Blå bog

Ole Henrik Hansen

Er 50 år.

Ansat som ph.d. stipendiat på Århus Universitet, hvor han forsker i det lille barns første sprog.

Uddannet socialpædag og cand.pæd.

»De observationer, jeg foreløbig har foretaget, viser, at vuggestuebørn nogle steder får meget, meget lidt voksenkontakt. Jeg har observeret steder, hvor små børn får 15 minutter på en hel dag, og én gang har jeg set en 14 måneder gammel dreng tulle rundt helt alene i fem kvarter, uden at nogen voksne kontaktede ham. Det er jo grotesk. Hvis de her børn så kommer hjem, hvor far og mor heller ikke har ret meget tid, så får de slet ikke nok af den kærlighed og omsorg, som de har så meget brug for«.

Sådan ser billedet af mange danske børns virkelighed ud ifølge forskeren Ole Henrik Hansen, der er ph.d.-stipendiat på DPU, Aarhus Universitet.

Han er i øjeblikket i færd med at lave en afhandling om det 0-3-årige barn i vuggestuen og dets relation med de voksne, med særligt fokus på sprogudvikling.

Er det det, du ser mest af?

»Noget tyder på, at det ser rigtig skidt ud flere steder. Nogle gange kan jeg næsten ikke holde ud at lave de her observationer i vuggestuerne, for det er seriøst trist. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at børn indretter sig. Du kan udsætte børn for næsten hvad som helst, så indordner de sig, men de går rundt som små zombier, som bare venter på at blive hentet. Det er så forkert«.

Hvad betyder det?

»Vi får nogle sårbare, ulykkelige børn af det her. Det er ikke tilfældigt, at man de sidste ti år har set langt flere børn med opmærksomhedsproblemer. Den slags problemer skyldes især manglende opmærksomhed i den tidlige barndom«.

Bør man så lade være med at sætte børn i vuggestue?

»Børn har god gavn af at gå i en god vuggestue. Problemet er, at nogle vuggestuer ikke er særlig gode. Og der er rigtig god mening i at løfte det på mange planer. Ved ikke at gøre noget ved det her er børnene, når de forlader vuggestuen, delt op i dem, der vil klare sig, og dem, der ikke vil klare sig. De sidste har to valg her i livet: Nogle laver enormt meget ballade for at sætte tempoet ned i det sociale samspil, andre sætter sig over i et hjørne og sidder og observerer. Der er også mange tosprogede, der taber på den her konto. En vigtig grund til, at det går skidt, særligt for drengene, er, at de ikke får den omsorg, de skal have, i vuggestuen«.

Hvorfor er situationen sådan?

»Det handler om flere ting. Det handler om normeringerne, men det handler endnu mere om at bruge ressourcerne bedre og organisere pædagogikken mere hensigtsmæssigt. Uddannelse og videreuddannelse og langt bedre, mere udfordrende og indsigtsfuld ledelse, så man kan skabe den struktur, der er nødvendig, for at børnene kan udvikle sig. Det handler om, at pædagogerne skal være veluddannede, men også om, at de skal vide, hvad det vil sige at arbejde i en vuggestue. I mit hoved er vuggestuen det absolut vigtigste dagtilbud. Det er et pædagogisk tilbud, der kræver, at man virkelig ved, hvad man laver. Ikke mindst fordi børnene ikke verbalt kan udtrykke særlig meget. Hvis man ikke er godt uddannet, kan det være svært at aflæse barnet, at indtage barnets perspektiv, og det her handler netop om opmærksomhed og nærvær. Hvis ikke pædagogerne er uddannet, så de ved, hvad der er i spil, så ser de ikke børnene, og så kan børnene kun futte rundt og vente på at komme hjem. De, der taber, er de børn, der heller ikke bliver set derhjemme. Det behøver ikke være de socialt svage børn. Det kan sagtens være veluddannedes børn, hvor familierne er travle. Det handler ikke om penge, men indstilling til livet«.

Er det pædagogerne, den er gal med?

»Der er enorm forskel på gode og dårlige institutioner – og de sidste er der desværre flest af. I de dårlige vuggestuer taler pædagogerne hele tiden om nedskæringer, i de gode institutioner hæfter de sig ikke ved det. Det væsentlige her er, at i de gode institutioner er der et godt arbejdsmiljø, der melder man sig for eksempel ikke bare syg. For når du gør det, så svigter du de andre. Men på dårlige steder, begynder telefonen at ringe omkring 7.30 med voksne, der ringer og melder sig syge. Øvelsen er så inden kl. 9 at få fordelt resten af personalet på alle stuer. Det er helt barokt. Der er nogle steder konsensus om, at man kan tillade sig at være syg en gang i mellem, fordi man har brug for en fridag. Men behovet for fridage skyldes jo, at den pædagogiske struktur ikke fungerer. At de har indrettet arbejdet forkert, og så må det jo være svært at holde ud. Hvis man tog fat om nældens rod, og ledelsen sørgede for kvalitet og gennemtænkt struktur, idé og faglighed, så tror jeg, de ville opleve, at det gav mening at gå på arbejde, og børnene ville ikke græde hele tiden. I den gode institution har jeg et gennemsnit på ti grædende børn på otte timer. I de dårlige kan jeg ikke tælle det, for der er hele tiden nogen, der græder«.

Har du andre eksempler på, hvordan vuggestuerne fungerer?

»Eksempelvis er det i dårlige vuggestuer over 90 procent af dialogen, der bliver igangsat med lukkede spørgsmål. Det vil sige, at når pædagogen kontakter et barn, så er det ikke dialog. I den gode vuggestue er det under 20 procent, der er et lukket spørgsmål. Der gør man faktisk en indsats for at skabe en dialog. Og det gør, at der kommer mange flere dialogskift, og at barnet får trænet sit sproginstrument. Man lærer ikke at tale, hvis man ikke træner. Det er faktisk ret kompliceret. Der er heller ikke nogen symbolsk dialog i de dårlige vuggestuer; en dialogform, der er vigtig for barnets sprog og udvikling. Symbolsk dialog er, når barnet rækker armene ud til siden og er en flyver, eller lægger sig ned på gulvet og leger ’bjørnen sover’, fordi de har sunget sangen. En måde, det bliver skabt på de gode steder, er, at man synger med børnene. I de dårlige vuggestuer sætter man en cd på, og så er det Bamse og Kylling, der synger. Det lærer børn ikke meget sprog af«.

Andre eksempler?

»Et andet eksempel er, at når klokken bliver 12, og børnene har fået mad i de dårlige vuggestuer, så skal der være pause, og så går halvdelen af de voksne på personalerummet og holder pause i tre kvarter. Den anden halvdel samles på en stue med de børn, der ikke sover, men de holder uofficiel pause, og når der så er gået tre kvarter, så bytter man rundt – så de, der har haft rigtig pause, går ned og ’passer børnene’, og de andre holder rigtig pause. Det betyder, at børnene i halvanden time – det er i sådan et tidsrum, jeg har registreret en dreng, der gik rundt i fem kvarter – ikke har nogen aktiviteter, for pædagogerne, der sidder med børnene, taler om hinandens bryllup etc. Så det er bare overvågning af ungerne i halvanden time. I de gode vuggestuer er der lagt et pædagogisk program for børnene. Forskellen er, at den dårlige vuggestue gør det her, fordi dagen jo er lang for en pædagog, mens den gode vuggestue har et program, fordi dagen jo er lang for børnene. Det er en helt anden vinkel«.

Det betyder, at vi har indrettet os forkert?

»Ja, det har vi. Vuggestuen kunne indrettes meget mere smart ved at skabe bedre pædagogiske læringsmiljøer. Det vil gøre mig meget upopulær mange steder, når jeg siger, at det ikke har med normeringerne at gøre. Måske er det, der mangler mest af alt, engagerede og konfronterende ledere, som kritisk vurderer kvaliteten af arbejdet og de ansattes evner og indsats. Det kræver uddannelse. Politikerne hører ikke, ser ikke, og de tier. Taberne er børnene, og de risikerer at halte bagefter op igennem hele uddannelsessystemet. Det forsøger man så på forskellige niveauer at kompensere for, hvilket er uhyre kostbart. Jeg fatter ikke, at man ikke én gang for alle løfter kvaliteten af den pædagogiske grundstruktur og organisering det sted, hvor det hele bliver grundlagt, nemlig i vuggestuen. I stedet gives pengene til promovering af politisk populære sprogscreeninger, der ud fra en faglig vurdering kan synes kontroversielle, og som bygger på et lige så kontroversielt sprogsyn. Det er forstemmende at overvære«.