fakta

Ole Thyssen er professor, dr.phil. ved CBS.

Det er ikke usædvanligt at høre, at nationen er en forældet sag.

Verdenssamfundet, med global økonomi og politik og med strømme af informationer og varer og mennesker, har gjort grænsen mellem nationer ligegyldige. Vi er alle blevet verdensborgere.

Dog ser der ud til at være undtagelser. I Danmark holder man fast ved Danmark.

Vi har vænnet os til, at kun sportsklubber og sportsgrene, som har dansk deltagelse, kan påkalde sig nogen interesse.

Forleden kunne man i Politiken læse, at en dansk målmand tabte en fodboldkamp, skønt den foregik mellem to engelske hold.

Man kunne også på Politikens forside læse, at et dansk fly formentlig bombede Gaddafis hjem og dræbte hans barn, børnebørn og måske ham selv.

LÆS ARTIKELDanske fly dræbte sandsynligt Gaddafis søn

Igen dominerede en absurd national vinkel, så avisen af lutter national benovethed glemte, at angrebet på Libyen er styret af Nato.

Og som sidste skud på den danske stamme skal der nu oprettes grænsekontrol, så vi kan vedblive med være et »puslingeland/ der hygger sig i smug/ mens hele verden brænder om dets vugge«.

Det er overflødigt, siger politiet, og det er dyrt, siger økonomerne. Men det er guf for den nationale narcissisme.

Ligesom Peter Plys vil vi helst høre historier om os selv, eller i det mindste finde en dansk vinkel.

Er der sket ulykker i verden, finder journalisterne hurtigt en dansker på nærmeste hold, og begår en dansker forbrydelser i udlandet, gøres der Herkules-anstrengelser for at få ham m/k hjem til de danske fængsler. Andre fængsler er nok barbariske.

Så med en enestående evne til at tænke provinsielt rettes der mistanke mod alt fremmed, danske grænser lukkes, og danskere kan ikke engang gifte sig med ikkedanskere uden at få lov af Udlændingestyrelsen.

Undtagelsen er kongehuset, som flittigt forsyner sig fra det globale ægteskabsmarked.

Er verden for stor til, at den omfavnes af en dansk tanke? Er den for skræmmende til at kunne præsenteres uden en dansk vinkel?

Mens job forsvinder til udlandet, bliver spørgsmålet om, hvad Danmark skal leve af stadig mere påtrængende. Overlevelse kan ikke sikres ved at bevilge hinanden stadig mere velfærd og sky alt, hvad der gør ondt og stiller krav.

Eller ved at sænke blikket, så horisonten går i ét med rødgrød med fløde-landet.

Danmark skal overleve i og af verden. Det kræver som et minimum, at blikket løftes.