Jeg kunne høre jublen, da jeg steg ud af taxien to gader væk.

Jeg kunne høre dem råbe lige uden for Park 51, stedet, hvor der er planer om at etablere et islamisk kulturcenter og en moske. Planerne mødte sidste år voldsom modstand, fordi det lå for tæt på det ’hellige sted’ Ground Zero.

Det var få minutter efter præsident Obamas meddelelse om, at Osama bin Laden var blevet dræbt, og jeg havde fulgt en af mine venners forslag om, at vi, der begge er muslimer, skulle tage ned og tænde lys der, hvor World Trade Center stod, indtil Osama bin Ladens håndlangere væltede det.

Det var derfor et chok at opleve, at hundreder af andre havde indtaget det hellige sted som et publikum, der hjemmefra fejrede en sejr på udebane. Mange af dem havde sandsynligvis ikke selv oplevet baggrunden for sejren, eller også var de for unge til at kunne huske den.

Der har altid været noget kvalmende ved turister, der tog billeder af sig selv foran det store gabende hul, der kaldes Ground Zero. »Mig ved gerningssted for massemord, New York« er altså en upassende billedtekst til et feriefoto, uanset hvilket sprog det skrives på.

Fejringen af bin Ladens død ved Ground Zero gav mig i løbet af få minutter en dårlig smag i munden. Det var en stemning af studenterfest, der prægede stedet. Som nyslået amerikansk statsborger kunne jeg til nød klare, at der blev ’USA, USA’, som om vi var tilskuere til OL.

Men andre tilråb, for eksempel ’F..k bin Laden’ og ’Olé, olé, óle’, knuste min ambition om at udvise værdighed over for de tusinder af dræbte, hvoraf mange sprang i døden fra skyskraberne, så deres kroppe blev smadret mod jorden, der hvor vi nu stod.

Jeg ville også gerne våge over de tusinder af andre, der er blevet dræbt i Afghanistan, Pakistan og Irak som led i den krig mod terror, som George Bush indledte, og som Obama ikke har gjort ret meget for at drosle ned.

Jeg ville gerne våge som en muslim, der så sent som sidste sommer forsøgte at få de amerikanere, der ville flytte Park 51 af hensyn til ofrene for 11. september, til at forstå, at muslimer også var ofre for tragedien.

Gudskelov, at bin Laden er væk! Han var en uvelkommen bz’er i min religions hus. Han rev alle væggene ned og var parat til at lave bål af dem for selv at holde varmen. Al-Qaeda har dræbt flere muslimer end ikke-muslimer.

Hver gang organisationen har begået en forbrydelse et eller andet sted, er det gået ud over muslimer i USA. Min bror, der er hjertelæge, var blandt de tusinder af muslimer, der fik besøg af FBI i november 2001 og blev tvunget til at afgive fingeraftryk, lade sig fotografere og oplyse andre personlige data, som for altid vil blive gemt i arkiverne hos Ministeriet for Indre Sikkerhed. Hundreder af muslimer blev anholdt. Hundreder blev udvist.

Gudskelov, at bin Laden er væk! Jeg har afskyet dig længe, og da Mohamed Bouazizi i december satte ild til sig selv i den tunesiske by Sidi Bouzid, der ville gøre den selvhøjtidelige bin Laden irrelevant, da tuneserne i løbet af 29 dage fik afsat Zine El Abidine Ben Ali, og egypterne væltede Hosni Mubarak i løbet af 18 dage, var det et vink med en vognstang til andre diktatorer og til bin Laden.

Hvad mon der nu virkede mest tillokkende på de unge i Mellemøsten og Nordafrika: forandringer gennem den revolutionære lidenskab, der har gennemhullet de stereotype opfattelser af arabere og muslimer, eller al-Qaedas haddryppende budskab, der lover forandringer gennem nihilistisk vold?

Den samtale ville jeg gerne have. Men jeg kunne kun få øje på en enkelt kvinde med et lys i hånden. Hun blev hele tiden spurgt, om hun ville lade sig interviewe eller fotografere, men jeg nåede lige at sige til hende, at hun var den mest værdige person på stedet. Det forbløffede hende.

Jeg flyttede til USA et år før 11. september-katastrofen. Dagen efter angrebet forsøgte en drukkenbolt at sætte ild til en lokal moske. Jeg besøgte først Ground Zero i juli 2002, og jeg kunne blot stå der og græde og bede. »Gudskelov at bin Laden er væk!«, havde jeg lyst til at råbe i mandags, men jeg, den nyslåede amerikaner, endte i stedet med at stå og citere Al Fatiha, første kapitel i Koranen, for mig selv, akkompagneret af kampråbet ’USA, USA, USA’.

Jeg reciterede det for de uskyldige mennesker, der blev dræbt i New York, Washington, D.C, Shanksville i Pennsylvania, Afghanistan, Irak og Pakistan – og alle de andre steder, hvor krigen mod terror har trukket sit spor.

At stå ved Ground Zero i mandags mindede om en parodi på ’Team America’, filmen, som holdet bag tv-serien ’South Park’ lavede som en parodi på præsident Bushs USA, der gik amok i nationalisme.

Nu har vi så lavet en parodi på parodien, og det er vist på tide at slutte studenterfesten og i stedet rette blikket mod de revolutioner i Mellemøsten og Nordafrika, som allerede for flere måneder siden dræbte bin Laden i symbolsk forstand.

Jeg hører ingen sympati for bin Laden fra de muslimer og arabere, jeg kender. De er lettede over, at han omsider er væk. Men de er forståeligt nok bekymrede for, at mediernes besættelse af ham skal give ham lov til at kapre disse prægtige revolutioner.

Én mand er blevet dræbt; hver dag bliver dusinvis af andre mejet ned, fordi de modigt stiller sig i vejen for despoter.

Oversættelse: Tonny Pedersen.