»Hvorfor er jeg ikke bange?«.
Sherin Khankan tænker sig lidt om og tager en tår æblejuice. Vi sidder i hendes stue. Foran døren står en godt slidt ladcykel. Bag huset larmer naboens høns og hunde. Indenfor står der hyldemeter efter hyldemeter af religiøse, filosofiske og spirituelle bøger.
»Jeg tror meget på selvopfyldende profetier. Jeg er ikke bange, men møder folk med tillid. Derfor tror jeg også, at det er det, jeg får tilbage. Men jeg kan godt have dage, hvor jeg tænker åh nej, og at det her er alt for stort. At jeg ikke kan leve op til det. Hvor jeg mærker presset ved at være en af de første«, siger Sherin Khankan.
Hun er cand.mag. i religionssociologi og filosofi, specialiseret i islam, forfatter, debattør og mor til fire. Og nu altså Nordens første kvindelige imam og leder af projektet Femimam.
Det sidste år har hun brugt på sammen med en gruppe, primært kvinder, at skabe rammerne omkring en kvindemoske. Den hedder Mariam Moskeen, opkaldt efter Maria-skikkelsen i Koranen. Det bliver en moske, der skal ledes af kvinder for kvinder. Hvor kvinder skal indtage fredagsbønnens talerstol, og hvor kvinder kan komme i fortrolighed og møde lyttende ører – det man med et godt dansk ord kalder sjælesorg.
»Jeg har fundet ud af, at den største del af det at være imam er sjælesorgsarbejdet. At passe en menighed. Der mærker jeg et stort behov hos danske muslimske kvinder for at kunne tale med andre kvinder om deres religiøse overvejelser og problemstillinger. Uden at blive set skævt til eller mødt med tabuer«.
Jeg beder hende forklare, hvad det typisk kunne være.
»Lige nu sidder jeg med en sag, hvor en kvinde har været udsat for vold af sin mand og vil skilles. Hun er naturligvis skilt retsligt og flyttet, men manden nægter hende islamisk skilsmisse. Da hun er et religiøst menneske, betyder det meget for hende. Generelt kan det være svært for kvinder at få en islamisk skilsmisse, hvis manden nægter det, men i Femimam vil vi hjælpe kvinder som hende. Hun skal videre i sit liv og væk fra den mand«, siger hun.
Ny ægteskabskontrakt
De kvinder, der opsøger Femimam, er nogle gange ofre for psykisk og fysisk vold, og her er det kontroversielt, at Femimam vil hjælpe disse kvinder med at blive skilt. Tidligere har deres eneste mulighed været at rejse til London, til The Islamic Sharia Council, og betale mange tusinde kroner for et stykke papir med et stempel på. Og inden da skal der beviseligt have fundet mægling sted mellem parterne, også selvom kvinden måske har en dom mod manden for vold mod hende eller deres børn.
»Jeg er ikke tilhænger af, at nogle moskeer tager penge for handlinger i Guds navn. Det kommer vi ikke til. Samtidig har vi de islamiske kilder i ryggen, fordi der er konsensus omkring, at hvis der er vold i et ægteskab, er det automatisk ophævet. Det bliver bare ikke praktiseret«.
Mænd har monopol på 99,9 procent af alle Danmarks moskeer, så jeg kan altså ikke tage mig af, om nogen synes, vi diskriminerer mænd
Sherin Khankan
Som led i muslimske kvinders besvær med at slippe af med tyranniske ægtemænd har Mariam Moskeen forfattet en ny ægteskabskontrakt til deres vielser. I den står der tydeligt, at kvinden har ret til skilsmisse på lige fod med manden. At polygami ikke er en mulighed. At kvinder og mænd har lige ret til fælles børn efter skilsmisse. At ægteskabet ophæves ved vold, herunder psykisk vold. Og at kvinder og mænd spirituelt er ligeværdige og ligestillede partnere.
Det kommer ifølge Sherin Khankan til at betyde en kæmpe forskel for muslimske kvinders mulighed for ligestilling i ægteskabet og familien.
»Inden for islam er det udbredt at tale om kønnene som komplementære størrelser, at vi er ligeværdige, men ikke ligestillede. Man siger, at mænd og kvinder er forskellige og har forskellige karakteristika, at kvinden er mere følsom, mens manden er mere rationel, og sådan komplementerer vi hinanden. Det gør vi op med. Vi siger, at kønnene er ligestillede.
Vi er islamiske feminister, og det burde ikke være kontroversielt, da feminisme blot betyder, at kønnene er ligestillede og ligeværdige. Men det er en kamp, der skal tages inden for islam nu«.
I modsætning til de andre moskeer i Danmark er Mariam Moskeen ikke centreret omkring et geografisk tilhørsforhold. Den er heller ikke finansieret af en oliestat, der dermed blander sig i den religiøse retning.
Moskeen er baseret på frivillighed, og så har en sponsor stillet lokalerne til rådighed gratis. Han vil ikke have sit navn frem, men bakker op om projektet. Bag de to kvindelige imamer i moskeen, Sherin Khankan og Saliha Marie Fetteh, står en bestyrelse på 12, heraf to mænd.
Mænd ingen adgang
Hver fredag under fredagsbønnen er moskeen forbeholdt kvinder, men derudover er lokalerne åbne for alle til undervisning, koranmøder, islamisk meditation og sjælesorg.
»Det her projekt handler om at ændre billedet og opfattelsen af islam i Danmark og vise, at der er en spirituel og progressiv bevægelse, hvor vi genlæser Koranen«.
Det er kontroversielt i islam at blande kvinder og mænd til fredagsbøn. For eksempel kom der bombetrusler, da den amerikanske kvindelige imam og islamiske feminist Amina Wadud i 2006 ville lede en fredagsbøn for både mænd og kvinder i New York. Men der er også et stærkt signal i, at bønnen er for kvinder, mener Sherin Khankan, selvom der nok skal være nogen, der klager til Ligebehandlingsnævnet over, at mænd er forment adgang.
»Ved du hvad, mænd har monopol på 99,9 procent af alle Danmarks moskeer, så jeg kan altså ikke tage mig af, om nogen synes, vi diskriminerer mænd«, afviser hun.
I kvindemoskeen vil der også være juridisk rådgivning og undervisning, f.eks. i islamisk filosofi og islamisk feminisme. På den lange bane vil imam Khankan også holde natmoske, ligesom vi kender det fra de populære natkirker.
Mariam Moskeen vil være centreret omkring en moderne, spirituel fortolkning af islam. Groft sagt: mindre ’halal-haram’-diskussion og det evige fokus på modsætningsforhold mellem det at være muslim og være dansker – og mere spiritualitet, filosofi og sufisme.
Det er feministisk at ligestille kvinder og at bryde mænds monopol på den religiøse fortolkning. Kvinder har brudt monopolet alle andre steder
Sherin Khankan
Khankan håber at kunne tilbyde især de unge et alternativ til politisk islam, som vinder frem. Hun siger, at der er tre positioner inden for islam: den traditionelle, den islamistiske og den progressivt/spirituelle. Femimam tilhører den tredje, her fokuseres der på kvinders rettigheder.
Fordi Femimam-projektet er kontroversielt og nok kan forvente en vis reaktion fra mere reaktionære muslimske miljøer, holder Femimam indtil videre adressen på moskeen hemmelig. Men den ligger i lækre, lyse lokaler i Indre By i København. Moskeen vil også begynde deres fredagsbøn i det skjulte, uden det store festivitas.
»Der findes ikke en imam-uddannelse i Danmark. De imamer, vi har, er enten inviteret udefra med en islamisk teologisk uddannelse fra Mellemøsten, eller også er det imamer, der er blevet imamer i kraft af, at folk søger dem og giver dem anerkendelse og legitimitet. Og det er der, vi henter vores legitimitet: Folk søger os. Derudover har jeg personligt beskæftiget mig med islam i 15 år og tager den nye masteruddannelse i islamisk teologi på Københavns Universitet. Saliha Marie Fetteh har undervist i arabisk og mellemøstlige studier på SDU«.
Sherin Khankan mener, at det er på høje tid, at der kommer kvindelige imamer. At det selvfølgelig er symbolsk ligesom med de første kvindelige præster eller den første kvindelige statsminister, men at der er behov for, at kvinder også fortolker det religiøse.
»Det er feministisk at ligestille kvinder og at bryde mænds monopol på den religiøse fortolkning. Kvinder har brudt monopolet alle andre steder. Inden for samfundsdebatten om islam er det jo de kvindelige debattører, der er mest markante nu. Der er en del kvinder, der spørger, om jeg ikke kan lade moskeen være, for vi har jo magt alle mulige andre steder og sidder på universiteterne, vidensproduktionen og samfundsdebatten, siger de. Når kvinder har manifesteret sig alle mulige steder, hvorfor vil du så ind og røre ved det? Mit svar er: Hvorfor ikke? Hvorfor ikke også i den religiøse sfære, når den er så central?«.
Samtidig er den danske kvindemoske en del af en international bevægelse for en mere progressiv og moderne fortolkning af islam. Der har været rene kvindemoskeer i Kina siden 1820. Siden 1995 har de haft en i Sydafrika. I Frankrig er der en imam, der vier homoseksuelle. I Canada og Los Angeles er der moskeer for kvinder. I Bradford i England er der en på vej, og i Köln er der også et lille liberalt fællesskab med kvindelige imamer.
»Min datter på 11 år sagde for nylig til mig: »Hvorfor skal du være imam, mor? Kan du ikke bare finde et normalt arbejde?«. Hun har opfanget i diskussionerne omkring det her spisebord, at det er kontroversielt. Så siger jeg til hende, at alt, hvad jeg laver, er noget, jeg elsker. Og at nogen skal starte, før man kan ændre noget. Nogen skal starte«.