0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:

De digitale guldspindere

På et håndtag i Michael Kastis sportsvogn finder man to knapper. Den ene får motoren til at buldre. Den anden slipper et ottecylindret monster løs, der brøler på et decibelniveau, der svarer til en flymotor.

»Er det for at spare brændstof, at man kan skifte mellem de to«, spørger Politikens udsendte, der er opdraget med folkevogn og Kia.

Michael Kastis griner.

»Den slags tænker jeg ikke så meget på«.

Sportsvognen er af mærket Maserati, modellen en granturismo, der kører 6 kilometer på literen. Det er en praktisk bil, siger Michael Kastis, for der er fire sæder, modsat den slags sportsvogne, der kun har to, og det betyder, at han kan fragte ting på bagsædet.

Derfor er det fyldt med flyveblade. På dem står der:

’Oprop!’. Og lidt længere nede: ’Pandemi giver Mette Frederiksen diktatoriske beføjelser’.

Michael Kastis gasser op. Kører hen til næste lyskryds. Holder for rødt. Gasser op igen. Det her er det ikke alle, der har råd til. Men det har Michael Kastis, der fortæller om sin vej til økonomisk selvstændighed, der senest har fået ham til at investere i kryptovaluta.

Kryptovaluta er digitale penge, der engang var noget, mange grinte af, men som i dag er en uundgåelig del af internettet, og hvis vækst er blevet et mål i sig selv, trods åbenlyse udfordringer. »Jeg vil gerne skabe noget ekstraordinært, og så er man nødt til at løbe en risiko«, siger mangemillionæren Nicolai Oster, der var en af de første, der var med i kryptobanken Bitcoin Suisse, og som er en af de andre kryptovaluta-investorer, Politiken har talt med. Ham skal vi vende tilbage til senere.

Og risici er der nok af. For markedet for køb, salg og handel med kryptovaluta har været i en ekstrem udvikling med ufattelige kursudsving, og det har skabt digital guldfeber. Nogen ser det som vor tids største pyramidespil. Andre som et opgør med traditionelle finansmarkeder – for med enorme vindere og tabere står lykken den kække bi. Det er på sin vis, rå og utøjlet kapitalisme. Noget, der også har Bagmandspolitiets bevågenhed.

Samtidig oplever Forbrugerrådet Tænk en vækst i henvendelser fra danskere, der vil med på bølgen, internettet er propfyldt med apps og reklamer, der lokker med rigdom og nye digitale valutaer med eksotisk klingende navne.

I krogene hviskes der om, hvilken kryptovaluta man skal hoppe på næste gang, så man kan få et afkast, der kan veksles til rigdom.

Eller ’frihed’, som Michael Kastis kalder det at have mange penge.

»Er du ikke træt af, at du ikke har købt noget«, spørger han Politikens udsendte.

»Joeh ...«.

»Jamen så kom dog i gang, fiskestang!«.

Kryptokenderen

Michael Kastis er mange ting.

Først og fremmest er han 37 år gammel, velklædt og venlig – og vil hellere drikke filtreret vand end vin til maden. Han er aalborgenser, har aldrig taget folkeskolens afgangsprøve, han har været i lære som slagter og arbejdet på en boreplatform. Han har ejet en brugskunstbutik i Blokhus, der blandt andet solgte softguns, og som ifølge lokale altid havde 70 procent på varerne. Og så er han coronaskeptiker og har engageret sig i et nyt politisk parti ved navn Forfatningspartiet, der vil have en ny grundlov, og som Politiken tidligere har omtalt i en podcast og artikelserie.

Michael Kastis er vant til at gå til demonstrationer, og det er også til en sådan, Politiken 24. april møder ham første gang.

Vi taler om restriktioner, personlig frihed, politikerlede og en rådden bankverden, der gang på gang bliver reddet af staten. Vi kommer ind på, hvordan han er kommet til København, og Michael Kastis fortæller om sin Maserati. Og den luksuriøse Mercedes, han har derhjemme. Adspurgt om, hvad han arbejder med til daglig, finder han sin smartphone frem og åbner en app.

Der er tal overalt på skærmen.

Det er et overblik over hans investeringer i kryptovaluta. Blandt andet i den mest kendte digitale valuta, bitcoin, der indtil for nylig fik opbakning fra den globale techindustris ukronede kejser, Elon Musk.

»Vi har bemærket, at der er rigtig mange i det coronaskeptiske miljø, der ligesom dig har investeringer i kryptovaluta. Hvad går det ud på«, spørger vi Michael Kastis.

Han nikker. Det er der rigtig mange, der har. Og det er ikke kun i det coronaskeptiske miljø. »Alle jeg kender, har kryptoinvesteringer«, siger Michael Kastis, der flere gange i løbet af samtalen stopper op og siger, at Politikens udsendte virkelig burde komme i gang med at investere.

»Ville du have lyst til at sætte os ind i, hvorfor«, spørger vi Michael Kastis.

Det vil han gerne. Og han giver også gerne en tur i sin sportsvogn.

Vi udveksler kontaktoplysninger, og få dage senere tikker en sms ind.

»Er i KBH næste weekend, hvis du vil have en tur i maseratien«.

Det låste dokument

Bitcoinen kom til verden i januar 2009, da en amerikanskjapansk mand tog initiativ til teknologien. Hans navn er Satoshi Nakamoto, eller rettere: Det ved vi ikke helt, om det er. Den dag i dag er der tvivl om, hvem manden bag navnet er. Vedkommende har da også al grund til at skjule sin identitet, da han angiveligt er i besiddelse af en stor mængde bitcoins, der stammer fra dengang, systemet blev skabt. Selv med enorme kursfald ville de være så meget værd, at han ville blive en af verdens rigeste, hvis han solgte dem.

Tanken med bitcoinen var – og er – at skabe en decentraliseret valuta, der er til at stole på, og som kan bruges som betalingsmiddel uden at gøre brug af det traditionelle banksystem. Den dag i dag er bitcoins og kryptovaluta drømmen om et Visa-kort uden gebyrer, et PayPal uden valutakurser, krypteret, sikret, anonymt.

Men også gennemskueligt.

For kryptovaluta benytter blockchain-teknologi. Det består i, at mange computere i et netværk sammen skaber en datastreng, der er unik og ubrydelig. Men ikke nok med det. Der er også kun et vist antal datapunkter på strengen.

Det er altså en kæde af informationer, og den kæde kan man ikke ændre i. Og man kan endda kun tilføje punkter – eller led i kæden – hvis man køber en bitcoin.

Økonom hos Forbrugerrådet Tænk Ida Marie Moesby, der er specialist i kryptovaluta, kommer med følgende sammenligning:

»Hvis jeg sender et tekstdokument fra Word til nogen, kan de rette i det og sende det videre til en tredje, der også kan rette i det. Så ved man ikke længere, hvad der var det første, der stod i dokumentet. Det ændrer blockchain-teknologi på. Det låser dokumentet for redigering, bortset fra i bunden. Her kan du tilføje tekst. Men du kan ikke ændre det, der allerede står der«, fortæller hun.

Det giver en sikkerhed for, at folk ikke kan snyde sig til at have en bitcoin.

Dermed opretholdes deres værdi.

I kryptovalutaverdenen siger man, at man miner bitcoins, når man tilføjer data til datastrengen, og det foregår ved enorme matematiske beregninger. De mennesker, der gør det, har derfor bygget store computeranlæg, der sluger strøm som i en målestok, der bedst kan sammenlignes med et land. Og ordet mine er faktisk en fin analogi, for det minder lidt om at gå ned i en guldmine og grave efter guld, fortæller Ida Marie Moesby.

»Der er en vis mængde guld, og det gælder om at finde det. Det nemmeste guld at finde er det første, man finder. Jo længere ind i minen man kommer, jo sværere er det at udvinde det sidste guld. Der skal flere ressourcer til, og det er i virkeligheden det samme, der sker, når man miner bitcoins. De første var relativt nemme at få, og de sidste kræver meget mere energi«.

Mining kræver energi, fordi det bygger på en teknologi, hvor man sætter sin computer op til at løse en masse algoritmer. Og hvis computeren knækker koden, får man fat i en af de eftertragtede bitcoins.

I dag har maskinerne fundet lige knap 19 millioner bitcoins, og i alt kan man mine 21 millioner, indtil den matematiske formel, blockchainen er bygget på, umuliggør at lave flere.

Derefter vil bitcoins fortsat kunne bruges og handles, men ikke udvindes. For sådan er koden lavet.

»I mange år var bitcoins ikke rigtig populære, og folk bed ikke på«, fortæller Ida Marie Moesby.

Men det ændrede sig.

»Og så eksploderede det i 2017, hvor flere almindelige mennesker begyndte at interessere sig for det. I mellemtiden blev flere kryptovalutaer udviklet sideløbende, eksempelvis ethereum og litecoin«. Der kom mere fokus på, at der lå muligheder i teknologien, forklarer økonomen.

I dag er interessen todelt, og så alligevel ikke: Der er dem, der vil tjene penge. De søger mod bitcoins og andre kryptovalutaer af samme årsag, som nogle handler med guld, sølv og råstoffer. Og så er der idealisterne. Dem, der tror på kryptovaluta som et alternativ til bankverdenen og en måde, folket kan tage magten tilbage fra finansverdenen på.

I en tid som denne

Michael Kastis har budt på køretur og middag på Restaurant Mo’Joe på Gothersgade. Her sidder vi nu, efter han insisterede på, at Politikens udsendte prøvekørte sportsvognen. Michael Kastis bestiller pasta med laks, vand og chailatte.

Efter at have drevet brugskunstbutikken i Blokhus i 00’erne, rykkede Michael Kastis til Løkken, hvor han åbnede en skoforretning. I de følgende år blev han stadig mere engageret i forretningsverdenen.

»Der, hvor det rigtig blev sjovt for mig, det var, da jeg startede firmaet Konkurspriser.dk i 2014. Sammen med en kammerat omsatte jeg for 16 millioner det første år«.

Konkurspriser.dk’s forretningsmodel vil i dag virke velkendt for mange: billige kinesiske varer solgt på internettet til danske forbrugere. Præcis som Wish.com.

Det gik godt. For det meste.

»Vi var så ved at gå konkurs, for der var en, der tog røven på mig. Og jeg så bare overskrifterne for mig: ’Konkurspriser går konkurs’. Det var hårdt. Jeg kunne ikke hæve løn og kunne nærmest ikke betale mine ansatte. Men i den periode læste jeg også mange bøger om investering. Og i dem kunne jeg se, at det var her – i en tid som denne – at fårene bliver skilt fra bukkene«.

Han fandt inspiration i succesfulde menneskers ord og karriere, herunder Donald J. Trump. Men det er især finansguruen Robert Kiyosakis, der har gjort et indtryk på ham med den verdenskendte bog ’Rich Dad, Poor Dad’:

»In the real world, the smartest people are people who make mistakes and learn. In school, the smartest people don’t make mistakes«.

»The poor and the middle-class work for money. The rich have money work for them«.

Rigtige liberalister

Da Michael Kastis var ung, gik han til fodbold. Han trænede ofte og meget. Han drømte om at blive professionel og forelskede sig i tanken om succes, rigdom og den frihed, der fulgte med. Noget, der var helt nyt for Michael Kastis, der aldrig har haft et forhold til sin far, og hvis mor havde svært ved at få et job, før hun nåede en fremskreden alder.

»Jeg har altid været fanget af luksus. Fede biler, rejser, første klasse ... Det almindelige liv, det tiltaler mig sgu ikke. Jeg vil noget ekstra, og jeg er villig til at gøre noget ekstra«.

Sideløbende med forretningslivet fandt Michael Kastis endnu et kald. Han begyndte at stille kritiske spørgsmål til verden omkring sig.

Det skete første gang i forbindelse med terrorangrebet i USA 11. september 2001. Michael Kastis var ikke i tvivl om, at noget var galt, og han opsøgte teorier på nettet. Han blev med sine egne ord ’kritisk’, og det har han holdt fast i som coronaskeptiker og systemkritiker.

»Jeg ved ikke, hvad der sker, hvad den præcise agenda er, hvor vi skal hen ... Men jeg kan se, at det ikke gavner frihed og demokrati«.

Michael Kastis vil derfor have et systemskifte. Han kalder sig liberalist og mindes, hvordan han engang konfronterede Liberal Alliances Alex Vanopslagh foran Christiansborg.

»Jeg spurgte, hvor liberalisterne blev af i frihedskampen. Han gik bare videre og blev rød i hovedet. Han ved jo godt, der er noget galt«.

Adspurgt om, hvorvidt den liberalisme, Michael Kastis ønsker sig, minder lidt om det, Anders Fogh Rasmussen beskrev i bogen ’Fra socialstat til minimalstat’, nikker han. Og her kommer vi til det vigtigste emne for Michael Kastis: Han vil have grundlæggende ændringer i måden, vores banksystem er skruet sammen på. For han mener, staten har for meget kontrol gennem Nationalbanken, der for eksempel bestemmer, hvad den danske krone skal koste, ved at fastsætte renten. Michael Kastis vil hellere have det frie marked til at styre slagets gang.

Her kommer kryptovaluta ind i billedet.

Penge er ikke alt for Michael Kastis. Familie og venner er vigtigere, og under de efterhånden ugentlige besøg i København mangler han aldrig en sofa at sove på.

»Men livet er nemmere med penge. Penge er ikke lykke i sig selv, men de giver mulighed for frihed«, forklarer han. Den holdning er han ikke ene om.

Både blandt QAnon-tilhængere, coronaskeptikere og hos internetaktivister, der måske bedst kan betegnes som ultraliberalister eller ligefrem anarkokapitalister, finder man mange, der er særdeles aktive på kryptomarkedet. Nogle køber med henblik på langsigtet investering. Andre har som hovedindtægtskilde at købe, når prisen er lav, og sælge, når den er høj. Og så er der et segment af unge, der er opvokset på internettet, og som finder det helt naturligt at lege med digitale platforme og teknologier.

På restaurant Mojoes i Gothersgade er laksepastaen blevet kold, imens vi har snakket. Michael Kastis taler om danskernes konfliktskyhed, manglende evne til at tænke ud af boksen og deres blinde tiltro til velfærdsstaten. Den vil Michael Kastis afskaffe. En holdning, der ikke sjældent skaber debat i det miljø, han kommer i, hvor mange er på overførselsindkomst. Uvenner bliver de dog aldrig.

»Vi hjælper altid hinanden«, siger Michael Kastis om sin omgangskreds.

»Hvad skal du egentlig her bagefter«, spørger Politikens udsendte.

»Jeg skal ud at lære en om kryptovaluta. Hun sidder i bestyrelsen i partiet (Forfatningspartiet, red.)«.

»Må man være med på en lytter?«.

»Det tror jeg ikke er noget problem«, siger Michael Kastis.

Kort efter sidder vi igen i hans Maserati og indtaster en adresse i Værløse på bilens gps.

»Åh, det italienske lort virker aldrig«, udbryder Michael Kastis, hvorefter han finder sin smartphone frem og trykker på speederen. En halv time senere er vi hos Ditte B. Heller i familiens rækkehus. Hun er bogholder og behandler og et eksempel på, at stadig flere almindelige internetbrugere kaster sig ud i investeringerne.