Hvor er de besindige stemmer i debatten om revolutionerne i de muslimske lande?

Så godt som alle, borgerlige såvel som venstreorienterede, er grebet af det, jeg kalder feberhed revolutionsromantik, og som forhindrer et køligt klarsyn.

Det er jo ikke nok at hylde frihedsrusen, for det afgørende spørgsmål er, hvordan tomrummet efter diktatorernes fald bliver fyldt ud. Det er jo langtfra sikkert, at liberalt demokrati vil vokse frem.

En undersøgelse fra analyseinstitutionen PEW viser f.eks., at 85 procent af Egyptens befolkning anser en islamisk politik for at være af det gode. 84 procent støtter dødsstraf til dem, der forlader islam, og 82 procent går ind for stening for utroskab.

Vi deler altså ikke alle de samme værdier på verdensplan. I den forstand er universalismen en illusion. Måske vil Egypten blive islamiseret i en eller anden grad. Måske vil Libyen blive forvandlet til en fejlslagen stat hærget af blodigt anarki. Et nyt Somalia, bare med olie, som flere eksperter har peget på. Vi ved ikke, hvad der vil ske. Det må kalde på besindighed.

Hvorfor er mange så begejstrede? En forklaring kunne ligge i den store fascination af oprørernes brug af moderne medier som Facebook og Twitter. De ligner jo os i Vesten!

Med andre ord: Vi projicerer vores egne vestlige opfattelser over på araberne. Men kun et lille mindretal deler vores værdier, ja, der findes endda kun en lille oplyst middelklasse i Mellemøsten.

Mange har givet udtryk for, at revolutionerne i Mellemøsten ligner revolutionen i Europa efter Murens fald.

LÆS SIGNATURGlobal demokratibølge ruller igen

Men det er en naiv forestilling. Østeuropæerne kunne netop efter 1989 falde tilbage i deres gamle kulturer, der havde overvintret under kommunismen. Et land som Polen havde f.eks. et frit civilsamfund, før landet fik et diktatorisk regime. Mellemøsten har ikke det, der ligner.

Egentlig burde vi allerede have lært lektien af eventyret i Irak. I Vesten troede man, at når først diktatoren blev fjernet, så ville friheden vokse frem; planter man demokratiets frø i Irak, så vil det med tiden begynde at spire og til sidst blomstre så frodigt som i Vesten. Det, kan man roligt sige, var en kende naivt. Selv om man skal være forsigtig med parallellen, synes jeg, at den samme form for naivitet genfindes i dagens debat.

Jeg har i stedet for idealisme plæderet for, at vi bør være realister og føre en politik, der primært er i vores egen nationale interesse. Det vil sige, at vi må sikre energiforsyningen, opretholde stabilitet (især sikre fredsaftalerne med Israel) og inddæmme de potentielle flygtningestrømme fra Afrika til Vesten.

For inderst inde ved vi jo godt, at vi skal kunne sove trygt om natten, have varme i radiatorerne og leve uden problemer med flygtninge i vores nærområde.

Vi bør også være skeptiske over for revolutioner, der altid er svangre med barbari. For de hidtil bundne kræfter, som oprøret sætter fri, kan meget vel skabe et nyt – islamisk – diktatur. Revolutioner har det med at æde sine børn, og idealister var som bekendt også begejstrede under den iranske revolution i 1979.

Dilemmaet er: For at sikre stabiliteten kan vi være nødt til at modarbejde frie valg i de arabiske lande, fordi deres kulturer endnu ikke er modne. For at skærpe pointen kan man sige, at muslimsk kultur hæmmer et stærkt demokratisk civilsamfund.

Et frit demokrati kræver som minimum, at fremmede mennesker er loyale over for hinanden, og at mennesker ikke kun har tillid til familien, stammen eller klanen, men også tillid til dem, de ikke kender.

Muslimske lande er i den forstand notoriske lavtillidssamfund. Der findes af samme grund ingen frie muslimske lande, hvilket underbygges af det internationale Democracy Index. Et liberalt demokrati er nemlig afhængigt af en national loyalitet, som ikke bygger på religionen eller slægten, men på et fælles hjemland og civile traditioner.

I forbindelse med revolutionerne i Mellemøsten er der i en vis forstand tale om antivestlige oprør, fordi mange af despoterne regnes for at være provestlige. Det glemmer vi nogle gange i Vesten; det glemmes ikke så let i den muslimske verden. Kolonialismen er en vigtig del af den kollektive erindring.

Realisme er ikke det samme som pessimisme. For det kan godt være, at vi med tiden får et demokratisk velfungerende Mellemøsten. I den bedste af alle verdener opstår der lande i Mellemøsten, som vi kan handle med,og leve i fred med.

Så i tilfældet med Egypten gør vi måske bedst i at støtte det amerikansk påvirkede militær for at sikre en nogenlunde acceptabel overgang til demokrati. Det kan endda være, at vi i Vesten kan forhandle med ’islamiske demokrater’, hvis den slags altså findes.

Spørgsmålet er så, om islamiske lande kan leve i fred med sig selv, deres naboer og med Vesten. Islam har jo blodige grænser, for nu at sige det med Samuel Huntingtons ord, der bekræftes af den seneste opgørelse fra det internationale Conflict Barometer. Den viser, at langt størstedelen af verdens konflikter skyldes islam.

Så når de revolutionære idealister vågner af deres demokratiske rus, vil de nok også opdage, at en konservativ realisme er den bedste reaktion på revolutionerne i Mellemøsten.

Entydig begejstring er i hvert fald en alt for naiv tilgang til den arabiske heksekedel.