Hvad hedder de statslige eksperter, der fejlagtigt har hævdet, at DSB kan spare en milliard? Se svaret nederst i Organet!
MCKINSEY FÅR NY KÆMPE OPGAVE
Finansminister Bjarne Corydon har bedt konsulenthuset McKinsey udarbejde en plan for, hvordan Danmark bedst regeres.
»Det bliver McKinseys opgave at levere centrale nøgletal og indikatorer samt en detaljeret oversigt over alle nødvendige midler, der kan tages i anvendelse for at implementere regeringens ønske om at fremstå som en socialt ansvarlig, handlekraftig og fremtidsorienteret spiller på den lange bane, som gør os i stand til at nå i mål med vore bestræbelser på at vinde næste valg fremadrettet«, siger Bjarne Corydon.
Venstres gruppeformand, Kristian Jensen, støtter valget af McKinsey.
»Der er ingen tvivl om, at de vil være bedre til at styre landet end regeringen. Men når det er sagt, vil jeg gerne tilføje, at jeg har stor respekt for Bjarne Corydon, hvis billede vi netop har hængt op som idolplakat i Venstres gruppeværelse«, siger Kristian Jensen. LYNINTERVIEWMorten Østergaard, hvorfor kan man ikke vente med at give EU-borgere en børnecheck, til de har arbejdet 2 år i Danmark?
»Fordi de til den tid har krav på en ældrecheck«. UGANDAS PRÆSIDENT OFFER FOR ONDSINDEDE BESKYLDNINGER
Ugandas præsident, Yoweri Museveni, blev i går beskyldt for at have indført sin nye homolov ad bagvejen.
»Det er løgn. Den kunne jeg aldrig finde på at benytte. Den slags er der dødsstraf for«, siger Museveni. SVAR PÅ EKSPERTQUIZ
Misvismændene.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























