Debatten om købesex bliver lige nu udkæmpet mellem en elite af dannelseskulturelle kvinder over for en bred gruppe kvinder, som har holdninger af kød og blod, for hvem pragmatisme, social indsats og ligestilling i hverdagen er i højsædet.

Sund fornuft og social indsats må vige for vredesudbrud og principielle standpunkter. Løsninger er langtfra i højsædet, når nypuritanerne folder sig ud.

Historisk har puritanisme været praktiseret af yderst troende protestanter, som mente, at livets nydelser skulle tages med mådehold.

I dag er den oprindelige betydning væk, og det med ’mådehold’ er i nypuritanismens æra blevet til ’overhovedet ikke’ eller ’nej – ikke i min baggård’. Nypuritanisme er en lære, der i dag praktiseres af bekymrede kvinder, rettighedskæmpende feminister og kulturpersonligheder, som ønsker en stemme i den offentlige debat.

Desværre praktiseres nypuritanismen også af store dele af Folketinget.

Se nu bare debatten om forbud mod købesex. Skuespilleren Anne Grethe Bjarup Riis er personifikationen af nypuritanismen – som da hun angreb en folketingskandidat i Ekstra Bladet for hendes deltagelse på webstedet ’Sexarbejderkarriere’.

»En lalleglad, forkælet og totalt ubegavet klovn, der ikke har fattet en fucking skid af det hele«, sådan lød Bjarup Riis’ hårde dom.

Det var alt for den søstersolidaritet. Tak for kaffe! Men betyder dette, at vi – kvinder på venstrefløjen – nu skal danse med i det puritanske ligestillingssambaoptog anført af en bedrevidende dannelseskulturel kvindelig elite?

LÆS ANALYSESexkøb handler om holdninger

Mit ærinde er ikke at gøre mig til fortaler for, at vi skal forherlige prostitution eller købesex. For den lykkelige luder findes heller ikke i min verden. Men lad os da få skik på debatten.

For er vi virkelig nået derud, hvor ligestilling er reduceret til et spørgsmål om, hvorvidt man er for eller imod købesex? Og i prostitutionsdebattens navn: Er der virkelig ikke andre emner, som er vigtigere – f.eks. vold mod kvinder, ægteskabelig vold mod kvinder, som er hentet til Danmark som sexslaver og lever i forhold med daglige psykiske trusler.

Først og fremmest er der et akut behov for at vurdere, hvor stort prostitutionsproblemet reelt er i Danmark.

Omkring 2.500 af de 5.500 kvinder, der ernærer sig ved prostitution i Danmark, kommer fra udlandet. Og de udenlandske prostituerede er på ingen måde en homogen gruppe. Der er piger og kvinder, primært fra Thailand og Rusland, som er tilknyttet bordeller. Der er afrikanske kvinder, som i fuld offentlighed trækker på gaden.

Og ja, så er der også en stor gruppe kvinder (og mænd ikke at forglemme), som har prostitution som sideerhverv, som lever med og i prostitution i det skjulte. I debatten ser man sjældent nuancerne. Sådan er billedet også i brede dele af Folketinget – fra yderste venstre til yderste højre i øvrigt.

Mit eget parti og samtlige venstrefløjspartier prædiker desværre kriminalisering af prostitutionskunder, som var der tale om en homogen gruppe. Debatten har været præget af sloganer som ’Sex er ikke en rettighed’ og ’Rigtige mænd køber ikke sex’.

Sidstnævnte slogan er jeg – som pragmatisk feminist – i øvrigt enig i. Bortset fra at det naturligvis også gælder den anden vej rundt. Rigtige kvinder køber heller ikke sex. Dette ændrer dog ikke ved, at vi er nødt til at skelne mellem de forskellige former for prostitution. Og det ændrer ikke ved det faktum, at sex er en vigtig del af livet.

Målet for mig som politiker er brugbare målrettede løsninger. I stedet for en generel kriminalisering af sexkunder bør vi satse på en flerstrenget løsningsmodel – en model, som flere forskere (bl.a. Birgitte Kofod Olsen fra Institut for Menneskerettigheder) tidligere har gjort sig til fortalere for.

LÆS DEBATSexarbejdernes interesseorganisation: Vi har ingen rettigheder

For mig er prostitution først og fremmest en social kamp. Det er nødvendigt, at vi anerkender, at der er forskellige behov for beskyttelse af kvinder i prostitution. Med udgangspunkt i de forskningsresultater, som foreligger, og – indrømmet – i en iboende modstand mod formynderi efterlyser jeg en mere nuanceret debat og flere politiske forslag med konkrete handlingsindsatser.

Lad os holde hjertet varmt og hovedet koldt, når vi finder løsningerne. Dette forudsætter, at vi gør op med fordommen om, at kvinde er kvinde værst.

Der er forskellige former for prostitution, herunder:

• Sexarbejde, som nogle kvinder og mænd frivilligt vælger efter overvejelser og afvejning af fordele og ulemper ved erhvervet. Og de findes altså – hermed ikke sagt, at disse kvinder ikke kunne have valgt en anden og bedre profession, hvis de havde haft en god ballast med hjemmefra. Hermed ikke sagt, at disse kvinder ikke skal hjælpes til at finde et andet erhverv.
• Tvangsprostitution, som især socialt og økonomisk udsatte kvinder, der ofte også er misbrugere, er fastholdt i, og som ikke har alternative livsmuligheder.
• Sexslaveri, som handlede kvinder og børn er ofre for, og som indebærer de groveste menneskerettighedskrænkelser som frihedsberøvelse, vold, tvang og nedværdigende behandling.

LÆS KRONIK Pigerne i Peter Fabers Gade

Med en helt generel kriminalisering af sexkunder, en ’one fits all’-løsning, undlader vi at se og forstå forskellige konsekvenser og scenarier for disse tre meget forskellige grupper af prostituerede.

Det, der bekymrer mig mest, er, at jeg ikke kan se, at en kriminalisering vil afhjælpe det behov for beskyttelse, der eksisterer i de enkelte grupper.

En ægte og socialt orienteret indsats mod købesex må være helhjertet – hvor vi differentierer indsatsen, i forhold til hvad vi ønsker at opnå.

En fornuftig løsning kræver, at vi prioriterer og slår til lige der, hvor vi kan redde liv og skæbner. Lad os trække i arbejdstøjet og arbejde for et forbud mod sexkøb, som ikke har udgangspunkt i formynderi. Lad os tage fat i roden – dvs. årsagerne til, at kvinderne befinder sig i prostitution.

Vi kunne f.eks. arbejde for:

• Forbud mod sex solgt af narkoprostituerede. De narkoprostituerede er den mest sårbare gruppe. De er i prostitution pga. jagten på penge til stoffet. Der skal gøres meget mere for medicinske afvænningstilbud.
• Forbud mod sex solgt af handlede kvinder. Her skal politiet på banen. Sex krydser ligesom kærlighed grænser.
• Indsatser for skadevirkningerne ved prostitution. Dette er en opgave, som i høj grad skal løses i kommunerne – idet der skal sættes langt flere økonomiske midler af til rådgivning, terapi og arbejdstræningsforløb for kvinder, som ønsker at kommer væk fra erhvervet.

Lad os vise menneskelig respekt og kæmpe for midler til sociale indsatser, så flere kvinder i erhvervet hverken føler sig stigmatiseret, trådt på eller talt ned til. Lad dette være mit opråb til mine medsøstre og ligestillingsforkæmperne af hvilket som helst køn.

Det nemmeste i verden er at kræve forbud. Formynderi og forbud, forbud, forbud.

Rend mig i nypuritanismen! Lad os – gerne på tværs af partiskel – kæmpe for, at flere kvinder (og mænd) kan få muligheden, overskuddet og chancen for at bearbejde de indiskutable skadevirkninger, som der findes ved prostitutionserhvervet.