I det år, der er gået, har vi brugt meget tid på at sørge over tabet af vores kammerater. Mange havde nære venner på Utøya, folk, som de kendte fra de mange internationale aktiviteter, som både DSU og AUF deltager i. Det har været noget, som skulle bearbejdes, og som gang på gang er blevet oprullet i forbindelse med retssagen mod gerningsmanden. Ligesom for rigtig mange andre politisk aktive unge var begivenhederne for mig som ung socialdemokrat et enormt chok. I første omgang fordi vi kendte mange af dem, som var til stede på Utøya. Men angrebet var også et chok, fordi det pludselig rykkede ved hele vores selvforståelse som politisk ungdomsorganisation. Vi skulle nu se os selv i det lys, at vores engagement var så alvorligt, at gerningsmanden fandt det nødvendigt at gribe til våben i kampen mod vores ideer og værdier. Efter sidste års angreb blev min generation af unge politisk aktive en del af det, AUF-formand Eskil Petersen kaldte »22. juli-generationen«.

Hadet i vor midte Det er os, der som politisk aktive unge er med til at definere, hvad den dato skal betyde for eftertiden. Vi har sammen ansvaret for og forpligtelsen til at formulere, hvordan tragedien skal bruges til at forme fremtiden.