Hvor lang tid må mit barn bruge foran skærmen? Det er et af de helt store spørgsmål, som er blevet obligatorisk for forældre at gå og gruble over. Men måske er det ikke det rigtige spørgsmål. Eller i hvert fald ikke det rigtige sted at begynde. I virkeligheden burde vi hellere spørge os selv — hvor lang tid må jeg selv bruge foran skærmen?
I denne måned viste en undersøgelse fra det canadiske University of Guelph, at der er en direkte sammenhæng mellem, hvor lang tid forældre og deres børn bruger foran skærmen. Bruger forældrene meget tid med deres telefon, tablet eller computer, er der altså stor sandsynlighed for, at børnene også gør det. Derfor mener de canadiske forskere, at forældre, der ønsker at skrue ned for den tid, som deres børn bruger foran skærmen, skal gøre en lige så stor indsats for at skrue ned for deres egen skærmtid.


























