Efter et oplæsningsarrangement i Storbritannien sidste år stod en kvinde i kø, for at jeg kunne signere hendes eksemplar af min bog. Da det blev hendes tur, fortalte kvinden, at hun kommer fra en britisk-muslimsk familie med arabiske rødder. Derefter gik hun ned i knæ, så vi kunne tale i øjenhøjde.
»Jeg er også dødtræt af at vente med at have sex«, sagde hun med henvisning til mine oplevelser, som jeg havde læst op om kort forinden. »Jeg er 32 år, og der er ikke nogen, som jeg har lyst til at gifte mig med. Hvordan overvinder jeg frygten for, at Gud vil hade mig, hvis jeg har sex før ægteskabet?«.
Dette spørgsmål hører jeg ofte. Min indboks er fyldt med beskeder fra kvinder, der ligesom mig er af mellemøstlig og muslimsk afstamning. De skriver for at få luft for frustrationen over, hvordan man »slipper af med denne jomfrubyrde«, for at spørge om kirurgisk rekonstruktion af jomfruhinden, hvis de har planer om at gifte sig med en mand, der ikke kender deres seksuelle erfaringer, eller blot for at dele deres tanker om sex.
Hvem må kritisere den syge seksualkultur i Allahs hus?Der er skrevet utallige artikler om den seksuelle frustration blandt mænd i Mellemøsten – fra jihadisterne, der angiveligt lader sig lokke af løftet om jomfruer i paradis, til almindelige arabiske mænd, der ikke har råd til at gifte sig. Langt færre artikler har givet plads til den seksuelle frustration blandt kvinder i regionen eller blot til en ærlig fortælling om kvinders seksuelle oplevelser enten i eller uden for ægteskabet.
Jeg er ikke gejstlig, og jeg har ikke tænkt mig at komme ind på, hvad religion siger om sex. Jeg er en egyptisk muslimsk kvinde, som ventede med at have sex, til hun var 29, og som siden har forsøgt at indhente det forsømte.
Min opdragelse og tro lærte mig, at jeg skulle afholde mig fra sex, indtil jeg blev gift. Jeg adlød denne regel, indtil jeg ikke kunne finde nogen, jeg havde lyst til at gifte mig med, og så blev utålmodig. Nu fortryder jeg, at mit yngre jeg var så lang tid om at gøre oprør og opleve noget, der giver mig så meget nydelse.
Vi registrerer dårligt nok den seksuelle spændetrøje, som vi påtvinger kvinder. Når det drejer sig om kvinder – især muslimske kvinder i Mellemøsten – begynder og slutter historien tilsyneladende med tørklædedebatten. Alting handler om tørklædet. Som om vi ikke eksisterer, hvis vi ikke udtrykker en holdning til tørklædet.
Mona Eltahawy: Mellemøsten har brug for en seksuel revolution - nu!Hvor er historierne om kvinders seksuelle frustrationer og oplevelser? Jeg har tilbragt en stor del af det seneste år på en bogturne, der bragte mig til 12 forskellige lande. Uanset hvor jeg rejste hen – fra Europa over Nordamerika til Indien,
Nigeria og Pakistan – fortalte kvinder, også muslimske kvinder, åbent om deres skyldfølelse, skam, fornægtelse og lyst. De talte åbent, fordi jeg talte åbent. Mange kulturer og religioner foreskriver den afholdenhed, som jeg også blev indoktrineret med. Da jeg i 2010 underviste på University of Oklahoma, fortalte en af de studerende, at hun havde underskrevet et kyskhedsløfte sammen med sin far, hvori hun lovede at afholde sig fra at have sex, indtil hun blev gift. Det er en nyttig påmindelse om, at jomfrukulten ikke kun findes i mit fødeland, Egypten, eller i min religion, islam.
Erindringerne om min kamp med afholdenhed, og hvor alene jeg følte mig, har fået mig til at tale åbent om den seksuelle frustration, jeg oplevede i 20’erne, om hvordan jeg overvandt skylden ved at være ulydig, og om hvordan jeg lagde skylden bag mig og fik en positiv holdning til sex.
For mine forældre har det ikke været nemt at høre deres datter tale så åbent om sex, men det har åbnet en verden af andre kvinders oplevelser. I mange ikke-vestlige lande hånes snak om den slags som »hvid« eller »vestlig« adfærd. Men når sex er tabubelagt og omgivet af tavshed, er det de mest sårbare, der lider – især piger og seksuelle mindretal.
I New York fortalte en kristen egyptiskamerikansk kvinde mig, hvor svært det havde været for hende at fortælle sin familie, at hun er homoseksuel. I Washington fortalte en ung egyptisk kvinde, at hendes familie ikke ved, at hun er lesbisk. I Jaipur fortalte en ung inder om udfordringerne ved at være transseksuel, og i Lahore mødte jeg en ung kvinde, der fortalte om, hvordan det er at være lesbisk i Pakistan. Mine notesbøger er fyldt med den type historier.
Jeg ved godt, at mange af de kvinder, som fortæller mig deres historie, til en vis grad er privilegerede, da de har fået en uddannelse eller har egen indtægt. Men det er slående, at disse privilegier ikke også giver seksuel frihed eller beskytter kvinder, hvis de bryder kulturelle normer.
Men spørgsmålet om sex berører alle kvinder – ikke blot dem, der har penge eller en universitetsgrad. Sommetider hører jeg nogen sige, at kvinder i Mellemøsten har rigeligt at se til med kampen mod analfabetisme og arbejdsløshed. Men så må jeg svare: Bare fordi en kvinde er fattig eller ikke kan læse, skal hun så heller ikke have selvbestemmelse og retten til at nyde sex og sin egen krop?
Hvorfor hader mændene os?Svaret på det spørgsmål findes allerede, for eksempel på bloggen ’Adventures From the Bedroom of African Women’, der er oprettet af forfatteren Nana Darkoa Sekyiamah fra Ghana, og Agents of Ishq i Mumbai, som er et digitalt projekt om seksualoplysning og sexliv.
Disse initiativer beviser, at en positiv holdning til sex ikke er forbeholdt såkaldt hvid feminisme. Som forfatteren Mitali Saran skriver i en antologi med kvindelige indiske forfattere: »Jeg skammer mig ikke over at være et seksuelt væsen«.
Min revolution har været at forvandle mig fra en 29-årig jomfru til en 49-årig kvinde, som nu bruger enhver chance for at erklære: Det er mig, der ejer min krop. Ikke staten, ikke moskeen, ikke gaden, ikke min familie. Og det er min ret at have sex, når jeg vil, og med hvem jeg vil.
Oversættelse: Mette Skodborg
fortsæt med at læse
