Tragedie. Et par lægger blomster til ære for ofrene for Utøya. Da det gik op for befolkningen, at gerningsmanden var en hvid gennemsnitsborger, gik Norge i chok. Foto:  Lefteris Pitarakis/AP

Tragedie. Et par lægger blomster til ære for ofrene for Utøya. Da det gik op for befolkningen, at gerningsmanden var en hvid gennemsnitsborger, gik Norge i chok. Foto: Lefteris Pitarakis/AP

Debat

Overlevende fra Breiviks massakre: Utøya har lært mig, at det er os mod dem

Hvis fjenden ikke havde været en af vores egne, havde Norge været præget af had og hævn, skriver en af de unge fra Utøya.

Debat

Fredag 22. juli var jeg blandt deltagerne i ungdomsorganisationens AUF’s sommerlejr på Utøya.

Der skete meget den dag, hvor mine venner og jeg blev ramt af den ubeskrivelige voldshandling og af terroren.

Jeg er dog ikke særlig stolt, når jeg tænker på, hvordan mine landsmænd reagerede. Naturligvis vil alle fremover tænke tilbage på den enorme støtte, som alle udviste: Folket stod sammen, og selv fremmede kunne give hinanden et knus eller omfavne hinanden.



Det var næsten lige så uvirkeligt, som det var med egne øjne at opleve ens sommerparadis blive forvandlet til et sandt helvede. Jeg er helt bevidst om min brug af ordet helvede. Jeg kan ikke finde noget bedre udtryk for den stemning, som rådede.

I løbet af knap en time fredag 22. juli blev alle vores illusioner og al den tillid, vi måtte have til systemet og til dets symboler, sat ud af drift. Samtidig med at vi selv var jaget vildt, skete der også andre ting.

Vi kan i Norge godt lide billedet af, hvordan vores storsindede befolkning, præster og imamer stod tæt sammen efter den makabre terrorhandling.

Men den aften var det helt andre reaktioner end forsoning, der prægede Oslos gader.

Pludselig blev det utrygt for en arabisk eller nordafrikansk udseende person at bevæge sig ud på gaderne i vores ellers normalt ret så trygge hovedstad. Tilfældige forbipasserende truede eller spyttede på piger med hijab.

Ekspertkommentatorerne var ikke i tvivl. De havde med stor sikkerhed udpeget de skyldige. Der var tale om samme slags terror som den fra 11. september, og det var endnu et islamistisk angreb på det vestlige samfunds værdier.

I den norske retorik ligger et tydeligt budskab om, at Anders Behring Breivik ikke var en af os - jeg vil sige, at han var en af os, og det vil han blive ved med at være, ligegyldigt hvordan vi måtte bortforklare hans hadefulde gerninger.

Det var et angreb på os, og folket var rede til at slå igen. Den selvbestaltede jagt på de såkaldte skyldige mindede mest af alt om de europæiske jødeforfølgelser i 1920’erne og 1930’erne.

DEBAT

Retorikken om, hvordan islamiseringen kommer snigende, havde spredt sig i sådan en grad, at nogle tyede til ekstreme midler for at give udtryk for vores frustration. Nu skulle de andre få at føle.

Hele dette fjendebillede trivedes i den time, hvor en ung, blond nordmand med blå øjne – han kaldte sig oven i købet en kristen – i ro og mag gik rundt på Utøya og henrettede mine venner og kammerater i AUF.

Da nyheden om gerningsmandens identitet så blev kendt, skete der også noget. Jeg tror, at alle der på det tidspunkt ellers mente at vide, hvem der stod bag, skammede sig.

Nu var den største trussel mod vores fælles tryghed ikke længere en af de andre. Bag denne ubegribelige ugerning stod en af vores egne. Det var på mange måder endnu et chok, og det ramte på samme tid som chokket over omfanget af drabene på Utøya.

Så længe ytringer ikke bliver modsagt, vinder de i styrke, og når vi hører ubehagelige holdninger, må vi tage til genmæle. Vi kan i begrænset omfang vente en smule for derefter at vende tilbage med modargumenterne klar.

Hele befolkningen var i chok, og ingen kunne mobilisere en klar form for hævn eller vrede mod en enkelt, synlig gruppe.

Vreden kom ganske vist frem, da hundredvis af demonstrerende spærrede indgangen til retsbygningen i Oslo, hvor gerningsmanden skulle fremstilles for at blive varetægtsfængslet.

Denne hændelse bekræfter i hvert fald, at der var en voldsom, latent vrede i befolkningen i dagene efter 22. juli.

LÆS ARTIKEL

Hvis det havde været en ydre fjende, ville kravet om at få fat i og uskadeliggøre denne fjende have været lige så stærkt, som man så det i USA efter 11. september.

Her er det værd at bemærke, at muslimer og arabere i det multikulturelle USA generelt har været udsat for mindre chikane, vold og isolering, end folk med samme baggrund har oplevet det i Europa, trods ’krigen mod terror’ og trods retorikken om ’os mod dem’.

I Skandinavien har indvandrerdebatten også banet vejen for, at normale mennesker er tyet til det skridt at udøve vold. Det så vi i Oslos gader 22. juli.

Efter bombeattentatet havde folk naturligvis et behov for at reagere. Men det forklarer ikke netop denne form for reaktion.

Ved at tænke nærmere over det, bliver det klart for mig, at vi her i Norden ikke kan sige os bedre end amerikanerne. For mig at se er vi faktisk næsten hurtigere på aftrækkeren end Bush og hans ligesindede i USA.

Statsminister Stoltenbergs ord havde næppe fået den store indflydelse, hvis vi ikke var blevet så overraskede over, at gerningsmanden var en af vores egne. I timerne umiddelbart efter det andet chok var alle andre stemmer tavse.

Så i mangel af bedre fik den kriseramte nation noget at samles om, da Stoltenberg og AUF’s formand, Eskil Pedersen, samme nat i medierne kom med utvetydige opfordringer til åbenhed og demokratisk sindelag, og særligt da Eskil Pedersen udtalte, at man skulle »tage Utøya tilbage«.

AUF’s medlemmer kom med udtalelser om, at «kærlighed er stærkere end had». Udtalelserne gik verden rundt og banede vej for, hvad der efterhånden skulle blive en ret skræmmende form for mobilisering.

Ikke at idealerne i sig selv er skræmmende. Selv har jeg før 22. juli været en af dem, der ikke har villet ligge under for følelser af had og hævn; jeg har det med at forsone mig med min skæbne, og det har ikke forandret sig.

Jeg så med stor glæde til, da de smukke værdier om solidaritet og fællesskab blev mobiliseret. Men samtidig rummer denne kollektive massemobilisering et skræmmende element, fordi det viser, hvor let vi kunne være kommet ud på et sidespor.

Hvad nu, hvis ordene efter 22. juli havde lydt anderledes? Hvad nu, hvis en af ’de andre’ havde stået bag? Det er hypotetiske spørgsmål. Men de sætter gang i ubehagelige tankerækker.

For mig at se er det naivt at tro, at debatten ville have fortonet sig, sådan som den gjorde, hvis gerningsmandens identitet havde været en anden.

LÆS ARTIKEL

I løbet af de første dage var der meget fokus på højreekstremistisk retorik, og medierne jagtede syndebukke. Landet var stadig i chok. Det blev kun til en form for pseudodebat mellem mediernes kommentatorer og den indvandrerfjendske fløj, der måtte forsvare sig og bortforklarede retorikkens betydning for menings- og holdningsdannelsen.

Den offentlige mening købte disse bortforklaringer. Det vigtigste kort var ytringsfriheden, og særligt politikerne fra Arbeiterpartiet undlod at tage kampen op. Dermed døde hele debatten om, hvad der havde ført til terroren.

Det fører mig videre til diskussionen om, hvad der udgør den egentlige trussel mod vores samfund.

Hvad er det, som afføder volden, hvad enten den kommer fra den ene eller fra den anden side? Jeg mener, at vi her må se på det retoriske.

Vi må se det misforståede liberale paradigme om ytringsfrihed og meningstolerance som et skalkeskjul, og vi må se på den ukritiske holdning til vores eget ansvar for demokratiet.

Lad det stå helt klart, at jeg både i praksis og gennem studier af det 20. århundredes historie kender nok til retorik til udmærket at vide, at retorik er mere end flotte ord og elegante teknikker, som man kan vinde en meningsudveksling med.

Annonce

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

SIGNATUR

Vi påvirkes mere af retorik, end vi selv tror. Det er ikke ligegyldigt, hvordan vi taler om noget, uden at vi nødvendigvis derfor desperat skal prøve at være politisk korrekte.

Så længe ytringer ikke bliver modsagt, vinder de i styrke, og når vi hører ubehagelige holdninger, må vi tage til genmæle. Vi kan i begrænset omfang vente en smule for derefter at vende tilbage med modargumenterne klar.

Men her spiller vores liberale sindelag ind. Vi tør ikke længere konfrontere os med dem, som vi er uenige med. Vi lader dem fortsætte derudad, og på den måde medvirker vi til, at en ny virkelighedsopfattelse kan opstå blandt menigmand.

De, der efter 22. juli har benægtet enhver tilknytning til gerningsmanden, og de, som har frasagt sig ethvert ansvar for de udtalelser, som han har ladet sig inspirere af, de kommer ikke uden om, at der i Oslo den 22. juli var flere, som var parate til at ty til vold mod civilpersoner.

Hvis det havde været en ydre fjende, ville kravet om at få fat i og uskadeliggøre denne fjende have været lige så stærkt, som man så det i USA efter 11. september.



Retorik påvirkede gerningsmanden, og vi må aldrig glemme, at der ikke er nogen, der fødes som drabsmand eller racist. Det er noget, vi bliver gennem kulturel påvirkning og af forskellige andre årsager.

Nogle mennesker er måske mere disponerede end andre, men det ændrer ikke ved hovedsagen, nemlig at intet opstår af sig selv.

LEDER

Den måde, vi har mødt fjendebilledet efter 11. september, kan derfor have medvirket til terroren 22. juli. Jeg skriver ’kan’, selvom der næppe er tale om en hypotese. Der er en stærk sammenhæng mellem voldsretorik, fjendebilleder, had og uundgåelige konfrontationer. Om ikke andet, gjorde vi det let for gerningsmanden at finde inspiration på netfora og i debatter.

Jeg hører ofte argumentet om, at der kun var én gerningsmand, og i vores retorik bliver han så fremstillet som ’gal’. Man kan forstå udtrykket ’gal drabsmand’ sådan, at vedkommende ikke har de bremser, vi andre har, og i den betydning er han nok gal.

Men vi skal passe meget på ikke at fremstille ham som syg. Jeg mener ikke, at nogen som helst diagnose vil kunne fjerne ansvaret for handlingen.

I så fald ville vi nemlig kunne diagnosticere os bort fra det faktum, at det var retorik og ideologi, der førte til nazisternes grusomme gerninger i 1930’erne og 1940’erne. Jeg anerkender ikke sådan en form for argumentation.

For mig at se viser den tydeligt en frygt i os selv. Vi frygter nemlig, at denne trussel stadig er til stede i vores midte, og at den meget vel vil kunne slå til igen.

Jeg tror heller ikke, at gerningsmanden er unik. Hans handlinger er måske enestående, forstået sådan at vi i det mindste ikke i Norge ser mange lignende eksempler.

Men det ændrer ikke ved, at der i vores samfund er mennesker, der både har vilje til og mulighed for at bruge politisk motiveret vold og terror for at ’fremme’ deres ideologi.

Ja, det er ekstremt at gå rundt og skyde løs på ubevæbnede unge. Men hvad nu, hvis retorikken om krig mellem civilisationer er gået hen og blevet til virkelighed i folks bevidsthed?

DEBAT

Dengang London og resten af England var blevet bombet, blev RAF’s piloter (Royal Air Force, red.), som selv havde oplevet at miste deres kære, beordret til ikke at bombe fabrikker i Dresden og andre tyske byer. De skulle derimod bombe boligkvartererne og hermed dræbe arbejderne og disses familier, mens de lå og sov.

Argumentet lød, at maskinerne hurtigt kunne genopbygges, hvorimod det tog årtier at erstatte en god arbejder.

Piloterne havde selv set, hvilke lidelser bombardementerne medførte. De vidste, hvad de gjorde, og de gjorde det uden at tøve. Var disse piloter ’gale mennesker’? Det tror jeg ikke.

Men de var sandsynligvis fyldte af had og af foragt for tyskerne. Måske i en sådan grad at det for dem var ligegyldigt, om tyskere blev dræbt eller ej.

Der var med andre ord om tale en dehumanisering af ofrene. Billedet af en indbildt krig og en form for nødvendighed i tilfældet med massakren 22. juli er ganske vist baseret på en fejlagtig og forskruet verdensopfattelse.

Men det betyder ikke, at resten af handlingen dermed er uforståelig. I hvert fald ikke for dem, som tør tænke over lighederne.

Jeg mener, at vi bør se på sammenfaldene og på kernen i alle former for voldsudøvelse. Som samfund træner og uddanner vi tusindvis af unge mænd og kvinder til at blive sendt ud for at dræbe i fjerntliggende lande.

Dette forhold er forbundet med det, som begyndte med USA’s krig mod terror. Vi har set, hvordan voldsretorikken i det norske samfund har ændret sig i de seneste år.

Jeg tænker tilbage til tiden før 11. september. Dengang var der betydelig modstand mod den norske deltagelse i Nato’s bombninger i Jugoslavien. Der var også stor modstand mod at invadere Afghanistan.

I 2003 gik titusindvis af demonstranter på gaden i Oslo i forbindelse med den daværende norske regerings beslutning om at deltage i krigen i Irak. Ti år efter 11. september ser vi tydeligvis forandringen. I forhold til befolkningsstørrelse var Norge det land, som bidrog mest til krigen mod Libyen.

Krigsdeltagelsen fandt sted uden nogen særlig modstand i befolkningen. Endnu et eksempel på forandringen er, at hele ordningen med civil værnepligt nu nedlægges i Norge, fordi der er så få, der af samvittighedsårsager ikke ønsker at aftjene deres værnepligt som soldat.

Jeg spørger mig selv: Var vi ikke allerede før 22. juli i det norske samfund generelt blevet mere kritisk indstillede over for ’det ikke-vestlige’? Og var vi ikke allerede blevet mindre kritiske i vores brug af vold som virkemiddel til at fremme vores egne værdier og holdninger?

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

Min konklusion er, at 22. juli har vist os, hvilke mekanismer der i de seneste år og i ly af et tilsyneladende liberalt paradigme har udviklet sig i Norge. Ligesom jeg tør påstå, at disse mekanismer også har udviklet sig i resten af Norden. Mekanismerne har fået os til at tolerere vold.

Vi tør ikke længere konfrontere os med dem, som vi er uenige med. Vi lader dem fortsætte derudad, og på den måde medvirker vi til, at en ny virkelighedsopfattelse kan opstå blandt menigmand.



De har gjort os i stand til få minutter efter et terrorangreb at identificere fjenden: Det er de andre, muslimerne. Vi har fået dét ud af 22. juli, at vi som nation viste et meget stærkt sammenhold, og at mange unge nu er blevet mere bevidste om deres egen rolle i politik. Det er jo glimrende.

Men sikke en mobilisering vi ville have set, hvis der samtidig havde været tale om en ydre fjende.

Jeg vil ønske og anbefale, at der sker et skift i debatten, og jeg har en bøn om, at der i diskussionerne kommer til at lyde mere skeptiske og kritiske stemmer. Jeg håber også, at vi i Skandinavien vil holde op med at beskytte os selv ved at nære illusioner om vores særlige fortræffeligheder.

For én ting blev helt tydelig efter 22. juli. Den gængse retorik danner grobund for mere end kærlighed og ansvarsfraskrivelse.

I den norske retorik ligger et tydeligt budskab om, at Anders Behring Breivik ikke var en af os - jeg vil sige, at han var en af os, og det vil han blive ved med at være, ligegyldigt hvordan vi måtte bortforklare hans hadefulde gerninger.

Oversættelse: Jakob Giese

FACEBOOK

  • Ældste
  • Nyeste
  • Mest anbefalede

Skriv kommentar

2000 tegn tilbage

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce