Tor Nørretranders, i din nye bog, ’Vild verden – fremtidens føde’, skriver du, at historien om den verdensberømte danske restaurant Noma viser, at den vilde mad har et enormt potentiale som smagsoplevelse. Og du påstår, at den vilde mad kan være med til at mindske sulten i verden. Det lyder lidt for vildt?

»Nej, for det er indiskutabelt, at vild mad allerede bidrager til ernæringen i det daglige – også i vores del af verden – og på steder, hvor der er krig, hungersnød eller lignende. Min pointe er ikke, at vi helt skal opgive at dyrke mad, for der er formentlig ikke vild mad nok til, at vi kan leve af den alene. Men ingen har rigtig forsøgt at danne sig et overblik over, hvor meget vild mad der egentlig findes i verden, selv om der er masser af indikationer på, at der vokser og er meget mere vild mad i verden, end man tror«.

Du mener, at vi skal ændre vores landbrug og så at sige ’dyrke’ vild mad, genopdage de vilde planter og dyrke dem tættere på naturens principper i stedet for at pumpe jorden med kemikalier og kunstgødning. Men det vil vel betyde, at udbyttet af landbrugsprodukter styrtdykker globalt?

»Før verden gik af lave, var det primært solen, som drev værket i landbruget. Nu er det primært olie og naturgas, som landbruget i enorm grad er afhængigt af, både når det gælder produktion af kunstgødning og sprøjtegifte, og når det gælder driften af maskiner, stalde osv. Da verdens befolkning stadig vokser op mod 9-10 milliarder mennesker, og olien vil slippe op, er vi nødt til at se på alternative strategier. Det eksisterende landbrug har en begrænset levetid foran sig«.

Hvad skal vi sætte i stedet for det eksisterende landbrug?

»Vi må droppe arrogancen over for naturen og genopdage den måde, som naturen fungerer på. Vi har mistet enormt meget viden om, hvad der findes derude af mad. Nye metoder som permakultur og agroskovdrift, hvor man har integreret skovlignende natur og kombineret det med fødevareproduktion, er også muligheder, som vi skal se på«.

En af dine hovedpointer er, at moderne landbrug udpiner jorden, og mulden ødelægges. Det er en katastrofe for klimaet, fordi mulden ikke længere binder masser af CO2 i form af uomsatte planterester. Men hvordan er det lige, den vilde mad skal hjælpe på det problem?

»Det gælder om, at vi så at sige skal fede mulden op med kulstof, altså trække CO2 ud af atmosfæren, ved at dyrke flerårige afgrøder med store rodsystemer, som binder en masse kulstof i jorden. Det dæmper drivhuseffekten, jo rigere mulden er, og samtidig kommer der bedre og sundere vækster op af jorden, når muldlaget er rigt. Moderne landbrugsafgrøder har jo det problem, at de har et meget overfladisk rodnet, som derfor ikke binder kulstof i mulden. Jeg forstiller mig, at vi i løbet af de næste 100-200 år kan komme i en situation, hvor vi dyrker jorden på en måde, så vi både har mad nok og så at sige suger CO2 ud af atmosfæren. Det vil være en fantastisk situation«.

Hvad er det så for en slags ny teknologi, som kan skabe fremtidens landbrugsplanter?

»Der er forskere på The Land Institute i Kansas, USA, som prøver at krydse vilde planter med nogle af de enårige kornsorter, som vi bruger i vores kultur. Målet er at lave flerårige planter, som laver afgrøder, der minder om dem, landbruget laver i dag. Men det bliver altså planter, som bliver stående år for år, i stedet for at man skal nyplante og pløje hvert år«.

Der er altså brug for en ny grøn revolution som den i 1960’erne, der skaffede millioner af fattige i den tredje verden mad på bordet?

»Ja, men den nye, grønne revolution kommer til at handle om det, der er under jorden, og ikke det, som vi kan se over jorden. Det kommer til at handle om planter med et ordentligt rodnet. Moderne landbrugsplanter har jo ikke fat i noget som helst og kræver derfor kunstgødning, sprøjtning, kunstvanding og alt muligt andet«.

Det lyder ikke helt enkelt at skabe denne nye type landbrug, du taler om?

»Nej, der er en forfærdelig masse forskning og teknologiudvikling, som skal laves«.

I din bog skriver du, at en milliard mennesker går sultne i seng hver aften, men der er også en milliard af klodens befolkning, som er overvægtige. I begge tilfælde mener du, at den vilde mad kan være en del af løsningen. Kan du forklare det?

»Hvis vi tager dem, som ikke får nok at spise – det klassiske sultproblem – så findes der en masse undersøgelser fra hele verden, som viser, hvordan man kan have lokale folkeslag, som bruger vild mad, og som supplerer deres fødevarer med vild mad. Men der er også mange steder, hvor man selv ikke i forbindelse med krige og hungersnød udnytter den vilde mad, selv om den er derude. På grund af fordomme og kulturel baggrund. Her er det en folkeoplysning, der skal til. Også de udviklingsprogrammer, man laver, tilskynder i alt for høj grad, at befolkningen køber maden på markedet, fordi det giver høj prestige. I stedet for at hjælpe dem til at bruge lokale afgrøder, som er tilpasset naturen, dyrker de majs eller noget andet, som i virkeligheden ikke klarer sig særlig godt i den type natur. Vi skal bruge lokale og naturlige ressourcer«.

Hvad så med de mange millioner overvægtige?

»Det mest chokerende er, at mange af de overernærede findes i husstande, hvor folk også er underernærede. Eksempelvis i Rusland og Brasilien. Der er en fælles grund til sult og overvægt. Det er, at maden er for dårlig. At den mangler de naturlige vigtige næringsstoffer og derfor er svær for kroppen at regulere indtaget af«.

Hvis vi vender blikket mod lille Danmark, så påpeger du også, at mange har glemt, at deres haver er et sandt fødevaredepot. Mange dyrker ikke længere grøntsager, og folk lader havens æbler ligge og rådne. De køber frugt i supermarkedet og ved ikke, at skvalderkålen i virkeligheden er en fremragende salat?

»Ja, haveejerne går og luger skvalderkål i en uendelighed om foråret. Det ville give et helt andet perspektiv, hvis de gik og nippede de friske skud af skvalderkålen til aftenens salatskål. I gamle dage kaldte man i øvrigt skvalderkålen munkespinat eller kejserkål. Navnene fortæller os en masse. På samme måde kører jeg og mange andre bare forbi de hvidløgsduftende blomstrende ramsløg i bøgeskoven uden at plukke lidt til salatskålen eller bruge den som krydderi i maden. Ramsløg smager jo fremragende og er sunde«.

Så på det nære plan handler det om at genoplive den ’tabte’ viden om den vilde sunde mad i vores nære natur eller i vores haver.

»Ja, tidligere kendte jeg kun ramsløgene som de smukke grønne blade, der lå i poser i de grøntsagskasser, som jeg får fra Årstiderne. Men tæt på, hvor jeg bor, vokser der masser af ramsløg. Altså en ressource af mad, som jeg ikke havde kendskab til, før jeg fik det fortalt af en kok«.

I din bog gør meget ud af, at vi skal genopdage den vilde mad. Men det er vel mest noget, som de rige og velbjergede kan gå og hygge sig med og være lidt Noma-agtige?

»Du har ret i, at alt det med æblerne, ramsløgene og skvalderkålen måske mest at alt lyder meget sødt. Men kan det blive til noget? Ja, først og fremmest skærper det vores opmærksomhed, og vi opdager, at der er noget, som er attråværdigt at spise, selv om det ikke er dyrket. Det er derude, og vi må have mere knowhow om, hvordan vi finder det. Noma lærte os at forstå, at vild mad kan smage meget, meget bedre end den dyrkede mad. Så Noma er elitært, ja, men i sit væsen peget Noma på noget, som er antielitært. Nemlig ting, som gror af sig selv, er af ekstremt høj kvalitet, og som det blot kræver lidt knowhow at finde«. Men hvor meget kan det komme til at betyde for vores daglige fødevareforsyning?

»Det kan jeg ikke svare på, og så vidt jeg kan se, at der ingen, der kan svare på det spørgsmål. Det overraskede mig meget, at der ikke er nogen, som har kunnet givet et svar. I arbejdet med bogen har jeg spurgt en forfærdelig masse mennesker rundt omkring i verden for at finde et svar. Jeg var overbevist om, at svaret fandtes. Det gør det ikke«.

Så din bog rejser flere spørgsmål, end den giver svar?

»Ja, mit argument er ikke, at vild mad i sig selv skal være den primære måde at få mad på, men at den skal inspirere den måde, vi laver mad på. Vi skal bevæge os ad en vildere vej. Det sker ikke fra den ene dag til den anden. Men vi skal have bevæget supertankeren i den retning«.