I Munkebo Oldboysklub kalder de ham 'arbejdsgiveren'. Men Thomas Winkler er ikke arbejdsgiver i ordets klassiske betydning. Han har blot hjulpet mange af sine kolleger fra det lukkede Lindøværft med at finde et nyt job.
Thomas Winkler var en af de første værftsarbejdere, der fik job efter fyringen fra Lindøværftet. Han arbejder nu som ressourceplanlægger i offshorevirksomheden Semco Maritime i Esbjerg, der beskæftiger 1.800 medarbejdere. Det er en virksomhed i kraftig vækst, og Thomas Winkler vurderer, at han har fået ansat omkring 40 tidligere værftsarbejdere i Semco Maritime. De fleste arbejder i to eller tre uger ad gangen på boreplatforme i Nordsøen. »Jeg møder ikke mange folk, der har fået arbejde gennem jobcentret. Det er netværk, der gør det«, forklarer han.