Jeg vil gerne starte med at glæde mig over de mange unge kvindelige nydanske debattører, der spirer frem i de her år. Lad os dedikere kvindernes internationale kampdag 2016 til dem!
Det er kvinder, der tør tale åbent om den sociale kontrol og de patriarkalske normer, som de selv er vokset op med, og som desværre hersker alt for mange steder i dagens Danmark. Disse kvinder siger fra og opfordrer andre til at gøre det samme og sætter meget på spil for at give udlændingedebatten den stemme, der så længe har manglet.
Jeg måtte stikke af hjemmefra for at få retten over mit livDe har brug for, at vi bakker op om deres kamp, også med mere end rosende ord. Vi skylder dem og hinanden at grave et spadestik dybere end den hidsige debat om frikadeller i daginstitutioner eller juletræer i boligforeninger. For hvordan kan det være, at problemerne stadig er så store, når vi har talt om dem de sidste 20 år?
Problemerne består og bliver måske større, fordi man fra begge fløje har polariseret debatten.
Jeg mener, spørgsmålet er vigtigere end nogensinde før. I disse år hvor Danmark modtager mange flygtninge fra ikkevestlige lande, er det for mig en bunden opgave at finde svarene. For selv om højrefløjen hævder, at flygtningene skal hjem hurtigst muligt, er virkeligheden jo en ganske anden.
De flygtninge, der kommer til Danmark fra Syrien og Eritrea eksempelvis, flygter fra krig og ødelæggelse. De har krav på vores beskyttelse, og det kommer de til at have mange år ud i fremtiden. Derfor er mit udgangspunkt, at de her mennesker skal være en del af Danmark fra dag 1.
Med den erkendelse følger også et ansvar. Vi må finde en måde at flytte kvindekampen fra samtalesalonerne ud i Gellerup og Vollsmose!
Als Research kortlagde i 2011 forholdene for unge med anden etnisk baggrund, og flere af de organisationer, jeg har talt med, siger, at billedet er det samme i dag. Halvdelen af de unge oplevede, at de ikke måtte have en kæreste for deres familie. Hver fjerde oplevede, at familien var med til at vælge deres ægtefælle.
Hver fjerde var decideret bange for, at familien ville vælge en ægtefælle til dem mod deres vilje. Og kun få procent måtte have en kæreste af samme køn. Flere kvinder blev sågar i voldelige ægteskaber på grund af frygt for at skade familiens ære.
Socialarbejdere og organisationer bekræfter, at presset for, at kvinden skal forblive jomfru, er enormt – og at antallet af mødomsgenskabelser stadig er markant. Derudover konkluderer de også, at det ikke kun er de unge kvinder, der lever med social undertrykkelse.
Under halvdelen af kvinderne med ikkevestlig baggrund kommer ikke ud på arbejdsmarkedet. Det betyder, at de ikke får den økonomiske frihed, det kræver at bryde ud af et undertrykkende ægteskab.
Danmark har fået en kvindelig imam: Islamiske feminister gør op med islams patriarkatFlere beskriver situationen som en form for økonomisk undertrykkelse, hvor kvinder ikke har adgang til egen bankkonto og lever af de lommepenge, de får af deres mand. De bliver nærmest umyndiggjort, fordi manden tager over. De har ingen økonomisk selvstændighed, og det er manden, der har adgang til de offentlige myndigheder, til skolen, børnehaver, og måske sidder han sågar med, når kvinden mødes med sin kommunale sagsbehandler.
Hvis den sociale og økonomiske undertrykkelse lever i bedste velgående, er det så ikke en falliterklæring af dimensioner?
Svaret er både ja og nej. Vi er kommet et godt stykke siden en række vestegnsborgmestre vækkede Christiansborg med deres velbegrundede brøl omkring integrationsproblemerne, der tårnede sig op i 1990’erne. Kommunerne har taget kvantespring, og berøringsangsten er blevet betydelig mindre.
Men det er i den grad en falliterklæring, at vi i 2016 stadig oplever, at individuel frihed underlægges patriarkalske familiemønstre og religiøse dogmer.
Desværre har der været en tendens til, at røsterne har været kraftige, men at viljen til for alvor at ændre på de underliggende strukturer har haltet langt bagefter.
Der har hos nogle partier været en tendens til at dæmonisere, nedgøre og skabe splid i stedet for at tage et målrettet ideologisk opgør og hjælpe med til at frigøre de mennesker, som lever under middelalderlige familiemønstre og undertrykkelse. Og en tendens på venstrefløjen til at ignorere undertrykkelse, hvis den var begrundet i religion eller kultur. Det er så forkert. Vi skal aldrig acceptere nogen former for undertrykkelse.
Jeg vil her lægge op til fem centrale indsatsområder for at bryde med social og økonomisk undertrykkelse i nogle nydanske miljøer.
1) Kvindekampen skal ind på asylcentrene
I alt for mange år har vi spildt dyrebar tid i asylansøgningsfasen, hvor børn og deres forældre har spildt år på at sidde i et asylcenter uden nogen tilknytning til det danske samfund. Det er for mig at se den første store udfordring.
Vi ved, at langt de fleste flygtninge, der lige er kommet til Danmark, er topmotiverede for at blive en del af Danmark. Så godt som ingen har kalkuleret med, at de skal leve af sociale ydelser. De vil gerne arbejde. De vil gerne bidrage. Men bliver de isoleret år efter år blandt andre flygtninge, hvor flere måske endda døjer med posttraumatisk stress, åbner man ikke op for de danske værdier og den danske kultur. Så vender de tilbage til det trygge og den kultur, de kender fra deres hjemland.
Det problem var SF med til at tage fat på, da vi langt om længe fik det gjort muligt for asylansøgere at bo og arbejde uden for asylcentrene. En mulighed, som den nuværende regering har rullet tilbage. Det er – for at sige det mildt – en katastrofe for integrationen. Jeg mener, at vi skal den modsatte vej.
Familierne skal ud og være en del af Danmark med det samme, og vi skal have kvindekampen ind allerede i asylsøgningsfasen. Her skal samfundet blive tydeligere omkring, at ligestilling og ligeværd ikke er til forhandling. Jeg er derfor også enig i, at helt unge piger, der er blevet bortgiftet til ældre mænd, skal behandles som mindreårige – og ikke som voksne – og have bedre mulighed for at bryde ud af ægteskabet, hvis det er baseret på tvang.
SF vil stoppe tvangsægteskaber ved grænsenJeg mener også, at man allerede på asylcentrene skal styrke kvindernes økonomiske uafhængighed, adgang til egen konto og sørge for, at de får deres egen indgang til systemet og ikke er afhængige af en mand. Her ligger en vigtig opgave foran os.
2) Stop ghettoerne med mere end tom retorik
Når man isolerer nydanske familier sammen med andre familier fra deres hjemland, forstærkes behovet for at holde fast i hjemlandets kultur. Her er Vollsmose og Gellerupparken eksempler. Her ser man, at kvinder nogle steder bliver betragtet som mandens ejendom og skal kigge ned, når de går på gaden. Socialdemokraternes forslag om flygtningelandsbyer vil have den samme skadelige effekt.
Vi ser desværre, at de store byer stadig bliver mere og mere opdelt. De velhavende bor isoleret på de dyre adresser, og nydanskere og kontanthjælpsmodtagere i andre områder.
Det var SF med til at ændre på sammen med den tidligere regering ved at give kommuner med mange belastede boligområder mulighed for at kræve, at 25 procent af alt nybyggeri skal være almennyttigt. Desværre vil regeringen og DF ændre på det. Det er helt galt. Jeg mener, at vi bør gå meget mere håndfast til værks i de store byer.
Jeg mener, at det er en historisk fejltagelse, at man har lukket øjnene for en katastrofal udvikling. Vi bliver nødt til at kræve, at flere af de nybyggede lejligheder skal være blandede, og vi skal give kommunerne bedre mulighed for at gøre de attraktive byggegrunde tilgængelige for de almene boligselskaber gennem tilskud.
Der har været mange fordømmelser af ghettoerne, men lidt handling. VKO stod i spidsen for de berygtede ghettolister, som måske larmer meget retorisk, men som i praksis ikke ændrer et komma ved problemet.
3) Lejrskole er lige så vigtigt som matematik
Det er sagt mange gange, at folkeskolen rummer en af de vigtigste nøgler til integrationen, men arbejdet bliver gjort svært, nærmest umuligt, når de tosprogede elever stadig er så skævt fordelt på landets skoler.
Jeg mener derfor, at vi bliver nødt til at overveje at lægge et loft over antallet af tosprogede elever, så vi forhindrer, at de danske forældre vælger privatskolerne til og folkeskolen fra. Det vil gøre betingelserne for integration og bekæmpelse af social kontrol nemmere.
På skoler med mange tosprogede elever laver nogle nydanske forældre deres egne regler, så børnene ikke bliver integreret blandt jævnaldrende. Piger, der ikke må bade efter gymnastik eller tage med på lejrskole, hører desværre ikke til sjældenhederne. I de værste tilfælde bliver børnene sendt til hjemlandet på genopdragelsesrejser eller viet religiøst til en fjern kusine eller fætter.
Mange unge oplever ifølge en undersøgelse fra Socialstyrelsen, at lærere og sundhedspersonale er konfliktsky og alt for let bøjer af over for forældrenes krav. Jeg mener, at skoler med mange tosprogede bør have integrationskonsulenter, der skal tage konflikterne med forældrene og forklare. Det skal stå helt klart, at det er mindst lige så vigtigt, at Aisha kommer med på lejrskole, som at hun laver sine lektier i matematik.
4) Kvinders rettigheder skal skæres ud i pap
Den fjerde udfordring handler om, at vi på trods af 20 års udlændingedebat stadig ikke er tydelige nok om, hvilke værdier der ikke er til forhandling. Madvaner eller påklædning er for mig en privatsag. Det er spørgsmålet om kvinders ligeværd derimod ikke!
Den værdi bør for mig gennemsyre det danske samfund i langt højere grad, end den gør i dag. Her mener jeg stadig, at vi på venstrefløjen har en berøringsangst, som vi skal ryste af os, for højrefløjen kommer aldrig til for alvor at kæmpe for kvinders rettigheder.
Social kontrol handler ofte om, at familiens ære beskyttes gennem kvindens dyd, og der florerer alle mulige og umulige myter om pigers mødom. Derfor spiller seksualundervisningen en vigtig rolle i myndiggørelsen af kvinderne i forhold til deres egen krop og seksualitet.
Jeg mener, at man bør have obligatorisk seksualundervisning – og gerne på langt flere klassetrin end i dag – i både folkeskolen og på friskolerne, og at man bør opprioritere fokus på køn, homoseksualitet og kærlighed. Det vil gavne såvel de nydanske som de pæredanske unge.
Jeg mener også, at vi bliver nødt til at styrke de unge pigers retssikkerhed i forhold til tvangsægteskaber. Vi bør give dem mulighed for at deponere deres pas hos politiet, hvis de frygter, at sommerferien i forældrenes hjemland i virkeligheden handler mere om et giftermål end et gensyn med bedsteforældre.
Det holder selvfølgelig heller ikke en meter, at kvinder risikerer at gå forgæves, når de søger hjælp på et krisecenter. Her kan og skal vi gøre det bedre!
5) Flere rettigheder, flere pligter
Kampen mod Islamisk Stat bør føres i forstædernePå venstrefløjen har vi haft en tendens til at tro, at den sociale undertrykkelse og de patriarkalske normer ville forsvinde som dug for solen i mødet med velfærdsstaten og vores åbne samfund. Det er en mere kompleks proces, end vi først troede. Jeg mener, at vi skal være endnu mere tydelige omkring, hvilke pligter man som borger har i velfærdsstaten. Derfor vil vi i SF godt åbne op for at bruge forældrepålæg eller uddannelsespålæg mere aktivt i nogle tilfælde.
Den femte store udfordring mener jeg nemlig bliver at få de nydanske kvinder ud på arbejdsmarkedet og i uddannelse. Vi skal gøre det helt klart, at kontanthjælpen ikke kan bruges som tilskud til at være hjemmegående. Der følger en pligt til at tage et job eller en uddannelse med. Når man som indvandrerkvinde i Vollsmose ikke møder op på skolebænken som aftalt, bør vi skære i kontanthjælpen, og vi bør bruge uddannelsespålæg meget mere aktivt.
Hver anden kvinde med ikkevestlig baggrund er ikke i arbejde, og desværre kan man frygte, at det vil smitte af på deres børn. Her mener jeg også, at det offentlige bør gå forrest og sørge for at tage et særligt ansvar i forhold til de nydanske kvinder, som har vist sig svære at få i job. Det bliver ikke nemt, men vi bliver nødt til at lade være med at bruge kulturforskelle som en god grund til at give op.
Lyder de fem udfordringer som en stor mundfuld? Ja, det gør de, men ikke så stor, at vi ikke kan løse dem sammen. Og hvad er alternativet?
Vi udfordres i de her år af en kulturelt og religiøst betinget forskelsbehandling, hvad angår kønnenes rettigheder og muligheder. Vi udfordres af en række kulturelle og normative spørgsmål, hvor egne principper om pluralisme bruges imod vores samfundsmodel for at skabe rammer for det intolerante.
Vi udfordres af æres- og skambegreber, som afholder mange med anden etnisk baggrund fra ligeværdighed med deres danske jævnaldrende og af social kontrol, der afskærer mange med anden etnisk baggrund fra at være omfattet af samme retssikkerhed og beskyttelse som andre borgere.
Flere modige nydanske kvinder viser i disse år vejen. Venstrefløjen skylder de her kvinder at tage bladet fra munden og gå forrest, når det gælder kvinders rettigheder, også selv om budskabet ikke altid er lige populært.
Overlader vi denne kamp til højrefløjen, ender vi med en frikadellepolitik i stedet for at sikre, at de unge nydanskere nyder godt af den samme frihed som de fleste andre unge danskere. Og det er altså, hvad det her handler om for mig: at vi alle er født frie og lige og skal have lov til at leve sådan – uanset om man hedder Anna eller Aisha.
fortsæt med at læse
