Hvis du bruger musiktjenesten Spotify, får du i disse dage en liste over de sange, du har lyttet mest til i 2021. Listen kaldes Wrapped og er et resultat af Spotifys finkornede indsamling af data om dit musikforbrug.
Det er de færreste techvirksomheder, som det lykkes at omsætte deres intense datahøst til et sjovt minde om det forgangne år. Men for Spotify er Wrapped blevet en succesfuld marketingkampagne, fordi mange folk deler deres liste via sociale medier og dermed reklamerer for tjenesten.




























