AKROBATIK ER FREMTIDENPens. agronom Erling Brokkendorf,Tværvej 13, Vrissenbjerg: Er det ikke snart på tide, at der bliver rejst en rytterstatue af vor fremsynede kaosminister Uffe Elbæk i taknemmelighed over hans utrættelige indsats for den såkaldt alternative kultur? Senest har ministeren sørget for, at Danmark får en artistuddannelse på ’Akademiet for utæmmet kreativitet’ i Sydhavnen i København, hvor de studerende kan lære at slå en akademisk kolbøtte, gå på line eller sluge en sabel, og derefter kan de supplere uddannelsen med en overbygning på klovneskolen og måske en dag ende som landets kulturminister! Der er al mulig grund til at rose Uffe Elbæk for dette tiltag, som forhåbentlig sikrer, at Danmark i fremtiden ikke rammes af mangel på linedansere og jonglører, og det er da indlysende, at staten skal poste skattepenge i disse badutspringere i stedet for at bruge dem på noget så gammelt og ærkedansk som fregatten ’Jylland’, der blot er en gammel plimsoller, som ganske vist er et af verdens længste træskibe, men hvad betyder det, når den alligevel ligger stille i Ebeltoft langt væk fra den fodæltede københavnske kulturelite, der foretrækker at støtte bøsseoptog og muslimske ramadanfester, for vi skal jo for alt i verden være åbne og tolerante over for alle dem, der er modstandere af vore danske værdier! Og imens den stolte fregat kan ligge og rådne op i Ebeltoft, og beboerne i Kokkedal må fejre jul uden juletræ, kan de kreative københavnere danse rundt i gaderne med strudsefjer i røven og gå i spagat på Strøget og hæve deres kontanthjælp, fordi de ikke vil nedværdige sig til at tage et anvist job som avisomdeler i Brønshøj, når de nu har en akademisk uddannelse som utæmmet trapezakrobat! Et trefoldigt leve for det danske politiske cirkus! BREAKING NEWS Bodybuildere, der har anvendt parabole steroider, oplever hele tiden nye, uhyggelige bivirkninger af deres misbrug.
ATS er Politikens daglige satirespalte.



























