Annonce
Debat 13. jan. 2011 KL. 18.00

Unge kvinder blogger om gadechikane

Kvinder fra Mellemøsten sætter fokus på gadechikane via sociale medier, skriver debattør.

Mona Eltahawy


Mona Eltahawy er prisbelønnet klummeskriver og debattør i arabiske og muslimske spørgsmål.

17-årige Salma går lige til sagen på HarassMap.org, når hun skal beskrive sin seneste oplevelse.

»En dag, da jeg gik på gaden, kørte en midaldrende mand op på siden af mig, idet han blottede sig og på en krænkende facon bad mig om at stige ind i bilen. Jeg forsøgte at ryste ham af ved at gå ind på fortovet, men han fulgte efter mig i fem minutter, inden han gav op. Hvis I har brug for yderligere information, så skriv tilbage på denne mail«.

Salmas korte besked var ledsaget af fire farvekoder: gul for blottelse, grøn for seksuelle tilbud, brun for krænkende kommentarer og blå for at skygge eller følge efter.

Hendes og andre lignende rapporter om befamling, krænkende tilråb og andre former for seksuel chikane i Egypten kan ses som en prik på et kort over Egypten på den nye hjemmeside HarassMap.org, der opfordrer kvinder til at sende rapporter om chikane via mail, sms, Twitter eller Facebook.

Formålet er at stikke kniven i den officielle ligegyldighed over for sexchikane i Egypten, og det er netop det, som sociale medier gør i Mellemøsten: presser myndighederne lidt efter lidt med hver enkelt nye historie.

Historierne kommer alle fra de mest marginaliserede grupper, nemlig de unge i en region, der længe har været styret af gamle mænd. Det er dog især kvindernes stemmer, der tiltrækker sig opmærksomhed.

Men hvor galt står det til Egypten?

I en undersøgelse fra 2008 fra det egyptiske center for kvinders rettigheder, ECWR, siger 83 pct. af egyptiske kvinder og 98 pct. af de udenlandske kvinder i undersøgelsen, at de har oplevet chikane. 62 pct. af mændene indrømmer, at de har chikaneret kvinder.

På hjemmesiden bliver man mødt med forståelse for skammen og kan dele frustrationerne over politiets manglende vilje til at gøre noget (nogle gange er det politiet selv, der chikanerer kvinder).

Her bliver man opfordret til at sende en sms, skrive et indlæg, men man kan også finde information om rådgivning, juridisk hjælp og indsende en politirapport.

Hjemmesiden stiller sine indsamlede data til rådighed for ngo’er, medierne og politiet og konfronterer dem med en virkelighed, der alt for ofte bliver ignoreret, selv om den er synlig for alle.

Uanset om det er kvindelige bloggere i Saudi-Arabien, der udfordrer de ultrakonservative præster eller deres offentlige repræsentanter i sædelighedspolitiet, eller om det er lesbiske og biseksuelle kvinder i Libanon, der bruger blogs og brugergenereret indhold for at bekæmpe skam- og skyldfølelse, så gør de os alle opmærksomme på det enkeltes menneske nye magtbase på internettet.

Deres ord betyder noget, uanset om de traditionelle medier gider lytte, eller om diktatorer og monarker er ligeglade.

Ifølge Jismi.net (Jismi betyder »min krop« på arabisk) bliver kvinder i realiteten presset til ikke at tale om deres kroppe og seksualitet, »fordi disse ting altid bliver betragtet som private anliggender og tabuer, som ikke bør diskuteres åbent«.

De sociale medier har endnu ikke væltet noget diktatur i Mellemøsten. Men det er heller ikke pointen.

Mona Eltahawy

»I den sociale og politiske virkelighed efter 11. september bliver religion misbrugt som et magtfuldt værktøj til kontrol og seksuel undertrykkelse i den hensigt at legitimere brud på menneskerettighederne på det seksuelle område«, står der på hjemmesiden.

»Det vil sige, at seksualitet ikke kun er et privat anliggende, men en kampplads med politiske, sociale og økonomiske kampe om lighed, menneskerettigheder, demokrati og fred«, skriver folkene bag Jismi.

Læserne opfordres til at dele deres egne tanker omkring forholdet til deres krop og seksualitet gennem korte videoer og fotografier.

Den saudiarabiske feminist Wajeha al-Huwaider kom på manges læber, da hun brugte YouTube i sin kamp mod sit lands forbud mod, at kvinder må køre bil.

På kvindernes kampdag i 2008 dikterede hun et åbent brev til den saudiarabiske indenrigsminister, alt imens hun kørte i bil.

LÆS ARTIKELSaudi-kvinde gør oprør på YouTube

I brevet opfordrer hun ministeren til at ophæve forbuddet, og imens hun dikterede og kørte, blev hun filmet af sin svigerinde, der sad ved siden af på passagersædet.

De sociale medieaktivister understreger deres budskab ved ligesom HarrassMap.org at krydse frem og tilbage mellem det virtuelle og realiteternes verden ved f.eks. at indgå et samarbejde med den første egyptiske spillefilm om gadechikane med titlen ’678’, der er nummeret på en busrute, hvor kvindelige passagerer i særlig grad er blevet befamlet.

De sociale medier har endnu ikke væltet noget diktatur i Mellemøsten. Men det er heller ikke pointen.

I stedet vil disse modige menneskers historier være med til at skabe de store ændringer, der er på vej.

Bloggerne satte bogstaveligt talt gadechikane på landkortet i 2006, da de filmede systematiske angreb på kvinder i det centrale Kairo under en religiøs festival, selv om regeringen påstod, at intet var sket.

Nu kan man gå ind på HarassMap.org, og for fremtiden vil det være sværere at fornægte virkeligheden.

Oversættelse: Peter Mollerup

Annonce
Annonce

DEBAT – Mere plads til debat og indlæg

Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG

God tone i debatten

Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.

Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Dagens tegning

22. maj. KL. 00.01 Tolle lege

Det sker
Havnespot. Nogle af de bedste solsteder i København findes langs havnen. Her er det Toldbodens Grillbar. - Foto: Mathias Christensen
22. maj. KL. 12.02

Guide: Københavns bedste havnespots

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

Seneste Dagens tegning