Techvirksomheder og stater verden over har en fælles vision om at flytte vores liv over i digitale universer, der opsnapper alt om os og kan tage hånd om alle vores behov. Men før vi lader fremtidens stat genføde os alle som digitale tvillinger, og techvirksomheder gør os til spilfigurer i digitale universer, skal vi måske overveje, hvad det er ved den fysiske verden, vi sætter pris på og gerne vil beskytte. For i en digital parallelverden kan du hverken smage maden, mærke et kram fra et andet menneske eller mærke solens varme stråler. Den slags verdener er en uskøn blanding af kommerciel big business, big brother-overvågning og en omklamrende big mother-stat, der begrænser vores frihed under dække af at give os sikkerhed, tryghed og omsorg.
Du ordner i forvejen din økonomi i en netbank, holder virtuelle møder og shopper online. Så skridtet til, at du helt holder op med at logge af, er ikke så langt. Hvis du blev i digitale universer hele dagen, kunne du udføre dit arbejde i et virtuelt kontor, tage et onlinemøde med din kommunale sagsbehandler eller den robot, der har overtaget din sag, og derefter se en udstilling på museets hjemmeside.




























