SÅDAN FASTSÆTTES EJENDOMSVURDERINGENVurderingsformand: »Hva' så. Hvad mener I, sådan et lille hus i Vanløse er værd? Kom med nogle bud!«. 1. vurderingsmand: »Tjah ... hvad skal vi sige? 2 millioner?«. 2. vurderingsmand: »Er du gal? Jeg ville ikke give en krone over 1 million. Nu har jeg godt nok ikke været på stedet, men alligevel«. 1. vurderingsmand: »Det har jeg heller ikke, men mit bedste gæt er alligevel 2 millioner«. 2. vurderingsmand: »Det er skidesjovt, det her. Det er næsten ligesom at være med i 'Hammerslag'«. 1. vurderingsmand: »Ja, bare bedre, for det er os selv, der fastsætter prisen«. Vurderingsformand: »Hvad siger I så? I skal jo lige have i baghovedet, at vi taler om et beskatningsgrundlag her. Så selv om det er sjovt, er det ikke kun for sjov«. 1. vurderingsmand: »Det kan der selvfølgelig være noget om. Der skulle jo gerne kradses nogle skattekroner ind. Jeg er frisk på 3 millioner«. 2. vurderingsmand: »Skal vi så ikke sige 4. Det er sådan et pænt tal og noget, der virkelig skæpper i kassen«. Vurderingsformand: »Er det jeres bedste bud? Vi bliver nødt til at blive enige, og det ene tal kan jo være lige så godt som det andet«. 1. vurderingsmand: »Okay, jeg går med på 4«. Vurderingsformand: »Fint. Så siger vi 4 millioner for huset i Vanløse på 92 kvadratmeter. Og nu skal vi alle sammen have en gave, fordi vi har været så gode til at gætte. Vi ramte præcis den pris, som vi fastsatte. Det er min vurdering, at I vil sætte pris på en god frokost«.
KOMMUNE: VI ER IKKE SMARTE
Gladsaxe Kommune har besluttet at udlægge en rockerborg til vendeplads for lastbiler.
»Det kan selvfølgelig godt set ud, som om det blot er en smart måde at slippe af med rockerne på«, siger formanden for kommunens trafik- og teknikudvalg, Ole Skrald Rasmussen.
»Men det er ikke tilfældet. Vi har faktisk gjort os mange overvejelser, før vi tog beslutningen.
Der har både været planer om at bruge stedet til kommunale cykelstativer, anlægge et fodgængerfelt, at gøre det til opsamlingssted for flasker og brugt tøj, at udlægge grunden til rekreativt område og sågar omlægge arealet til landzone, hvor rockerne så fuldstændig på lige fod med andre borgere ville have mulighed for at slå sig (og muligvis andre) ned, hvis de ellers kunne dokumentere, at de havde et grønt bevis, som giver dem ret til at drive landbrug«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























