Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon

Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Læs nu
Du har ingen artikler på din læseliste
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Næste:
Næste:

Tegning: Anne-Marie Steen Petersen

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Mona Eltahawy: Mellemøsten har brug for en seksuel revolution - nu!

Hver gang jeg forlader mit hjem, bliver jeg konfronteret med sexismen på gaden i Egypten. Vi smed Mubarak af den politiske trone, nu må vi også smide ham ud af vores soveværelse, siger den bogaktuelle egyptisk-amerikanske journalist Mona Eltahawy.

Debat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst

Det er nemt at være feminist i Vesten. Men at være feminist i et miljø, der er så undertrykkende som i Mellemøsten, er en udfordring. Hver gang jeg forlader mit hjem, bliver jeg konfronteret med sexismen på gaden«.

Mona Eltahawy er ikke nogen helt almindelig egyptisk kvinde. Hun er spydspids i en bevægelse mod mere frihed for kvinder i de dele af Mellemøsten, som nåede at få smag for frihed under det arabiske forår.

Dengang var Eltahawy taget fra New York, hvor hun boede, tilbage til Egypten for at være med til at skabe revolution. Men det egyptiske sikkerhedspoliti blev hurtigt opmærksom på hende:

»Jeg blev smidt i fængsel, og de brækkede begge mine arme. De gjorde det for at sende et stærkt signal til resten af kvinderne: Se, hvad der sker med jer, når I går på gaden og leger feminister i det offentlige rum! Men det lykkedes ikke at få os ned med nakken«.

Krig mellem kønnene

Når Mona Eltahawy flyttede tilbage til Kairo, var det navnlig for at arbejde med kvinders rettigheder i den del af verden, hvor det er allermest nødvendigt:

»Jeg har blandt andet startet en støttegruppe for kvinder. Det er ligesom 1970’ernes USA, hvor kvinder mødtes for at tale politik, revolution og sexisme. Og det er i sig selv en revolution, at den slags møder finder sted. Du skal se mændene i Egypten, når de hører, at vi har sådan en gruppe; de bliver nervøse og tænker: Hvad laver de kvinder? Er det et komplot? Er det klubben, der hader mænd? Men jeg nægter at blive tiet ihjel«.

Mener du, at Mellemøstens mænd fører krig mod kvinderne?

»Jeg mener vitterlig, at der bliver ført en krig mod kvinderne. Da vi gik på gaden mod de gamle politiske ledere Ben Ali, Mubarak og Ali Abdallah Salah, protesterede mænd og kvinder sammen, fordi vi var enige om, at regimet undertrykte os alle. Men siden har vi kvinder måttet indse, at det ikke var så simpelt. Det er ikke kun regimet, men også mændene, der har et problem med kvinder. Vi havde to kampe at kæmpe: en mod systemet og en mod mændene«.

Hvordan udspiller krigen mellem kønnene sig?

»Vi så det med massevoldtægterne under revolutionen. Det var ikke regimet, der stod bag. Det var normale egyptiske mænd. Og den slags overgreb sker stadig daglig, bare i mindre doser. Kvinder bliver konstant raget på i den offentlige trafik. Der bliver råbt ad dem. Og der bliver slet ikke gjort nok for at bekæmpe den måde, kvinder behandles på«.

De fleste ved, at folk i Egypten nogle gange har sex uden for ægteskabet. Men så længe vi ikke taler om det, vil kvinderne lide mest under det, for det er dem, der må skjule det, og som risikerer at få kønssygdomme. Vi må have den slags emner frem i det åbne

»Vores kamp mod regimet skræmte mændene, fordi vi kvinder trådte ud af de ’roller’, som mænd gennem generationer har givet os. Pludselige var vi frie og uafhængige og med i kampen om den offentlige plads. Så selv om politiet slog os og dræbte mange af os, gik det op for mændene, at de var ved at miste kontrollen over kvinderne. Det kan de ikke acceptere, og mange ønsker derfor, at vi skal gå tilbage til privatsfæren, som den var i gamle dage. Men netop derfor må vi fortsætte. Det er den krig, jeg taler om, som findes mellem kvinder og mænd i Mellemøsten«.

Opgøret med faderfiguren

For den almindelige kvinde i Mellemøsten kan det føles, som om der står en stærk mand, lige meget hvilken vej hun vender sig. Faderfiguren er meget stærk, hvad enten det er i politik, religion eller i hjemmet.

»Tag diktatoren i det politiske system, som er en nådesløs og brutal mand. Først havde vi Mubarak, nu har vi Abdel Fattah al-Sisi. Ud over de politiske magthavere har vi præsterne i kirken og imamerne i moskeen, som begge er mænd og udstikker religiøse retningslinjer. De er også faderfigurer. Derudover har vi selve faderen i hjemmene; faderen, broderen eller ægtemanden, som i høj grad bestemmer slagets gang. Alle disse faderfigurer skal konfronteres, fordi de er med til at opretholde et mandschauvinistisk system, der hæmmer kvinderne i at være de mennesker, som de har lyst til at være«.

Så en social revolution inden og uden for hjemmene?

»Nemlig! Vi smed Mubarak af den politiske trone, nu må vi også smide ham ud af vores soveværelse. Men allerhelst skal han også ud af militæret, ud af vores skoler, ud af vores kirker og moskeer. Vi skal af med patriarkerne«.

Hvilken rolle har præster og imamer i forhold til at opretholde patriarkatet?

»I Libanon, hvor feministiske grupper i årevis har forsøgt at få en lov igennem mod vold i hjemmet, accepterede parlamentet til sidst deres forslag, men først efter at kirken og moskeen havde udvandet den totalt. Præster og imamer vil beholde mandens ret til sex on demand, altså at han kan dyrke sex med kvinden, når det passer manden. Men det jo ikke til at holde ud«.

Hvis du tager til et slumkvarter i Kairo og taler for seksuel frihed ... hvad tror du, de vil sige til din seksuelle revolution?

»Både i Tunesien og Egypten har vi enorme arbejderklasser og slumkvarterer. Jeg kommer selv fra den højere middelklasse, men jeg taler også med underklassen, og alle, jeg taler med, vil være frie. Da jeg for nylig besøgte et underklassekvarter i Tunis, mødte jeg en enlig mor, som nægtede at følge påbuddet om at gå med slør. Jeg besøgte også kvinder, som gik til selvforsvar. Deres budskab var: Kampen må fortsætte, for vi vil ikke være underlagt mænd. Og det kommer fra underklassen. De her unge kvinder starter revolutionen derhjemme. Og beviset på det er, at der slet ikke ville være kommet så mange til de store demonstrationer på Tahrirpladsen, hvis revolutionen ikke allerede var begyndt så småt derhjemme«.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Revolutioner må være urealistiske

I Egypten har militæret den altdominerende magt. Det sidder ikke bare på størstedelen af den egyptiske økonomi, men har også snor i den sociale og kulturelle udvikling. Enhver større udvikling skal derfor forbi militæret.

»Det er rigtigt, at militæret er den største magt. Men der er små tegn på, at der sker noget også der. Et af de store overgreb mod kvinder har været de såkaldte jomfrutests, som systemet påtvang en del af demonstranterne fra revolutionen for at intimidere dem. Men der var en kvinde, som det lykkedes at rejse sag mod jomfrutesten ved retten. Det fik præsident Sisi til at erkende, at der er et problem. Der har også været en kvinde, som blev klædt af og ydmyget på Tahrirpladsen, og som Sisi efterfølgende besøgte på hospitalet. Her sagde han, at »Egyptens ære var blevet krænket««.

LÆS DEBAT

Er du enig?

»Nej, det er så her, jeg er uenig med ham. For det er ikke landets, men kvindernes ære, der er blevet krænket. Begge sager viser, at den politiske ledelse er blevet nødt til at tale om seksuel vold, fordi kvinder bliver ved med at rejse spørgsmålet. Og jeg tror, at der er sat gang i en bevægelse, hvor egyptiske kvinder vil reagere og lave civil ulydighed og begynde at fortælle ud fra deres betingelser. Tidligere var det kun mænd, der var politiske aktivister, og som kom i fængsel. Men nu er der pludselig kvindenavne blandt de politiske fanger og kvindeansigter på plakaterne med politiske fanger på murene i Kairo«.

Men hvor realistisk er det at gennemføre en egentlig seksuel revolution?

»Revolution handler ikke om at være realistisk, det er om at være kreativ og opfindsom. Det handler om at tænke tanker, som føles helt umulige. Hvis nogen for fem år siden havde sagt, at Mubarak snart ville være ekspræsident, ville jeg have grinet. Det var en umulig tanke. Alligevel skete det. Revolutioner må være urealistiske, ellers sker der ingen forandring«.

En arabisk variant af feminisme

Ifølge Mona Eltahawy er noget af det første, der må brydes, de tabuer, som præger spørgsmål om sex og samliv i Mellemøsten. Et sted at begynde har været at introducere nye begreber.

»De fleste ved, at folk i Egypten nogle gange har sex uden for ægteskabet. Men så længe vi ikke taler om det, vil kvinderne lide mest under det, for det er dem, der må skjule det, og som risikerer at få kønssygdomme. Vi må have den slags emner frem i det åbne, så det bliver muligt at tale om«.

LÆS RAPPORT

»Men revolutionen handler selvfølgelig om meget mere end fri sex. Hvis jeg skulle sammenfatte målet for revolutionen i én sætning, ville det være: at skabe et rum med så højt til loftet, at vi alle sammen kan være under det. For lige nu er det de færreste, der kan være under det loft. Men der er tegn på, at det går i den rigtige retning. Jeg har talt med både tunesiske og libyske feministiske aktivister, der siger, at det er blevet muligt for dem at kræve at blive lyttet til og respekteret. Og alene det at kræve er stort.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Bruger du feminisme som begreb?

»Ja, det gør jeg. Men det er også et ord, som der er stor skepsis over for, fordi det er forbundet med Vesten. Men så er der opstået et nyt ord på arabisk: Nasawaya – det betyder womanism. Og vi har også fået et ord for homoseksualitet, der tidligere kun var muligt at beskrive med ordet ’pervers’. Nu har vi fået ordene Mythli og mythlia, der betyder ’det samme’. Det er dér, revolutionen starter – i sproget – og så kan den vandre ud i gaderne«.

Hvordan undgår du, at din revolution bliver opfattet som en vestlig idé?

»Det er virkelig en af de nemmeste måder at skyde det ned på, og det sker allerede. Den bedste måde at undgå det på er at skabe en revolution indefra. Det er derfor, jeg flyttede hjem, og det er det, som allerede er i gang. Vi vil ikke have nogen til at komme og redde os. Vi vil ikke have nogen til at invadere vores land for at frigøre kvinderne. Vi vil gøre det selv«.

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

  • Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse
    Fik du hørt: Indefra USA's voksende White Power-bevægelse

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om hvid racisme og White Power-bevægelsen i USA.

  • Finn Frandsen

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?
    Fik du hørt: Er vi på vej mod det sidste muh?

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om koens fremtid.

  • Lars Krabbe

    Du lytter til Politiken

    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen
    Fik du hørt: Den ukendte Kim Larsen

    Henter…

    ’Du lytter til Politiken’ holder efterårsferie i denne uge og er tilbage med nye, aktuelle historier mandag den 21. oktober. Men i mellemtiden kan du høre - eller genhøre - fem afsnit af ’Du lytter til Politiken’, som vi har udvalgt til dig fra den forgangne periode. I dag kan du høre om den ukendte Kim Larsen.

Forsiden