Det ligner et paradoks.

Hun voksede op i en seksværelses herskabslejlighed på Frederiksberg. Faderen var en anerkendt mavelæge, moderen var ambitiøs på datterens vegne, og stuepigerne kom og gik.

Tine Bryld var kort sagt født til et liv på samfundets solside. Og så valgte hun alligevel at bruge sit liv på at kæmpe for misbrugere, christianitter, enlige mødre, unge med problemer og grønlændere bag tremmer.

Er der overhovedet nogen sammenhæng mellem din sociale opvækst på Frederiksberg og de holdninger, du har i dag, Tine Bryld?

»Ja, der er i høj grad en sammenhæng. Pointen er, at jeg, Gud være lovet, voksede op i et socialt blandet kvarter. Selv om jeg, lægens datter, boede i herskabslejligheden, har det været ret afgørende for mine holdninger, at jeg både i mit kvarter og i skolen mødte klassesamfundet og urimelige sociale uligheder. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der ville være sket, hvis jeg var vokset op i en ghetto i Gentofte med andre lægebørn«.

Hvad var det, du oplevede der, på Frederiksberg?

»At der både var familier som os og familier, som boede i toværelses lejligheder med to, tre eller flere børn. Jeg legede jo med disse børn i gårdene, og de lærte mig om en barsk virkelighed. Jeg kan stadig huske lugten i de små lejligheder og mændene, der lå og bøvede på sofaen. Det var en helt anden verden. Frastødende. Men også fascinerende. Og lærerig«.

Hvordan fascinerende og lærerig?

»Fordi jeg fik indsigt i en virkelighed, der var meget anderledes end den verden, jeg kendte. Min mor kaldte disse børn for ’proletarunger’. Og når de en sjælden gang var hjemme hos mig, blev vennerne bange for min mor, som så skeptisk på dem. De blev nogle helt andre mennesker der, i den seksværelses lejlighed«.

Du havde sympati for dem?

»Ja, min sociale indignation stammer fra mødet med det klassedelte samfund i mit eget kvarter. Jeg skammede mig over, at jeg havde mere end dem på alle måder. Det var unfair!«.

Tegning:  Roald Als.
Tine Brylds sociale indignation blev for alvor styrket i klasseværelset i skolen:

»Skoleklasser blev dengang delt efter 5. klasse. Her oplevede jeg, at børn, der var betydeligt bedre begavet end mig, skulle i ’fri mellem’, fordi de skulle ud og i lære. Jeg var meget forelsket i en dreng, som var dygtig i skolen, men kom fra en anden social baggrund. Dagen efter sommerferien var han begyndt i fri mellem, og jeg kom i eksamensklassen. Og vi talte aldrig sammen igen. Det var en kæmpe sorg at miste et menneske, jeg havde været så tæt på. Der tænkte jeg: Her er fandeme noget galt!«.

Men din mor fik jo ret i, at din omgang med arbejderbørnene bremsede din sociale opdrift, du blev jo aldrig selv akademiker?

»Det var ikke kun det. Universitetsmiljøet var ikke mig. Min mors drøm var ganske vist, at jeg skulle have en akademisk uddannelse, for det fik hun aldrig selv. De fyre, jeg forelskede mig i som ung, var ikke Guds bedste børn, og min mor følte, at jeg snobbede nedad. Hun var utilfreds med, at jeg ikke udnyttede mine talenter godt nok. Men de børn, jeg legede med, havde ikke de samme forventninger til mig. Der blev man set, som man var. Her var jeg ikke doktorens datter, men bare Tine«.

Hvorfor sagde din mor, at du snobbede nedad?

»Hun mente, at lige børn leger bedst. Men jeg har derimod altid ment, at det er vigtigt, at ulige børn leger sammen, fordi tolerancen bliver større, når folk blandes sammen. Og her er jeg dybt bekymret over udviklingen i Danmark, hvor vi i stadig stigende grad lader børn vokse op i ghettoer med mennesker, der er sociale kopier af hinanden«.

Social indignation
Kampen for de svageste i samfundet har styret Tine Brylds liv – som socialrådgiver i Mødrehjælpen, Dagcentret for Stofmisbrugere, Christiania, bz-bevægelsen og grønlandske indsatte i Herstedvester Statsfængsel. To af grønlænderne er i dag nærmest en del af familien i huset på Frederiksberg.

Hvor startede den kamp for dig?

»I skolen. Her opdagede jeg, at jeg var god til at argumentere, når jeg opdagede, at andre blev uretfærdigt behandlet. Vores matematiklærer havde for vane at hive i ørerne og ydmyge eleverne. En dag gjorde han det over for min veninde, og jeg rejste mig og sagde, at han var et dumt svin, og at jeg aldrig ville se ham igen, hvorefter jeg gik hjem fra skolen«.

Så blev du vel smidt ud af skolen?

»Nej, takket være mine forældre slap jeg«.

Overklassepigen blev altså beskyttet af sin mor, der mødte op på inspektørens kontor? Reddet af sin sociale baggrund igen igen?

»Ja, det ved jeg. Sådan er det jo også i andre sammenhænge. Jeg har aldrig været i tvivl om, at min familie gav mig en base, som mine kammerater ikke havde«.

Har du altid haft følelsen af, at du på grund af din sociale baggrund ikke kunne røres?

»Jeg har i hvert fald opført mig sådan. Der har tit været episoder, hvor jeg har tænkt: Hvordan har du turdet gøre det? Jeg har været modig, takket være min opvækst«.

Har det været svært at være overklassepige i dit job, hvor du har bevæget dig rundt i underklassen?

»Tværtimod. Det, at jeg har befundet mig i to miljøer og verdener, har været en stor styrke for mig. Under Christianiaretssagen i 1976 sagde den kendte advokat Carl Madsen noget, jeg bed mærke i: »Du har et talent, Tine. Du er god til både at tale med dem på de bonede gulve og dem, som ikke er ønsket på de bonede gulve«. Men det er nu ikke et talent, det handler mindst lige så meget om, at jeg har haft den der blandede opvækst«.

Arbejdsnarkomani
Tine Brylds forældre mødte hinanden i en privat gourmetklub, mens de begge var gift med andre. Og da de blev gift med hinanden, levede de et liv med masser af arbejde, frivilligt arbejde, fritidsinteresser og meget andet. Også for meget – husker Tine Bryld.

»Jeg elskede min far. Jeg kravlede tit op på hans skød, når han sad ved skrivebordet, lige indtil han løftede mig ned efter nogle minutter. Jeg var ikke i tvivl om, at mine forældre elskede mig, men der var bare så meget andet, der tog hans og min mors opmærksomhed, og som jeg skulle konkurrere med. Jeg har så længe, jeg kan huske tilbage, haft den der følelse af et barns ensomhed og forladthed, som måske er særlig karakteristisk i mere velstillede miljøer«.

Men du blev også selv et engageret menneske, der af og til glemte familien?

»Det måtte jeg jo erkende den dag, hvor min teenagedatter Lea råbte: »Ja, det kunne være, jeg skulle blive bz’er, for så begyndte du måske at interessere dig for mine problemer også«. Det gjorde ondt. For hun havde jo ret. Et eller andet sted kopierede jeg mine forældres – og min egen sociale klasses – engagement i arbejdet, som har det med at gå ud over familien«.

Træt af politisk korrekthed
Tine Brylds forældre i den store herskabslejlighed på Frederiksberg var politisk set ikke konservative som så mange andre fra borgerskabet. Faderen, som ikke var særlig politisk, stemte formentlig på kommunisterne. Og moderen var radikal.

»Min mor kunne være blevet en fremragende politiker, men hun troede ikke nok på sig selv. Til gengæld deltog hun i studiekredse med datidens kvindesagsforkæmpere, og de diskuterede blandt andet børneopdragelse. Det var gode, rigtige meninger, der sjældent havde med min virkelighed at gøre. Jeg har altid trukket mig, når der var for mange ’rigtige meninger’. De keder mig«.

Nogen vil sige, at du også har de rigtige meninger? Overklassepigen, der blev venstreorienteret?

»Ja, men jeg har altid interesseret mig for den konkrete virkelighed og for, hvordan vi kunne skabe større retfærdighed for dem, der blev ladt i stikken af forældre og samfundet. Jeg var i 1960’erne også engageret i de nye politiske strømninger omkring VS, men jeg gad ikke fraktionskampene. Det hele blev for teoretisk og verdensfjernt for mig. Og det blev ikke mindst alt for elitært og uforståeligt for de mennesker, der havde brug for de sociale forandringer«.

Der er mange fra din egen klasse, der mildest talt ikke har udvist socialt engagement. Hvad synes du om dem?

»Da jeg var ung, tænkte jeg, at sådan ville jeg aldrig være. I dag vil jeg sige, at de vel har levet det liv, de ville leve, men at de burde have brugt noget af deres overskud på at tale de svages sag. Når det ikke er sket, er forklaringen næppe ondskab, snarere uvidenhed og mangel på interesse. Og i dag er det jo ikke ligefrem ’in’ at være socialt engageret, vel? Vi lever stadig på hver vores lille planet i afgrænsede sociale miljøer«.