Bæver – fik respektløs behandling.
KOMMUNELÆRER: RESPEKTEN MANGLER
Et nyt værk om lærernes storhedstid, vækker minder hos kommunelærer A. Svendsen, Nøvling Centralskole. »Jeg har med stor interesse læst et uddrag af det netop udkomne 3. bind af Dansk skolehistorie. Hverdag, vilkår og visioner gennem 500 år, og selv om det beskæftiger sig med perioden 1850-1920, kan jeg sagtens genkende nogle af de ting, der beskrives, fra da jeg selv startede på lærergerningen. Ligesom i den nævnte periode stod der dengang respekt om vort virke, og det skete ofte, at elever efter endt eksamen forærede deres lærer en sølvske med inskription. Jeg har selv er par stykker liggende med inskriptionerne ’Til lærer Svendsen fra taknemmelige elever i 3. real’ og ’Til lærer Svendsen, der lærte os alt om bæveren – den lille ingeniør’«. »I de første år skete det også jævnligt, at forældrekredsen viste deres taknemmelighed ved at invitere mig på middag, og da Nøvling-bagerens søn Jørgen havde været uartig og lægge en pruttepude på min stol, blev hans forældre så flove over hans opførsel, at de sendte ham hjem til min bopæl med en borgmesterstang. Det blev starten på et givtigt skole-hjem-samarbejde, hvor jeg hver søndag kom i deres butik og fik udleveret 2 stykker gåsebryst til min kone og mig uden beregning. Tillidsforholdet betød også, at jeg fik et bedre forhold til Jørgen, hvilket afspejledes i hans årskarakterer«. »Så var familien slagter Madsen af en helt anden støbning. Deres søn Arne gav ofte anledning til uro i klassen, men da jeg forklarede forældrene, hvordan mit samarbejde med Jørgens forældre havde gavnet hans årskarakterer, så de blot vredt på mig og sagde, at jeg var velkommen til at købe mine slagtervarer et andet sted«. »Præcis, som jeg havde forudset, fik forældrenes modvilje imod at indgå i en konstruktiv dialog med skolen den kedelige konsekvens, at Arne fik stadig dårligere karakterer i alle mine fag, og til sidst måtte jeg indstille ham til at rykke en klasse ned. Det blev dog afværget i sidste øjeblik, og trods sin kantede facon var slagter Madsen stor nok til at vise sin taknemmelighed ved at sende mig en kødpakke med alskens lækkerier«. »Men jeg må desværre erkende, at det er slut med den slags i vore dage, hvor såvel forældre som elever ofte udviser en ligegyldighed og disrespekt over for lærergerningen, som i gamle dage ville have ført til bortvisning fra skolens grund«. »Jeg har mødt forældre, der op i mit åbne ansigt har beskyldt mig for at bruge gammeldags undervisningsmetoder, selv om metoderne gennem generationer har vist sig at fungere. Men det værste er dog, hvad eleverne kan finde på. For nylig opdagede jeg, at en elev havde stukket en gulerod op bag i vores udstoppede bæver«. »Det vidner ikke blot om dårlig opførsel men også om en mangel på respekt for såvel deres lærer som for bævere. Og det var ikke sket i gamle dage«.
ATS er Politikens daglige satirespalte.




























