Terror i Norge

22. juli kl. 15.26 2011 eksploderede en bombe i Oslos centrum. Otte personer blev dræbt.

Få timer efter gik en bevæbnet mand klædt som politimand omkring på øen Utøya, hvor unge fra Arbeiderpartiets ungdoms-
organisation var samlet. 69 blev dræbt.

INTERAKTIV GRAFIK: Følg Anders Behring Breiviks rute på Utøya

Den 33-årige højreekstremist Anders Behring Breivik har erkendt begge angreb.

Retssagen begyndte 16. april.

Læs alt om terrorangrebene

Fredag 22.7. 2011 vil for altid være ætset ind i norsk hukommelse som dagen, da lille Norge for første gang i historien blev ramt af hensynsløs og brutal terrorisme.

Støvet efter bomben i centrum af Norge og massedrabet på Utøya er vasket væk af et massivt regnvejr. Sorgarbejdet er knap kommet i gang for de mange tusinder af nordmænd, der er blevet berørt af denne tragedie.

For både politiet og offentligheden er gået i gang med arbejdet med at fortolke og analysere den efter alt at dømme enlige og ensomme terrorist.

Norge har produceret Europas første antimuslimske terrorist. Noget tyder imidlertid på, at den offentlige fortælling om ham og hans handlinger ikke vil lægge ret stor vægt på, hvad de siger om den retning, Norge som samfund har taget i islamofobiens tidsalder.

For 32-årige Anders Behring Breiviks intense had mod det multikulturelle Norge ville i sig selv ikke have været en hindring for, at betydelige dele af den norske befolkning ville have defineret ham som ’en af os’.

BREIVIKS MANIFESTTerrorist havde håbet at få ram på politisk legende på Utøya

Norske meningsmålinger viser trods alt, at et overvældende flertal af de adspurgte fra et repræsentativt udvalg af landets befolkning ikke ønsker mere indvandring til Norge overhovedet, og at næsten halvdelen af de adspurgte ikke har nogen betænkeligheder ved at forbyde muslimer at bære hijab på offentlige steder i den ligestillede statsfeminismes navn.

Gennem sine terrorhandlinger er Anders Behring Breivik imidlertid blevet ’en af dem’ – et menneske, vi frit kan hade. Det er nemmere sådan. For fredslandet Norge og de fredselskende nordmænd repræsenterer i egen selvforståelse den universelle godhed, og sådan vil det altid være.

Uanset hvor mange bombetogter, norske piloter gennemfører i muslimske lande, og hvor mange uskyldige civile, der dræbes af norske soldater i de samme lande, og uanset hvor meget den offentlige debat om muslimer og islam i Norge har fået præg af kloak, så står en ting klart: Vi vil ikke se hadet i vor egen midte i øjnene.

Blå bog

Sindre Bangstad

Sindre Bangstad er forsker ved Sosialantropologisk Institut, Universitetet i Oslo. Bangstad er uddannet ved Universitetet i Bergen i Norge og Radboud Universitet i Holland. Han er ekspert i muslimer i Sydafrika og Norge.

Han har publiceret i en lang række fagtidsskrifter, og bogen ’Sekularismens ansikter’ kom på Universitetsforlaget i 2009.

Bangstad arbejder for tiden på en engelsksproget om nye muslimske aktører i den offentlige debat i Norge.

I årevis har norske terrorforskere, der siden 2001 har etableret sig som eksperter i al-Qaeda og andre radikale islamistiske terrorbevægelser rundt om i verden, fortalt os, at hvis Norge nogensinde skulle blive ramt af terror, ville det sandsynligvis komme fra den kant.

BREIVIK FORUDSERBreivik: Danmark eller England bliver islamkrigens første kampplads

Enten som en følge af en nyvunden norsk militarisme og statslig begejstring for den militære indsats i Afghanistan eller som et resultat af den norske delagtighed i genudgivelsen af de danske karikaturtegninger i 2005-2006. Politiets Sikkerhedstjeneste, PST, har fortalt os nogenlunde det samme.

Derfor var det ikke overraskende for undertegnede, der bor få kilometer fra Oslos centrum, at jeg blot en time efter at have hørt drønet fra bomben i regeringskvarteret, der ser ud til at have dræbt syv mennesker, blev ringet op af en norsk dagbladsjournalist, der ville have mig til at bekræfte, at »der var tale om islam«.

Med andre ord: På et tidspunkt, da der herskede totalt kaos i centrum af Oslo, og hverken politi eller medier anede noget om gerningsmænd eller motiver, ledte norske medier febrilsk efter intellektuelle eller akademikere, der uden omsvøb kunne bekræfte, at det her var radikale islamisters værk.

Og selvfølgelig var der folk, som var villige til at ’bekræfte’ det. Den journalist, der ringede til mig, havde få minutter forinden talt med den norsk-irakiske ateist, forfatter og Eurabia-litteraturpropagandist Walid al-Kubaisi (en norsk Ayaan Hirsi Ali), som i Finansavisen den følgende dag kunne erklære, at det drejede sig om »islamistisk terror«, og at han længe havde ventet, at det her ville ske.

Jeg fik ikke noget svar, da jeg den følgende dag sendte en sms til journalisten og bad ham konfrontere al-Kubaisi med det dybt umoralske og uanstændige i at sprede rygter med potentielt fatale konsekvenser for norske muslimers liv og helbred.

Det kan næppe undre, at den mand, som nu har tilstået begge terrorhandlingerne, aldrig dukkede op på terrorradaren hos PST.

Han er opvokset blandt de velhavende politiske og økonomiske eliter i bydelen Vinderen i Oslo, hvor hovedstadens multikulturelle virkelighed er mindst nærværende. Han var et stolt medlem af Frimurerlogen.

Han nærede beundring for statsmanden Winston Churchill og den norske modstandshelt fra Anden Verdenskrig Max Manus. Han havde været medlem af Fremskrittspartiets Ungdom (FpU).

Han nærede et intenst had mod professor i socialantropologi Thomas Hylland Eriksen på grund af dennes mangeårige og angiveligt »radikalmarxistiske« forsvar for et multikulturelt Norge (Hylland Eriksen er socialliberal, red.).

Han var i egen selvforståelse en kristen og konservativ nationalist.

PORTRÆTFormodet gerningsmand er stærkt nationalistisk

Det mest slående ved de elektroniske spor, som Anders Behring Breivik har trukket efter sig på højreorienterede hjemmesider og YouTube, er faktisk, at hans synspunkter og holdninger ikke adskiller sig nævneværdigt fra det, der er blevet mainstream på de sociale medier her i den uredigerede ytringsfriheds og islamofobis tidsalder.

Heri ligger også den intellektuelle udfordring i forståelsen af hans motiver og handlinger.

Dagen efter terrorhandlingerne greb mange norske redaktører til den slidte metafor om, at fredag 22.7.2011 var dagen, da Norge »mistede sin uskyld«. Det er udtryk for en særdeles selektiv forståelse af virkeligheden.

For mange af de 3 procent af Norges befolkning, der er muslimer, mistede Norge sin uskyld under valgkampen i 1987.

For det var dengang Fremskrittspartiets daværende leder, Carl Ivar Hagen, under et valgmøde fremviste et forfalsket brev, som han påstod var skrevet af en muslim i Oslo ved navn Mohamed Mustafa.

Det fremgik af det forfalskede brev, at Norge ville blive til et muslimsk land, at korset i det norske flag skulle erstattes af en halvmåne, og at kirkerne skulle være moskeer.

Og alt det som følge af, at muslimske kvinder fødte mange børn.

Vi ved ikke, hvornår Carl I. Hagen begyndte at læse den type Eurabia-litteratur, som Anders Behring Breivik også har læst, men det er veldokumenteret, at han og flere af hans partifæller har læst netop den slags litteratur.

Den virkelige hr. Mustafa sagsøgte Carl I. Hagen, og Fremskrittspartiet og Hagen måtte punge ud med hundredtusindvis af kroner for at undgå en retssag. Men nu var mønsteret etableret.

De mange vælgere, der flokkedes mod Fremskrittspartiet, særligt fra Arbeiderpartiet, lod sig på ingen måde afskrække af politiske løgne, der ikke ramte dem selv.

I norsk historie repræsenterer 1987 året for Fremskrittspartiets vælgergennembrud, og partiets retorik om muslimer og islam har ikke ændret sig nævneværdigt siden.

Det, der til gengæld har ændret sig, er partiets vælgertilslutning (22,9 procent i 2009), intensiteten i det islamofobe had, som partiets centrale tillidsfolk og parlamentarikere lægger til grund, og den indflydelse, som partiets dagsordensættende holdninger i disse spørgsmål har på andre partier.

Fremskrittspartiets massive succes i 2009 skyldtes blandt andet partileder Siv Jensens advarsler om en »snigende islamisering« og partiets løfte om at lukke grænserne for muslimer.

Kent Andersen fra partiets afdeling i Oslo skrev i begyndelsen af 2011 et indlæg på sin private blog, hvor han sammenlignede islam med nazisme og drog paralleller mellem muslimer og nazister.

Noget andet, der også har ændret sig, er de norske medieredaktørers forståelse af ytringsfriheden og dens grænser.

Det betyder også, at grænserne for, hvad højreekstreme aktivister i civilsamfundet kan få trykt i respektable norske aviser, er blevet strakt til det yderste, og at racismeparagraffen 135 (a) i straffeloven fra 1970 er blevet en særdeles slumrende paragraf.

6. januar i år bragte Aftenposten en kronik med titlen ’En stigende uro’ af Hege Storhaug, leder af det såkaldte Human Rights Service, HRS.

Storhaug beskrev i en billedtekst fredelige muslimske demonstranter i Oslo i 2009 som »quislinger«.

Man skal ikke vide ret meget om Norges historie for at være klar over, at landets statsminister under nazisternes besættelse 1940-1945 hed Vidkun Quisling, og at han som en af få norske nazi-kollaboratører blev henrettet efter krigen.

Både hos Kent Andersen og Hege Storhaug ligger der lige under overfladen en opfordring til at bruge voldelige midler mod norske muslimer, noget man også finder hos Behring Breivik.

Det interessante her er ikke, at Storhaug, der er tæt associeret med danske islamofober som Helle Merete Brix og Lars Hedegaard, nærer den slags overbevisninger, men at Aftenpostens kultur- og debatredaktør lader en billedtekst stå, som han ellers har alle muligheder for at gribe ind over for.

LÆS ARTIKELNorsk islamekspert: Dæmp krigsretorikken, Lars Hedegaard

Det eneste, vor tids norske racister og islamofober kan blive enige om, er, at de ikke kan lide, at man kalder en spade for en spade, og derfor erklærer enhver højreekstrem bevægelse med respekt for sig selv – fra Norwegian Defence League til Folkebevegelsen Mot Innvandring til Stans Islamiseringen af Norge – højtideligt og pompøst på deres hjemmesider, at de er imod fremmedfrygt og racisme, og at de blot bedriver den samme »religionskritik« (læs: islamkritik), som de liberale medier og intellektuelle eliter er så optaget af.

Vi ved fra det 1.500 sider lange manifest, som Anders Behring Breivik har efterladt sig på internettet, nu hvor han efter alt at dømme skal tilbringe resten af sit liv i fængsel eller forvaring som en af Norges mest foragtede mænd, at han havde planlagt sine forbrydelser i ni år, og at han har læst bredt i den racistiske og islamofobe litteratur, fra den israelske højreekstremist Bat Ye’or via den amerikansk-norske nykonservative Bruce Bawer til den norske professor emeritus i sociologi Sigurd Skirbekk.

I sine egne øjne er han et nietzscheansk overmenneske, som ingen retsstat med legitimitet kan straffe.

Selve retssagen vil for ham kun være en medieplatform til at sprede sin hadeideologi til flest muligt.

Midt i det mørke og den fortvivlelse, der har sænket sig over Norge, ligger også kimen til et håb.

For det vil herefter blive vanskeligt for redaktører og intellektuelle at bagatellisere eksistensen af islamofobi i Norge, og det vil om muligt blive endnu vanskeligere at hævde, at racisters og islamofobers ord blot er ord.

LÆS OGSÅOpgør om politisk debat i Danmark

Anders Behring Breivik har gennem sine handlinger sat sig op mod historien: Det multikulturelle Norge er kommet for at blive. No pasaran – her går grænsen.

Vi er mange, og flere nu, der vil stå skulder ved skulder med vores medborgere, uafhængig af deres hudfarve, religion og livssyn.

Blandt de børn og teenagere, der undgik morderens hensynsløse skud på Utøya, men som må leve med minder og billeder, som intet menneske burde skulle leve med, var der adskillige, som fortalte, at det var unge partifæller med muslimsk minoritetsbaggrund, der reddede deres liv.

De og deres vidnesbyrd kan bidrage til at skabe et Norge, hvor Anders Behring Breiviks og andre racisters og islamofobers konspiratoriske fantasier efterhånden bliver marginaliseret.

Oversættelse: Tonny Pedersen