Det er ikke uden bæven, jeg sætter pen til papiret. For jeg har lige fået at vide i Politiken, at jeg tilhører »en skimlet sekt af klamme kældermennesker«.

Et kældermenneske – det er ret tæt på at være et undermenneske. Ein Untermensch. En kendt betegnelse fra nyere europæisk historie. Og man ved jo, hvordan det gik dem. Deraf min bæven.

Et skimlet kældermenneske er jeg blevet til, fordi jeg ved det nys overståede valg stemte på DF. Det skriver Carsten Jensen i Politiken (17.9.). Og så står det til troende.

LÆS INDLÆGVi har leget med afstumpetheden alt for længe

For Carsten Jensen er en helt, en skriver-helt. For nylig fik han Olof Palme-prisen, drog til Stokholm, rakkede Danmark ned, gav svenskerne den moralske støttestrømpe på, som de havde forventet af ham, og rejste så hjem til det pinlige Danmark med en stor pose penge.

Lad Jensen høste sin hyldest, hvor han kan finde den. Men hvorfor taler han på den måde nedsættende om mig og en halv million andre danskere?

Han gør det selvbevidst. Men ikke intelligent. Han er nedladende. Men også plump. Uden vid og uden elegance. Og værst: Det er slet ikke debat.

For debat hviler på argumenter. Og sådan en detalje som at argumentere føler Carsten Jensen sig hævet over.

Jeg mener, det er farligt at tilføre vores land store kontingenter af muslimer, der tænker grundlæggende anderledes om himmel og jord, mænd og kvinder, forbrydelse og straf, end vi gør.

Det er farligt for at bevare freden i landet og for vores ønske om at udvikle os frem mod større individuel frihed og et mere tillidsfuldt fællesskab.

Jeg finder det betænkeligt, at vores godt 400.000 muslimske indvandrere hylder en religion, der siger, at jeg og andre »vantro« skal slås ihjel, hvis vi ikke går over til islam. Derfor stemmer jeg på DF.

Andre har et mere optimistisk syn på et multi-kulti-samfund. Det er i orden. Det må vi så diskutere.

Men Carsten Jensen nedlader sig ikke til at diskutere. For han er skønheden. Mens jeg og mine meningsfæller er udyret, der holder til i kældre og er skimlede og klamme. Det er tæt på, han siger udyr om os.

Drejede det sig nu kun om Carsten Jensen, kunne man bare springe hans hadske artikler over. Han tror, man skal skrige højere end metalrock for at komme i avisen.

Men andre af mine forfatterkolleger opfører sig på samme Greuel-agtige måde.

Kirsten Thorup mener, det skal være forbudt i Folketinget at ytre noget om indvandrere, som det kulturradikale herredømme ikke kan lide.

Hanne-Vibeke Holst råber på et offentligt møde, at man skal tage mikrofonen fra en mand, der er ved at fremføre DF-synspunkter.

Flere af mine forfatterkolleger er sammen med Carsten Jensen grebet af dette absolutistiske mereværdssyndrom, der hører godsejervældet i 1800-tallet til.

Det er deres tone. Den er så plat. Men tankegangen er værre. Befolkningen må ikke være skeptisk over for islam. Og er vi det, bør vi ekskluderes. DF’s stemmer bør ikke tælles med i Folketinget, skråler Chr. Braad Thomsen.

LÆS INDLÆGDF er ikke et demokratisk parti

Mange af Politikens forstandige læsere mener vel, at forfattere som Carsten Jensen og Braad Thomsen har skreget sig helt uden for intellektuel rækkevidde. Men endnu flere drager vel den konklusion, at forfattere er nogle forvoksede børnehavebørn. Det er jeg ked af på standens vegne.

Carsten Jensens goebbelske had til anderledes tænkende forgrover vores måde at tale sammen på her i landet. Og den kan indgive syge hjerner sære tanker. Pia Kjærsgaard må have livvagt fra morgen til aften.