»I virkeligheden var det et kæmpeeksperiment, vi startede i 60’erne og 70’erne med at sende vores børn i daginstitutioner. Vi gjorde det uden omtanke, vi gjorde det, fordi vi ville ud og virke i samfundet. Men vi blev så optaget af os selv, at vi glemte at diskutere: hvad med børnene«.

Sådan husker børnepsykolog og forfatter til en lang række bøger om børn Margrethe Brun Hansen den tid, hvor kvinderne skulle ud på arbejdsmarkedet, og børnene skulle i institution.

I dag mener hun, at generationen, der uden omtanke sendte ungerne i vuggestue, var alt for naiv, og at datidens forsømmelser koster for nutidens børn.

»Vi glemte at se livet med barnets øjne. Så vi afleverer dem bare i en institution. Vi fik ikke diskuteret, hvor lang arbejdsdag de små kunne klare, for at de trivedes. Vi fik ikke diskuteret, hvor meget ferie de har ret til. Vi fik heller ikke talt om, hvor meget støj de kunne klare. Når man ser på institutioner i dag, kan man med rette spørge: Hvad er det, vi tilbyder dem?«.

Hvad er det så, vi tilbyder dem?

»Det, en institution kan, er at give dem en barndommens gade, for der er jo ingen mennesker hjemme på vejen i dag. Børnene er nødt til at komme hen et sted, hvor de kan lege og knytte venskaber, være med i en gruppe, blive stimuleret«.

Er det godt nok?

»Der, hvor jeg synes, vi er gode, er, at vi giver dem synlig omsorg. Stole og borde, der passer, store legepladser. Vi har pædagoger, der passer på dem, og en stue med legetøj. Der hvor børn lider skade i dag, der hvor det gør ondt i børns sjæle, er, at der er en ensomhed mange gange, når de går i de institutioner. Man kan se, når de sidder og kigger ud ad vinduet klokken 16 og venter eller søger efter en voksen, som ikke er der, fordi der skal ryddes op og fejes. Den der ensomhed og tristhed i børnene observerer jeg. Vi mangler den usynlige omsorg. At børnene føler sig set og læst og forstået som den, de er. Mange børn går jo flere gange hen og kigger efter mor eller far ved hegnet ud mod parkeringspladsen. Det er tydeligvis, fordi de oplever, at de har bedt om hjælp så mange gange i dag uden at få den«.

Hvordan påvirker det børn?

»Et lille barn på et år, som bliver sat på et gulv, og så går far eller mor, er fuldstændig afhængigt af de voksne, der står omkring det. Af deres omsorgsevne. Hvis pædagogerne har en dårlig kultur, så smitter det af på børnene, og der findes kolde institutioner, ligesom der findes hjem, hvor stemningen er kold. Det er noget usynligt. Men man kan mærke det, og børn tager jo smerten til sig«.

Har børn så godt af at være i institution?

»Når de er 2-3 år, har de godt af at være i der 4-5-6 timer, alt efter alder. Der er meget stor forskel på vuggestue- og børnehavebørn. Men der er ingen tvivl om, at de der lange dage, hvor de ikke får det nærvær, de har behov for, det er hårdt for dem. Derfor synes jeg, at man de første 3-4 år bliver nødt til at sætte sit liv på standby, for barnet er afhængigt af sine forældres nærvær og at blive set og forstået. Vi er de afgørende i livet for børnene. Pædagoger er der kun for en stund og forsvinder ud af børnenes liv. I dag sidder jeg ofte med de store 18-19-årige i min praksis, og de siger, at de har savnet deres forældre. De har følt sig ensomme«.

Får børn så nok nærvær, når de er i institution det meste af de vågne timer?

»Det er ikke blevet undersøgt, og det er egentlig ret utroligt. Der er ikke lavet forskning. Ingen har spurgt børnene. Men hvis man kan sin grundpsykologi, så er der ingen tvivl om, at livets lykke er, at man har oplevet kærlighed og en familie, hvor forældrene er til stede«.

Hvad er det så for nogle samfundsborgere, vi får i den anden ende?

»Jeg er bange for, at vi nemt får børn, der lærer at klare sig selv. Små egocentrikere, som siger af erfaring, at hvis jeg skal have mine behov tilfredsstillet, så skal jeg gøre det selv. Vi får lidt kolde børn, som ikke har overskud til andre. Og så får vi den type, som jeg kalder bimmerbørn, som kæmper for at få opmærksomhed. Så er der den fjerde type, som trækker sig. Som bliver ensomme og observatører til livet«.

Så det eksperiment, I startede for 40 år siden, er du ikke helt tilfreds med?

»Nej. Det er uhyggeligt at tænke på, at en pædagogs varme eller mangel på samme kan få afgørende betydning for et barns fremtid. Skal eksperimentet blive mere vellykket, må der stilles krav om, at barnet har en til to faste voksne relationer, som kan træde i forældrenes sted, at det antal timer, de tilbringer i daginstitutionen, er tilpasset barnet, og at pædagogerne har en høj faglighed og sund institutionskultur«.