Lad det være sagt med det samme: Jeg har tatoveringer og er egentlig ganske godt tilfreds med dem.

Det er altid rart at blive klogere på sig selv, og derfor var det selvfølgelig med stor fornøjelse, jeg læste Kresten Schultz Jørgensens bandbulle (Pol. 20.8) mod tatoveringer.

TATTO-DEBAT »Det er med tatoveringer som med tissemænd og biler«

Ungdommeligt sløvsind og narcissisme i et væk var der tale om, og alt sammen kunne det reduceres til de famøse tegninger på kroppen.

Personligt havde jeg ellers efterhånden fået den opfattelse, at jeg var vokset fra mine teenageår, på godt og på ondt. Her sidder jeg, familiefar midt i 30’erne, og længes jævnligt tilbage til de glade dage med heavy metal, langt hår og et verdensbillede, der var sort/hvidt.

Det var dejligt nemt at vide, hvem du kunne lide, og hvem du ikke kunne lide, hvem der var de gode, og hvem der var de onde, hvem man gad bruge sin tid på, og hvem der kunne rende en i røven.

Tegning:  Jørn Villumsen

Nu om dage er tingene unægtelig noget mere komplekse.

Der skal betales afdrag på realkreditlånene i vores alt for dyrt købte hus, jeg er gudhjælpemig nødt til at gå på arbejde hver dag i skjorte og pæne bukser (det havde jeg helt sikkert forsvoret, da jeg var teenager, men i det mindste er jeg endnu ikke begyndt at gå med slips), og jeg er til tider også nødt til at omgive mig med mennesker, der ikke nødvendigvis hører samme slags musik som jeg!

TATTOO-KONSEKVENSUlovlige hennatatoveringer skader for livet

Ak ja, ak ja, sædernes forfald ... Derfor var jeg egentlig lidt glad for at blive rubriceret som narcissistisk teenager igen, så havde jeg da ikke helt solgt ud (endnu)!

Desværre viser det sig, at det udelukkende er, fordi jeg er tatoveret, at jeg er narcissistisk, teenageagtig og på alle tænkelige måder uansvarlig.

Det har ikke noget at gøre med et sort/hvidt verdensbillede, vanvittige forestillinger om andre mennesker, der dybest set er skabt af et usikkert personligt selvværd og andre af den slags dårligdomme, der også præger teenageårene.

Da jeg var teenager, syntes jeg for eksempel, at opera og klassisk skuespil var småborgerligt, røvsygt og på alle tænkelige måder en plage af dimensioner.

Således kunne jeg, skulle jeg nu forfalde til min teenagementalitet igen, fremtrylle en tirade mod den slags røvsyge ligegyldigheder og råbe ad alle de mennesker i kongeriget Danmark, der interesserede sig for den slags latterligheder, og svine dem og deres kaffeborde til, op og ned ad døre og stolper.

Dette mest af alt for at reagere, som teenagere nu gør, når man angriber deres helligdomme, og jeg mindes at have læst et sted, at Kresten Schultz Jørgensen på et tidspunkt har været ansat som kommunikationschef for Det Kongelige Teater, så hvad er mere nærliggende end at smide en stinker tilbage over hegnet?

Jeg kunne også undre mig over, at en mand, der stort set udelukkende har arbejdet inden for en branche, der fokuserer mere på form end på indhold, har set sig så sur på en særlig form for kropsudsmykning.

Derudover kunne jeg påpege det absurde i, at det udelukkende synes at være tatoveringer og ikke øreringe, curlere, makeup, jakkesæt, slips og nogle af de tusindvis af andre former for udsmykning, mænd og kvinder har gået med siden tidernes morgen, der af uransagelige grunde gør folk til narcissistiske teenagere.

LÆS OGSÅ Hver fjerde får skader af tatoveringer

Det bedste forsvar er jo som bekendt et angreb, og da særligt i Danmark i det nye årtusinde, hvor ingen sag er for lille at forfølge.

Om det er endnu et forslag om burkaforbud efter valget eller tatoveringerne på gader og stræder, det er sgu lige meget, Ordnung muss sein, og nogen må gøre noget!

Men så igen, som jeg startede med at skrive: Jeg må jo desværre erkende, at jeg ikke er teenager mere, og at jeg ikke rigtig gider den slags.

Hvis folk vil gå i Det Kongelige Teater, så fred være med det, det kan sgu ikke få mit pis i kog. Ja, det kunne jo ligefrem være, at jeg skulle prøve det en dag?

En god ven har for nylig fortalt mig om en betragtning, han har gjort sig.

LÆS ARTIKELTattooelskere: Se min by på min hud

Det synes at være sådan, at intelligente mennesker fødes med et relativt sort/hvidt verdensbillede, men som årene går, bliver tingene mere og mere grå, og man ender mere og mere i et sokratisk verdensbillede, hvor det eneste, man kan erkende, er, at jo mere viden man tilegner sig, jo sværere bliver det at træffe fornuftige beslutninger.

Omvendt er enfoldige væsner væsentlig bedre stillet.

Her fødes man med et ekstremt komplekst verdensbillede, og alt synes gråt, men som tiden går får man langsomt, men sikkert, ryddet op i moradset.

Man får sat tingene i system, og de gode bliver separeret fra de onde, så man til sidst kan dø med et smil på læben vel vidende, at man tilhører de gode, og at de onde og idioterne forhåbentlig allerede er døde på grund af den syfilis, de pådrog sig, dengang de blev tatoveret.

FACEBOOKBliv ven med Politiken