fakta

Sofie Buch Hoyer er stud.scient.pol.

Tøv en kende.

Det er ikke min intention at få dette indlæg til at synge som en svada, hvis afsender i større grad kunne ligne en moraliserende og gammelklog afholdskvinde end det ungdommelige og festglade menneske, jeg i virkeligheden er.

Jeg er ikke ude på at stemple mig selv som den perfekte samfundsborger, der på ædruelig vis får drømme, karriere og helbred til at gå op i en højere enhed.

Dette er blot en observation fra egne rækker – ikke desto mindre en observation, der griber fat i et grundlæggende fænomen i dansk (ungdoms)kultur.

For efter at have deltaget i en fornøjelig og samtidig fagligt profileret rusuge på et af landets otte universiteter slår det mig, i hvor stort et omfang alkohol er omdrejningspunktet.

Jeg har i den sidste uges tid været vidne til et kolossalt indtag af alkohol blandt mine nye medstuderende – populært kaldet dødsdruk.

Selv har jeg deltaget i alle rusugens arrangementer, men uden at drikke, da jeg hverken har haft lyst eller behov for det (antidrikker er jeg dog ikke).

Jeg har således deltaget i fester, hyggeaftener, idrætskonkurrencer, hyttetur samt de øvrige mere eller mindre formelle arrangementer – og derigennem iagttaget, hvorledes den fælles uskrevne beslutning om at ’bunde øl’, ’tylle shots’ og lignende har udfoldet sig.

Og det er ikke for sarte sjæle.

Jeg har set folk kaste op i ekstrem grad på toiletter og andre ufede steder. Og været vidne til, at adskillige måtte køres på skadestuen på grund af hjernerystelse og (cykel)styrt.

Samt overværet episoder, hvor nye studerende har måttet sendes hjem med taxa eller følges hjem af rusvejledere. Alt sammen som følge af for meget alkohol.

Lad mig i den sammenhæng rose rusvejlederne for upåklageligt engagement, gejst og en evne til at motivere alle nye studerende til at deltage i rusugen.

Det har på sin vis været en utrolig professionel håndtering af den første uge i den akademiske verden.

Men når det er sagt, skal det samtidig nævnes, at rusvejlederne, når man taler om drukvaner, på ingen måde har været rollemodeller for de nye studerende. Tværtimod.

Jeg har også set rusvejledere, der har kastet op i ekstrem grad eller ’er gået kolde’ uforudsete steder.

Jeg har med sommerfugle i maven hørt rusvejlederne fortælle om alle de herlige sociale tilbud, et universitet genererer, men er i de fleste tilfælde gået derfra med en lidt mærkelig følelse, idet der med foreningslivet og de mange sociale oplevelser tit også følger druk.

Masser af druk.

Bevares, jeg har da også festet ved hyggelige lejligheder og i det hele taget ved lejligheder, der bød sig til, så jeg kender godt den fantastiske fornemmelse af at være ude at ’slå til søren’ og de konsekvenser, som for meget alkohol kan medføre.

Jeg konstaterer, at der med druk følger foruroligende meget social accept, især blandt os unge (halvvoksne/helvoksne).

Sætningen ’Det er da fedt, at du ikke drikker’ har jeg hørt et par gange i løbet af rusugen – som om det i sig selv er en bedrift at styre uden om de våde varer, når nu alle andre ikke gør det.

Generelt er det vanskeligt at forklare, at man ikke drikker. Det er all right ikke at indtage alkohol, hvis man er i bil eller skal på arbejde næste dag.

Men fordi man ikke har lyst?! Uf, det kan man da ikke ...

Jeg er ærgerlig over, at det i beskrivelsen af rusugens dage er en selvfølge, at man har tømmermænd tirsdag, onsdag, torsdag, fredag, lørdag og søndag – og at præmierne til en ellers alkoholfri idrætseftermiddag er spiritusflasker på det lokale diskotek.

Jeg er dog ikke forarget over at se det, jeg har set i rusugen – en uge, som ud over druk indeholdt masser af gak, gøgl og god stemning.

Jeg raser ikke som sådan over det netop overståede rusarrangement. Men det bekræfter blot det faktum, at alkohol udstikker rammerne for meget socialt liv i vores samfund.

Det virker utvivlsomt, som om fårefloksmentaliteten har en vis indvirkning, når det gælder alkohol og socialt samvær.

Det er så let at gøre det, alle andre gør – skåle, bunde – og så ellers hente en ny øl. ’Isen skal lige brydes’, siger vi.

Pas på jeres krop og i det hele taget jeres liv, siger jeg (lidt moragtigt).

Alkohol er så pokkers sundhedsskadeligt, når det gentagne gange indtages i store mængder, som mange unge gør.

(Det er der så mange andre ting, der også er – ja, men det er alkohol og altså den vanvittigt høje konsumption af alkohol blandt os unge, der er mit fokus og altså nerven i dette indlæg).

Og det er ikke, fordi jeg vil se mig ond på eller verbalt jagte alle alkoholdrikkende mennesker som en anden truet dyreart – en benævnelse, flere rygere i øvrigt ynder at bruge om sig selv.

Når jeg, om end ikke konsekvent, har nævnt både de unge samt de voksne i denne alkoholsammenhæng, er det, fordi vi unge jo ikke lærer at drikke ud af ingenting.

Vi har det fra vores forældre, og de fra deres forældre. Det ligger i vores kultur.

Derfor ville jeg ønske, at vi ville tænke (mere) over, hvorfor alkohol spiller en hovedrolle i vores sociale liv. Og om det er nødvendigt.

Er det bare en del af det, man kalder ’det gode liv’? Vild ungdom? Ren og skær sjov?

Eller er der – med fare for at lyde temmelig dybdepsykologisk – en mere eftertænksom forklaring på, hvorfor den danske alkoholkultur udarter sig, som den gør?

Er der i nævneværdig grad tale om en virkelighedsflugt?