsterne, hvilket stof vi giraffer er lavet af.
Æret være hans minde.
I ØVRIGT MENER JEG
at det er trist at se, hvordan de danske curlingkvinder stener den. Det går ikke på den lange bane. Carlo Gloggengitter, Smørum
NUMEROLOGISK
Pålidelige kilder oplyser, at den nye SF-formand har været hos en numerolog for at styrke selvtilliden og nu kalder sig Pia Olsen Dur.
SKISKYDNING INSPIRERER OLYMPISK KOMITÉ
Vinter-OL's succesdisciplin skiskydning har fået Den Internationale Olympiske Komité til at overveje nye konkurrencer, hvor to sportsgrene kombineres: Ludoløb. Der løbes 200 meter, hvorefter løberne skal spille ludo mod hinanden. Den, der først slår modstanderen hjem, har vundet. Dartsvømning. For hver to baner skal svømmerne op af bassinet og ind på en pub, hvor der kastes med pile. Cykelskak. Der afvikles 200 meter på tid, hvorefter rytterne tager et parti lynskak. Stangspringsbillard. Umiddelbart efter at have passeret barren benyttes stangen som kø i en omgang skomagerbillard.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























