Annonce
Annonce
Annonce
Bagsiden 28. jul. 2012 KL. 08.13

ATS HELLE SKRIVER

I denne uge har jeg været på spejderlejr.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print
  • Det var i Holstebro, og jeg lærte en masse sjove ting. For eksempel at binde knob, som bare holder. Dem skal jeg helt bestemt have prøvet af på Villy, når vi mødes igen efter sommerferien, for jeg kan nu godt lide at vide, hvor jeg har ham!

    Spejderne viste mig også, hvordan man tænder et bål, men det var nu ikke så nyttigt for mig. Jeg er mere interesseret i, hvordan man slukker dem, men det nåede jeg ikke at få demonstreret, inden jeg skulle videre.

    Desværre har jeg haft en lille konflikt med børnene, fordi jeg engang i maj kom til at love dem en shoppingtur til London eller Paris i sommerferien. Jeg har forsøgt at forklare dem, at det desværre ikke kan blive til noget, fordi forudsætningerne har ændret sig radikalt siden dengang, men alligevel er de sure og beskylder mig for løftebrud.

    De unge damer har også mukket lidt over, at min spindoktor, Noa Redington, skal med os i sommerhus. Men det kan ikke være anderledes, for hvis jeg ikke er ordentligt briefet og har fået at vide, hvad jeg skal sige, inden jeg for eksempel går hen og henter is, risikerer jeg jo at blive til grin henne i iskiosken.

    Den situation tror jeg ikke, at pigerne ville ønske at se mig i. Jeg er nu også ret sikker på, at de bliver glade for at have Noa med, så han kan puste deres badedyr op, når deres far ikke er med på stranden. Det kan Stephen nemlig ikke være hele tiden, fordi han af hensyn til sit skatteregnskab bliver nødt til at rejse til Schweiz et par gange i løbet af ugen.

    Der er ingen grund til at nægte, at regeringen går på ferie med nogle meningsmålinger, der kunne have været bedre. Men det skal de nok blive til efteråret, for Noa og jeg har nu lagt en strategi, der skal bringe os op på siden af Venstre. Lars Løkke har jo haft stor succes med ikke at udtale sig om noget som helst, og planen er, at jeg skal gøre nøjagtig det samme: Efter sommerferien vil jeg sørge for at være helt tavs i flere måneder, og hvis jeg kan få overtalt Villy til også at holde kæft, er jeg sikker på, at regeringens flertal nok skal være genetableret inden jul.

    BREAKING NEWS
    Folkekirkens biskopper vil nu overveje et moderniseret vielsesritual, hvor præsten siger:

    »Så forkynder jeg jer at være ægtefolk, både for Gud og for mennesker. I må nu opdatere jeres Facebookprofiler!«.

ats@pol.dk